Ung i de sene firsere

Tomas Lagermand Lundmes nye bog er erindringer i romanform – og er bedst, når den er helt enkel, uden dikkedarer og generationsportræt
13. februar 2016

Det mest interessante ved Tomas Lagermand Lundmes nye, ekstremt tidsbevidste ungdoms- og erindringsroman, Alt er mit, er alligevel, hvor fremmed den verden og den generation, den optegner, føles for sådan en som mig. Jeg er ellers på alder med forfatteren, vi er begge i begyndelsen af fyrrerne. Som han var jeg teenager i slutningen af firserne.

Det er heller ikke, fordi jeg ikke genkender alle de tidsmarkører – Sort Sol og The Cure, P4 i P1, postpunk, Christiania, Roskilde uden opsyn som helt ung, druk og for store sweatere – der er drysset ud over siderne. Men de føles mere som en del af en officiel forestilling om firsernes og de tidlige halvfemseres desillusionerede ungdomsliv end som et billede af alle os, der voksede op i forstædernes sportshaller og kernefamilier.

Gennem korte sætninger, hurtige scener og indestængte følelser følger vi drengen Tomas fra 1986 og nogle år frem. Hans forældre er selvfølgelig venstrefløjsaktivister, faren kunstner uden den store succes, de er let hengemte levn fra halvfjerdserne. Barndomshjemmet – der ligger på det indre Amager – er nok fyldt med kærlighed, men ikke med opmærksomhed. De vil ikke være autoriteter, de vil deres egne ting, de forældre, så børnene får masser af frirum. Til gengæld er det forbløffende afslappet og udramatisk at springe ud som bøsse i en alder af 14 år.

Så tager Tomas på Roskilde og kysser igennem med fremmede mænd, så driver han rundt med sin kusine, som mest af alt går op i, hvordan man er korrekt på den modkulturelle måde. Faktisk fylder det utroligt meget, det med at opføre sig på den rigtige måde – høre den rigtige musik, stå i den rigtige positur – og det værste er selvsagt at være almindelig. Her er det opsummeret i en af de få passager, hvor Tomas ligesom ser på sig selv og vennerne udefra:

»Sådan noget med kernefamilie som fyord får en hel generation af os, der er os, til at finde sammen i rum og værelser, hvor vi leger, at vi er dem, som trods alt gør noget andet end de andre. Det, vi primært gør, er at brokke os over, de andre ikke er som os. Det kan vi få mange dage til at gå med.«

Så-skete-det-så-skete-det

Nå. Som sagt kan jeg ikke genkende dette nærmest klaustrofobiske fokus på stil og modstil og heller ikke denne – i øvrigt ret fint fremskrevne – følelse af på en gang at være omgivet af kærlighed og at være overladt til sig selv. Ikke at det gør noget. Til gengæld kan jeg godt blive træt af, at bogen er så ufokuseret. Der er noget henkastet over den, den er formet med en ’så-skete-det-så-skete-det’-logik, der mest rummer hverdagens trummerum. Den er reelt uden andet plot end årenes gang.

Jeg kan også godt blive træt af den hypernostalgi, der bobler op undervejs – ak, at være 16 og længes efter at være 12 – og af de øjeblikke, hvor sproget skal slå en kæk og morsom sammenligningskrølle, men bare føles tungt og anstrengt. Her går faren ned med flaget, fordi lillebror vil gå til noget så normalt som fodbold:

»Far må sætte sig meget tungt på en stol og støtte sig til noget med procenter, der får hans ansigt til at ligne noget af det, man ellers kun støder på i Klaptræet, hvor folk, der leger, de er noget akademisk, hænger ud og drikker øl fra bryggerier, der påstår, de selv har lavet dem.«

Men der er også fine ting ved romanen, især fine øjeblikke i beskrivelserne af bedsteforældrene og faren. Alt er mit er bedst, når den er enklest, når den ikke vil være generationsportræt, men bare et vidnesbyrd. Bristefærdig af følelser og tårer kom Tomas alligevel gennem den ungdom. Sådan kan man også blive voksen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Alt er mit

Tomas Lagermand Lundme

Gyldendal

280 kroner

200 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu