Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Stærkt teater om cancer og døden

Nepo Teatrets opsætning af ’Konstellationer’ er blevet et temperamentsfuldt charmestunt af Marie Askehave og Troels Lyby
Marie Askehave og Troels Lyby spiller det unge par, der bruger frygtelig meget tid på at tvivle på hinanden i Nepo Teatrets vedkommende opsætning af ’Konstellationer’.

Max Rosborg

Kultur
5. februar 2016

Da Konstellationer spillede på Aarhus Teater forrige år, var vi en del, der gik rødøjede fra teatret. Historien om det unge par, der tvivler på hinanden og alligevel elsker hinanden, da kvinden bliver alvorligt syg, var barsk. Men den blev spillet så tyst af Iben Dorner og Thomas Levin i Ramin Grays iscenesættelse, at gentagelsesordene virkelig brændte sig ind i tilskueren.

Nu har Nepo Teatret også sat Nick Paynes succesfulde kærlighedsstykke fra 2012 på sit repertoire. Men i denne turnéudgave er Konstellationer blevet en helt anderledes jordnær forestilling. Ordene funkler stadig i Karen-Maria Bille og Simon Bobergs præcise og fritskrabede oversættelse. Men iscenesættelsen af Frederik A. Neergaard har gjort de to personer meget tydeligere som individer.

I denne Konstellationer virker replikkerne snarere som baggrund for skuespillernes indlevelsesspil – sådan at det bliver de to personers flirt og magtbalance, der kommer i fokus. Historien om at miste sig selv til en sygdom – og miste den anden – glider i baggrunden. Og ordenes klaustrofobiske gentagelser og forsvindinger bliver mindre tragiske. Til gengæld spiller skuespillerne Marie Askehave og Troels Lyby herligt og intuitivt på charmen.

Marie Askehave er glimrende til at spille reserveret og kølig i begyndelsen af deres forhold – og hun pisser effektivt sit territorium af som rumforsker med femipower. Men der går ikke længe, før hun overgiver sig til Lyby og smiler sit fuldstændigt uimodståelige smil, der stråler hele scenen op som en af de stjerner, hun forsker i. Så forsvinder tiden, og man glider som tilskuer med ind i forelskelsen, der lyser ud af hende. Hendes tvivl er i hvert fald ikke nær så overbevisende som hendes lyst til at score ham.

Men så sætter hun hånden på den ene hofte. Fortæller om besøget hos lægen og diagnosen. Og så blegner hun.

Beskyttende Lyby

Troels Lyby står som en bastant biavler med begge ben solidt plantet på denne jord – og med ludende håndværkerskuldre og en kejtet hånd rundt om nakken. Det virker, som om denne kvinde først og fremmest får noget beskyttende frem i ham. Så joker han og får hende til at le – og det gør godt.

»Jeg synes, det er helt vildt sexet,« siger han om hendes forklaringer om kosmisk baggrundsstråling. Og griner sit machogrin. Faktisk er det hans historie, der dominerer til sidst, simpelthen fordi han ikke kan følge hendes tanker om døden og hendes frygt for at miste sit sprog undervejs i sygdommen. For egentlig vil han jo bare have, at hun bliver hos ham, uanset hvor syg hun er.

Rummet om de to elskende er helt sort. På scenens mørke gulv står kun to sorte bænke, der lyser ildevarslende op i Lars Egegaard Sørensen og Mikkel Jensens symbolske og musikalske lyssætning. Camilla Bjørnvads nøgne scenografi med sort jordtæppe og sort baggrund har en meget smuk stjernehimmel i slutscenen. Men derudover gør scenografien ikke rigtig noget for spillerne – eller for tilskuerne, der har klodsede indkig til kulissen. Kostumerne er også noget jaskede. En forvasket, grå T-shirt til Troels Lyby forstærker billedet af sjusket håndværker – uden rigtig at give kraft til hans person. Og Marie Askehaves sorte kjole er underligt anonym og holder ikke stilen fra hendes raffinerede plateausko.

Men historien i Konstellationer er stærk og vedkommende. Canceren hærger voldsomt blandt venner i alle aldre, og denne forestilling har en universel tilgang til både livet og døden, som er lykkeligt hævet over både hospitalspakker, holismebehandling og dødshjælpsfanatisme.

For Konstellationer handler om meningen med det hele. Om hvad vi egentlig skal bruge vores liv på, før det pludselig er slut – og før nogle af os står tilbage med røde øjne.

’Konstellationer’. Tekst: Nick Payne (2012). Oversættelse: Karen-Maria Bille & Simon Boberg. Iscenesættelse: Frederik A. Neergaard. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lys: Lars Egegaard Sørensen og Mikkel Jensen. Nepo Teatret på turné til bl.a. Thy Teater i aften, lørdag i Slagelse og mandag i Skagen, til 9. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her