Speeddating på togstationen

På S-togsstationen i Vallensbæk lyser store skærme af digitaliserede bordtennisbolde de grå omgivelser op i franske Fred Sapey-Triomphes lysinstallationer
26. februar 2016

I 2014 åbnede kunsthallen DIAS – Digital Interactive Art Space på Vallensbæk S-togsstation. Ikke lige ved stationen eller i nogle tilstødende lokaler, men ganske enkelt ud fra den tanke, at kunsten skulle vises direkte på stationens ellers kedelige vægge.

DIAS er som sådan den første kunstinstitution i Danmark, der helt og aldeles er fokuseret på digital kunst. Og som sådan også den første institution, der tager så markant afsæt i et specifikt medie i stedet for en tidsperiode, rum, historie, eller lignende.

Det meget anderledes rum til en kunsthal betyder, at DIAS aldrig lukker – kun mellem udstillinger – og at kunsten kan ses 24 timer i døgnet. De meget frie rammer har desuden betydet, at DIAS kan agere meget fleksibelt i forhold til, hvem de samarbejder med.

Således er der både samarbejder og udstillinger med så forskellige grupper som de lokale skoler i Vallensbæk, med studerende fra Københavns IT Universitet og med danske og internationale kunstnere. En interessant antihierarkisk tilgang til kunstnervalg og kuratering.

Bordtennisbolde og pixels

I slutningen af januar åbnede den nu selvejende institution så udstillingen YETI TV – a bouquet of pixels med den franske lyskunstner Fred Sapey-Triomphe. Som titlen antyder, er der netop tale om en masse pixels – de små billedelementer, som de fleste helst vil være foruden, og hvorfor skærmopløsninger bliver fremstillet i hele tiden bedre og højere kvalitet med netop flere pixels.

I Sapey-Triomphes udstilling er der i modsætning hertil tale om en udstilling bestående af meget pixelerede billeder. Her er rækker af bordtennisbolde oplyst med LED-lys, så de hver især udgør en billedenhed i ét stort, sammenhængende billede eller en filmsekvens. Installationerne kunne minde lidt om nogle store lysreklamer, selvom billederne ofte er langt mere slørede, end på sådanne, og budskabet meget mere diffust.

I to af installationerne, som hver fylder en hel væg på stationen, kan publikum selv vælge mellem forskellige billedsekvenser ved at trykke på seks forskellige knapper, som sætter nye billeder i gang på ’skærmene’. I den tredje af installationerne – Speed Dating – hænger to mindre skærme ved siden af hinanden. Her træder en række personager fra gamle film frem. Mænd og monstre på den ene og elegante, feminine kvinder på den anden. Ideen er så, at alle personerne har ’mødt’ hinanden i udstillingsdisplayet, inden dagen er omme.

På en måde er det en installation, der taler ind i tidens krav til, hvad det digitale blandt andet skal kunne: give en form for frihedsfølelse og mulighed for valg. Med knapperne, man kan trykke på og skifte billede med, er det lidt som at kunne vælge ny baggrund til sin telefon eller tablet, eller måske som et nyt coverbillede til Facebook-profilen. Hvilken baggrund skal de næste forbipasserende have?

Kritisk potentiale?

Det ser flot ud, det får den forbipasserende til at stoppe op og gøre et ophold i hverdagen. Men det er svært ikke at spørge, om installationerne er andet og mere end det – om der er et kritisk potentiale, eller om det er undersøgelsen af digitaliteten i sig selv, der er fokus for installationen.

I forbindelse med åbningen af DIAS åbnede daværende kurator og nu direktør for kunsthallen, Rasmus Vestergaard, op for kritiske spørgsmål omkring det digitale i et interview med Kunsten.nu: »… hvad er så konsekvenserne af en digital livsførelse? Hvad sker der i realiteten, når du poster noget på Facebook? Hvad kan man egentlig med en database i dag? Hvordan kan virkeligheden manipuleres via det digitale?«.

Spændende og vigtige kritiske spørgsmål, som det dog kan være svært at se, hvor Sapey-Triomphes udstilling helt passer ind i. For nok er installationerne flotte og kan give et uplanlagt ophold i hverdagen, hvilket bestemt ikke er en kvalitet, der må undervurderes; men det havde ikke skadet om YETI-TV som udstilling var kommet en smule dybere i spørgsmål som, hvorfor den besøgende skal kunne vælge forskellige film (er det kun for interaktionens egen skyld?), er der en sammenhæng mellem de valgte billedsekvenser og Vallensbæk Station, og hvilken betydning får det, når man pixelerer billeder (udover at billederne kommer til at fremstå anderledes).

Og hvorfor lige bordtennisbolde? Det er måske spørgsmål, som ikke er til at svare entydigt på, men som kunne åbne mere op for installationerne og gøre dem til mere end baggrunde.

Generøst projekt

Overordnet set er det en meget generøs tanke at lave en kunsthal, der ikke venter på, at publikum kommer til institutionen, men lader institutionen integrere i det offentlige rum. Men det giver selvfølgelig også nogle udfordringer. Dels de mere lavpraktiske såsom, at det kan være frygteligt koldt at se på kunst på en vindom- sust S-togsstation, eller at lysforholdene og lydforholdene uden tvivl må være svære at styre.

En af de største udfordringer må dog være, at DIAS er nødt til at henvende sig til et meget udefinerbart publikum, og som måske først og fremmest derfor skal have den effekt, at den er synlig for de fleste besøgende. Nemlig dem, der ikke havde planlagt at tage til kunstudstilling. Det kan måske blive en udfordring med digital kunst, der ikke på samme måde som Sapey-Triomphes værker er farveeksplosioner, der »lyser op i en mørk tid«, som man kan læse om udstillingen.

Det er heldigvis ikke al kunst, der skæres på i øjeblikket, og DIAS støttes af Vallensbæk Kommune frem til 2020, så det bliver spændende at se, hvad denne på mange måder utraditionelle kunsthal kan udvikle sig til med tiden.

Fred Sapey-Triomphe: ’YETI TV – a bouquet of pixels’.
DIAS, Vallensbæk Station.
Indtil d. 28. marts 2016

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu