Traumatisk nedsmeltning af kernefamilien

Daniel Boysens ’Fordi ilden er vores’ er overlæsset med skæbnesvangre forvarsler, tynde dybsindigheder og klodset billedsprog
27. februar 2016

Daniel Boysens debutroman Fordi ilden er vores er en trist coming of age-historie. Jegfortælleren vokser op i en sydvestjysk landsby i en familie, der bryder sammen. Forældrene bliver skilt, han og lillesøsteren bor sammen med moren og hendes nye mand i et hjem præget af druk, vold, misbrug og pengenød. Nedsmeltningen af barndomshjemmet beskrives romanen igennem som en atomulykke, sorgen og svigtet er som en form for stråling, der bliver ved med at mutere og nedbryde ham og søsteren. Første del dvæler ved barndommens rum og de situationer, der udspiller sig i dem, mens anden del skildrer et ungt og kaotisk voksenliv, hvor han og søsteren forsøger at komme videre, men også samtidig kommer på afstand af hinanden. Jegfortælleren er på rejse med en ven, han ikke kan dele sine minder med, han har overfladisk samvær til universitetsforelæsninger og -fester, parforhold, der går over igen, og er rigtig meget på druk.

»Der findes kun ét billede af hele vores familie,« lyder romanens første sætning. På billedet smiler søsteren, »som hun gjorde dengang«. Ildevarslende og skæbnesvangert, må man sige. »Vi troede, at alt gik galt lige efter at billedet blev taget,« står der lidt længere nede på siden efterfulgt af en beskrivelse af søsteren med tårer i øjnene. Det er ikke helt klart, hvornår hvem troede hvad, hvornår de blev klogere, og hvornår det var, at søsteren græd. Anslaget sammenfatter romanens mest markante træk – og dens tydeligste problem. Fra et punkt i voksenlivet peges der tilbage på forskellige smertepunkter i barndommen, mens der sættes en fed streg under alt det, de implicerede på det tidspunkt endnu ikke vidste. Der står simpelthen »endnu«, »først senere indser vi« og »vi har ingen ideer om, hvad der venter forude« så mange gange i den bog. Det skæbnesvangre forvarsel bliver overanstrengt som greb.

Til pynt

Det er en sympatisk, men dårlig idé at tilføre historien sætninger, der skal gøre det ud for almene sandheder, som peger ud over det specifikke liv, der skildres, og siger noget mere generelt. Ambitionen om at pode sit romanmanuskript med visdom og originalitet er til at forstå, men bredt generaliserende udsagn som »[a]lt kan samles igen, bare ikke vores familie«, »[a]t glemme er ikke at tilgive«, »[s]teder, man elsker, har det med at forsvinde« og ikke mindst »[v]erden er en begrænsning, man kan elske …« er mere prætentiøse, end de er tankevækkende.

Den form for banale dybsindigheder forekommer mig at være til pynt, som om de konkrete erfaringer, der hvirvler op i hovedpersonens tilbageblik, ikke er litterære nok i sig selv. Papfaren beskrives i sin aggressive evighedsbrandert som en T-Rex, der med sine latterligt korte arme og skarpe tænder er et udmærket billede på en ubehjælpsom og samtidig frygtindgydende skikkelse. Mere dunkel er den ild, som titlen refererer til. »Fordi ilden er vores, forsømmer vi den«, står der. Af samme grund »dør vi ikke af den«, og »er det muligt at slukke den igen«. Jeg kan ikke se, hvad de her sætninger skal, udover at lyde poetiske. Det gælder størstedelen af romanens ledemotiver, sammenligninger og billeddannelser, at de er ret klodsede. En splittelse bliver f.eks. kastet ud i fremtiden, og noget er »som at blive trukket rundt i en manege, hvor minder kolliderer tilfældigt«. Frem for at tilføre sproget en smidighed gør det det mere stift. På den baggrund bliver jeg helt lettet, når der dukker så enkel en iagttagelse op som min favoritsætning fra romanen: »Flyverdragter er fantastiske, de er meget simple, måske ikke et svar eller en løsning på noget stort, men vi fryser ikke.«

Daniel Boysen: Fordi ilden er vores. Jensen & Dalgaard. 170 sider.  270 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu