Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Velkommen til den antropocæne tidsalder for børn

Jesper Wung-Sung tager med lethed børnene rundt i litteraturhistorien og evolutionsteorien, uden man nødvendigvis opdager det. Hop med ned i en gammel dam og op igen
Da tryllekunstneren dør, kan kaninen K pludselig ikke længere komme ind i sin hat – eller nogen andre hatte. Alle hatte synes lukkede. Illustration: Anna Margrethe Kjærgaard/’Den hvide kanin og den sorte hat’

Da tryllekunstneren dør, kan kaninen K pludselig ikke længere komme ind i sin hat – eller nogen andre hatte. Alle hatte synes lukkede. Illustration: Anna Margrethe Kjærgaard/’Den hvide kanin og den sorte hat’

Kultur
27. februar 2016

Det hele starter med et haiku. Næsten i hvert fald. Formen er måske ikke holdt helt stramt, men referencen til et af de mest kendte haiku om en frø og en gammel dam og et plask indfinder sig med det samme, når Jesper Wung-Sung skriver: »En frø sprang ud af det grønne og landede på den solvarme vej.« Hvis vi holder fast i referencen, kan man næsten sige, at frøen springer ud af sig selv – Hos Jesper Wung-Sung springer frøen ikke i en gammel dam, den springer ud af det grønne. Men for at komme tilbage på sporet, så hopper den ud på en vej, og det skal vise sig ikke at være uvæsentligt i denne smukke lille scene, der indleder bogen Frøen og fluen og dens korte indføring i evolutionsteori.

Frøen er godt tilfreds med sig selv og dens brede mund. Den ved, at en flue ikke kan stille meget op over for den. Og i lyrisk form rimer Jesper Wung-Sung på både bogstaver og endelser en dejlig dag på landevejen frem. Frøen drømmer om fluemiddag og konstaterer naturens orden og tænker, at den vil fange fluen på et sekund: »Hvem taler om at gøre ondt!? Ikke jage bare tage« Og Frøen hører nu en summen og gør sig klar til tage fluen i sin brede mund. Men så er der lige dét der med vejen og med at hoppe ud af sig selv. Frøen er nemlig hoppet lige ind i den antropocæne tidsalder. Det begynder at gå op for den, men dens udvikling har ikke fulgt med, og den bliver bare siddende, mens den med rædsel begynder at forstå, at den høje summen, der nærmer sig dér på vejen ikke kommer fra en flues vinger. I det antropocæne sker det for mange dyr. De når ikke at opfatte, hvad der ramte dem, før motorcyklen for længst er forbi.

Dejligt ude på landet

Jesper Wung-Sung har i denne stærkt underholdende og lettere dystopiske fortælling arbejdet sammen med den norske illustrator Lisa Aisato, som er kendt for billedbogen Fugl, der også arbejder med menneskets forhold til naturen – og dermed til sig selv i parentes bemærket. Der er virkelig dejligt ude på landet i Aisatos illustrationer, men da faren går op for frøen, så begynder den at blive grotesk – som om den gennemlever flere generationers mutationer og naturlig selektion, med den hast lyset fra motorcyklen nærmer sig. Og motorcyklen får sit helt eget opslag svævende i luften – mennesket er hævet over naturen og har lagt asfalt hen over den.

Frøens mund breder sig over et helt opslag, men ikke i et smil, til sidst og rundt omkring den forsøger små græsstrå at kæmpe sig vej op gennem asfalten. Det er grove løjer, men det er først og fremmest løjer. Tekstens lyriske lethed gør historien sjov at læse op. Og sikke et makkerpar. Lad os se mere fra Wung-Sung og Aisato – de får det bedste frem i hinanden, hvis vi skal blive i den evolutionære terminologi.

Kaninen K

Hvad vi også skal blive i, er de litteraturhistoriske referencer, for historien om kaninen K i Den hvide kanin og den sorte hat, som er endnu en ny Wung-Sung billedbog (denne illustreret af Anna Margrethe Kjærgaard), får mig med det samme til at tænke på Franz Kafkas hovedperson i Slottet: K. Kaninen K er nemlig en tryllekunstners kanin, men da tryllekunstneren dør, kan K pludselig ikke længere komme ind i sin hat, og alle hatte synes lukket for den. Ligegyldigt hvor den går hen i verden, oplever K kun lukkede hatte, ligesom Kafkas K kun møder et lukket slot. En af hattene ligner endda et slot i Anna Margrethe Kjærgaards streg. Ligesom Kafkas Slottet handler Den hvide kanin og den sorte hat om fremmedgørelse. Om ensomhed i en verden, man ikke kan se sig selv i. Kaninen K har kun kendt tryllekunstnerens virkelighed, og det var noget med trylleremser, spotlys og bifald. K har levet et isoleret liv og ved ikke, hvordan man passer ind i det virkelige fællesskab, og det virker ærlig talt heller ikke særligt indbydende. Her passer hver sit, og alle K’s ansøgninger om hatteophold afvises. Kaninen K bliver til sidst i tvivl om, om den overhovedet er en kanin, og måske er den det ikke. Måske er den nærmere en overgang i tryllekunstnerens metamorfose. Da han ligger død på gulvet, og kaninen sidder på hans bryst, falder hans hårlokker som kaninører, han har striber som knurhår på sine kinder, og hans overskæg former sig som en kanins mund. Og kaninen K finder først ind i en ny hat, da den opdager et fugleskræmsel på en mark. Hatten derpå står åben, og K klatrer ind. Det fugleskræmsel ligner godt nok H.C. Andersen. Tryllekunstneren har fundet hjem.

Det er ret fabelagtigt, hvordan man kan blive ved med at dykke ned i referencer og associationer i Jesper Wung-Sungs bøger og samtidig begejstres over deres velfortalte simple historier. Jesper Wung-Sung er ikke en doven fortæller. Han vil så meget og er ivrig, men ikke overivrig – selvom Den hvide kanin og den sorte hat godt kunne være mere klar i sin fortælling. Men her hjælper illustrationerne læseren tilbage til enkelheden. For eksempel når teksten fortæller om identitetstab og eksistentiel tvivl, så er tegningen blot en lille bange kanin, der ligger alene i en mørk, men beskyttende skovbund. Det er godt set af en illustrator, der ellers godt kunne fare vild i alle de tankemuligheder, Jesper Wung-Sung giver den, der er så heldig at læse hans historier.

Jesper Wung-Sung og Lisa Aisato (ill.): Frøen og fluen. Høst & Søn. 150 kroner.

Jesper Wung-Sung og Anna Margrethe Kjærgaard (ill.): Den hvide kanin og den sorte hat. Høst & Søn. 170 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her