Læsetid: 4 min.

Zionist skråstreg jøde

Pamflet om den isme der både samler og skiller Israel og jøder. På 74 sider kan man næppe argumentere specielt sagligt funderet for zionisme. Derfor bør pamfletten læses med et kritisk øje
Den 720 km lange mur, der skiller Israel og Palæstina på Vesbredden, blev påbegyndt af Israel i 2002. Ny pamflet forsøger over 74 sider at demontere ret og rimelighed i zionismen, ikke mindst den moderne zionisme.

Francesco Cito

1. marts 2016

Man kan uden videre være jøde uden at være zionist, men næppe zionist uden at være jøde. Det første fører til smertefulde opgør i dagens israelske stadig mere zionistisk betonede politiske virkelighed; det sidste vidner om zionismens iboende ekskluderende væsen. Om dette forhold har den fransk-jødiske stærkt antizionistiske matematiklærer og vicepræsident for den antizionistiske bevægelse UJFP Pierre Stambul forfattet en pamflet: Om zionisme.

Morten Thing leverer forord og understreger heri vigtigheden af en formuleret opposition til den militante zionisme og dermed til Israels nuværende regering og flertal. Men også opposition til vedvarende, misvisende og ukorrigerede myter om Israel, hvorom debatten ofte på forhånd er gået af led. Thing lader ane pamflettens egnethed som udgangspunkt for og indlæg i en debat, snarere end forsvarligt funderet fremstilling.

En jødisk nationalstat

Staten Israels stiftelse i 1948 skete på baggrund af et af historiens mest omfattende folkemord – i manges bevidsthed som en direkte følge af holocaust. I det daværende britiske mandatområde Palæstina, Bibelens land, kunne de overlevende europæiske jøder nu endelig finde fred og frihed i sikker distance fra den antisemitisme, der i udryddelseslejrene havde vist sig i sin ultimative konsekvens. Den myte, at jødestaten var en følge af holocaust blev dyrket og fik så at sige fast plads i den israelske nationalmyte. I Yad Vashem, Jerusalems holocaustmuseum eller snarere mindested, afsluttes udstillingen med hologrammet af et blafrende israelsk flag. Staten som en følge af de beskrevne rædsler. Uanset at et jødisk hjemland var udtænkt længe før. Den østrigske jurist Theodor Herzl, der overværede retssagen og justitsmordet mod kaptajn Dreyfus som ung journalist i Paris, indså her antisemitismens uforanderlighed i centraleuropæisk sammenhæng og dermed nødvendigheden af en jødisk nationalstat. Ideen var ikke umiddelbart forenelig med den kendsgerning, at utallige europæiske jøder i harmonisk pagt med deres jødedom naturligt følte sig som borgere i det land, i hvilket deres slægt for manges vedkommende gennem århundreder havde slået faste rødder. Zionismen så med skepsis på denne forestilling om sameksistens og udelukkede tanken i den mere rabiate fløj. Nazismen gav dem umiddelbart ret.

Herzls idé om et fristed for jøder indebar en stat bygget på oplysning og verdslighed, hvilket jo også til en vis grad indebærer en selvmodsigelse, eftersom jødedommen er en religion, og at være jøde ikke har noget som helst med folk endsige race at gøre, men dybest set er et religiøst anliggende.

Pierre Stambul tager fat fra en ende af og forsøger over 74 sider at demontere ret og rimelighed i zionismen, ikke mindst den moderne zionisme. Det forekommer ikke uoverkommeligt i betragtning af det nuværende israelske regeringsflertals stålsatte afvisning af enhver form for kompromis på vejen frem mod et mur- og nagelfast Stor-Israel på palæstinensisk og et oppositionelt israelsk mindretals bekostning.

En lang historie

En pamflet om et enormt og enormt kompliceret fænomen med 3-4.000 år på bagen kan som antydet ikke argumentere specielt sagligt funderet på 74 sider, hvilket Stambul da heller ikke præsterer. Jødernes historie i pixi-format rækker ikke til at overbevise denne læser om at have taget i den grad fejl i flere grundlæggende forhold. Stambul anvender flere gange det argument, at der i den og den historiske påstand ikke er evidens eller kan føres arkæologisk bevis. Eksempelvis vedrørende diasporaen efter jødernes oprør i 60’erne efter Kr. og den efterfølgende romerske fordrivelse af jøderne fra Jerusalem, dem der overlevede. Diasporaen kan næppe forklares, ved at allerede emigrerede palæstinensere i deres eksil konverterede til jødedommen. Faktisk ophævede ifølge den romerske historiker Dio Cassius romerne landenavnet Judæa til fordel for Palæstina. Jøderne var grundigt fordrevet, om end en lille jødisk stambefolkning forblev i området.

Et kritisk øje

Man kan, hvad angår arkæologiske beviser eller ej, komme i tanker om manglende arkæologisk bevis på fænomener, der trods alt formodningsvis forsvarligt kan forklares. Kimbrerne kom fra Himmerland, siger man: spaden savner vist endeligt vidnesbyrd om, at der kom så mange, men det lyder alt i alt plausibelt.

Jesus er heller aldrig fundet arkæologisk, men mon ikke der har været en eller anden dér.

Det ene med det andet.

Pamfletten afsluttes med et krav om lige rettigheder for palæstinensere og jøder, hvad man kun kan tilslutte sig. Men at afvise ideen og realismen bag Oslo-aftalerne, der med mordet på ministerpræsident Rabin i 1995 og den efterfølgende højredrejning brød sammen, er at trække for mange veksler på den kritiske læser. I den betændte region, vi taler om, kan man næppe forlange at blot tilnærmelsesvis ideelle folkeretlige betingelser først skal være til stede for at opnå realistiske forhandlinger om fred.

I så fald kommer den aldrig.

Læs pamfletten med det kritiske øje, og gerne lidt mere, som forordet med rette anbefaler.

Pierre Stambul: Om zionisme.

Forord Morten Thing. Oversat af Birgitte Rahbek. 74 s. Klim.

ISBN 9788771297751

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Karstens
Toke Karstens anbefalede denne artikel

Kommentarer

Guds eksistens er der vel ret beset heller ikke evidens for - og da slet ikke i de former vedkommende fremtræder i, i forskellige religioner. Såeh....

Niels Duus Nielsen

"...næppe zionist uden at være jøde. "

Lidt pedantisk måske, men kan en goi ikke godt gå ind for den politiske ide, at jøderne som et folk har ret til deres egen stat?

Kan man ikke med god ret hævde, at Arthur James Balfour var zionist?