Læsetid: 3 min.

Spooky dukketeater

’Arne går under’ på Bådteatret er stærkt teater om en omsorgssvigtet dreng, som ikke kan fortælle om sin angst. Med Rolf Søborg Hansens fænomenale dukker i menneskestørrelse som skræmmende spejlinger af livet i ghettoen
Den udsatte Arne fra Domus Vista opsøger i tankerne sin afdøde far, der altid svigtede. ’Far, har du ødelagt mit liv?’ spørger han.

Miklos Szabo

19. februar 2016

Rolf Søborg Hansens dukker ligner de fleste af os: De er hverken særligt smukke eller særligt kloge. Deres hoveder er tit bleghvide med alt for store munde – og øjnene ligger dybt og er fulde af sorg. Arme og ben har de sjældent i forvejen. Det får dukkerne nemlig af de skuespillere, der lægger kroppe til dem.

I Arne går under er det den unge fyr Arne, der forsøger at få sig et liv. Men hans angst er ved at tage livet af ham.

»Jeg har det ikke så godt,« som han selv siger det.

Arnes liv er råt. Hans mor elsker ham ikke. Hans ’lidt fuld er man vel altid’-far har drukket sig over i sin egen verden, og hans stedfar fatter ham ikke. Det er sådan set kun fantasirobotten Zorgpyth, der kan trøste ham – og nabopigen ’må jeg låne noget sukker’-Lizette, der kan sætte hans blod i kog. Det gør hun så. Ikke mindst da han for længst har sluppet taget i virkeligheden og er gledet ind i det mylder af hallucinationer, som dominerer mellem opringningerne fra sagsbehandleren i den arvede etværelseslejlighed med altan i Domus Vista på Roskildevej.

Underfundig realisme

Teksten vandt Bådteatrets Dramatik Konkurrence i 2015 – og nu er denne opsætning altså resultatet. Dramatikeren er den 36-årige skuespiller Mikkel Trier Rygård, der blandt andet har spillet med i den vellykkede kabaret Fattisch. Men nu er han heldigvis for alvor sprunget ud som dramatiker.

For Arne går under er den mest underfundige socialrealisme længe set i et dansk teaterstykke. Hovedpersonens voldsomme sociale angst afsløres ikke mindst i dialogerne mellem Arne og de få mennesker, der prøver at få kontakt til ham i ghettoen. Moren kan nemlig ikke forstå, at Arne ikke åbner døren, når hun sender stedfaderen af sted for at ringe på.

Men selv efter de mest krænkende samtaler og hjerteskærende sammenbrudsscener kan forestillingen pludselig forvandle sig til munter galaksefest eller grotesk kabaretkoncert. Man kan ikke forudsige noget på Arnes planet.

At rive hjernen ud

Teksten er skrevet med en særlig bevidsthed om animationsteatrets flere dimensioner. Replikkerne lægger eminent op til, at dukkerne kan tale med hinanden, men også at dukkeførerne kan tale med dukkerne. Som når den nænsomme dukkeskuespiller Laura Allen Müller med bekymret stemme spørger Arne-dukken: »Arne, er du okay? Skal vi gå videre? Jeg tager dig lige op.«

Hun behandler ham altså, som om han var hendes elskede, syge søn. Men i virkeligheden har denne Arne ingen, der passer på ham.

Teksten har til gengæld en fortæller.

»Hør, hvor Arne græder inde ved siden af,« siger fortælleren med rolig stemme.

»Jeg har lyst til at rive min hjerne ud og sætte ild til den,« siger Arne senere med næsten lige så rolig stemme. Her gør alt ondt.

Lydene fra toget

Denne spooky forestilling er en besjælingsrejse af de flotteste. Instruktøren Rolf Heim bruger hele sin imponerende og lavmælte palet af dukkevirkemidler. Og Rolf Søborg Hansens scenografi formår overvældende nok både at presse et jobcenter og hele Domus Vistas 30 etager høje bygning ind på et perfekt skåret linoleumsgulv i det lille Bådteater.

Desuden har Ida Jacobsen skabt en lydkulisse, der forstørrer de mange lyde, der tilsyneladende trænger ind i Arnes tanker – fra togbremser til tv-avisen. Og Sonja Leas lys flakser og viser, hvordan Arnes bevidsthed hele tiden forandrer sig. Det er eksplosivt sanseteater, dette her.

Dukkeførerensemblet har en uimodståelig flabethed, men også en diskret tilbageholdenhed. Alle spiller Arne på skift. Men Laura Allen Müller tager sig også af de beskyttende roller, mens skuespillerne Karen Monrad og Pernille Nedergaard Haugesen danner perfekt makkerpar, når de pludselig dukker op som kopulerende flodheste med labre pigeben eller som tvivlsomme læger i Arnes vilde fantasier.

Selv fører Rolf Søborg Hansen dukkerne så diskret, at han nærmest gør sig selv usynlig. Det er forbilledligt ensemblespil – med scenen, hvor Arne møder sin afdøde far gennem hullet på en ulækker madras som et af de magiske øjeblikke.

»Nåeh, er det bare dukketeater for voksne?« spurgte min veninde, da vi gik op ad lejderen i Nyhavn.

»Det er altså ikke bare,« svarede jeg som advarsel. »Det kan sagtens være barsk.« Og nede i teatret blev hun helt stille.

For Arne går under er sæsonens voldsomste teaterforestilling om ensomhed og udstødelse – og længslen efter at blive holdt af. For alle voksne, der kender en Arne.

’Arne går under’. Tekst: Mikkel Trier Rygård. Iscenesættelse: Rolf Heim. Dukker og scenografi: Rolf Søborg Hansen. Lys: Sonja Lea. Lyd: Ida Jacobsen. Bådteatret til 5. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu