Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

For de afhængige af familien Mann

Noget særligt ved familien Mann var sammenholdet – på trods af alt. Landsforvisningerne spredte dem for alle vinde, men samtidig var det netop eksilet, der bandt dem sammen
Thomas og Heinrich Mann delte tidligt litterært set land og rige imellem sig – senere også politisk – og de hang sammen til det sidste. De udsendte begge opsigtsvækkende hovedværker omkring århundredskiftet og var dermed i vælten. Og dér blev de.

Ullstein Bild

Kultur
26. marts 2016

Det er meget beroligende at opdage, at så er det heller ikke værre og i al fald en trøst, at man ikke er ene om at være på stoffet.

Jeg har, siden jeg første gang som 18-årig stavede mig igennem »Tonio Kröger« auf deutsch, været syndigt optaget af Thomas Mann-familien som sådan og de enkelte medlemmernes gøren og laden. Det er en interesse med både rørende, ekstreme, og hårrejsende belønninger.

Det skulle heller ikke hjælpe, at jeg som nybagt magister kom til Princeton University, hvor Tommy (som en veninde af familien tillod sig at kalde ham) en årrække var lecturer i eksil. Desværre var Tommy død og borte, da jeg ankom.

Men ikke så få i det stedlige Germanic Department kunne snakke om die Manns huseren i lange baner, og en enkelt østrigsk emigrant (ca. jævnaldrende med Thomas Mann) inviterede mig ligefrem til aftensmad med selveste Mann-datteren Elisabeth (kaldet Medi, som viste sig at være elskeligt ligetil – og det kan man ikke sige om nogen af hendes søskende; det var Elisabeth, der årtier senere var fortælleren i det store tyske tv-dokudrama fra 2001 om familien Mann).

Og nu er der friske forsyninger for de afhængige.

Om Elisabeth, der var sin fars kæledægge fra dag et, såvel som om alle mulige andre af samme stamme, er der nu samlet og fremlagt en masse viden i en bog med titlen Das Jahrhundert der Manns.

Den er skrevet af Manfred Flügge, en 70-årig tysk biografiforfatter med særligt kendskab til den tyske eksillitteratur omkring Anden Verdenskrig. Han har også skrevet en bog om Heinrich Mann, Thomas Manns storebror, så det er meget begribeligt, at netop fremstillingen af den livslange konflikt mellem de berømte brødre, står særlig skarpt og nuanceret i bogen.

Historien om et brodermord

Men Flügge er ikke mere patriarkalsk end, at han også er sig bevidst, at der foruden Mann-linjen fra Lübeck også findes spindesider. Thomas giftede sig – opad! – med en vis Katia, en drengepige-datter i en berømt, stenrig og frisindet akademikerfamilie i München, die Pringsheims, og dem er der taget behørigt hensyn til hos Flügge.

Heinrich og Thomas delte tidligt litterært set land og rige imellem sig – senere også politisk – og de hang sammen til det sidste. De udsendte begge opsigtsvækkende hovedværker omkring århundredskiftet og var dermed i vælten. Og dér blev de.

Da Første Verdenskrig trak op, var Thomas tysker med stort T og fortaler for landets soleklare ret til krig og sejr, Heinrich derimod internationalisten og frihedsideernes mand, der afskrev det udlevede tyske monarki. Historien gav Heinrich ret.

I meget fjendtlige breve røg de i kødet på hinanden. Thomas var den mest hadefulde, og hans roman Königliche Hoheit (1909) kan læses som den maskerede historie om et brodermord. Thomas, moralisten og æstetikeren, afskyede broderens frisindede, for ikke at sige løsagtige, forfatterskab. På tryk nøjedes de dog med stikpiller, men deres adresse var ikke til at tage fejl af.

Op gennem tyverne flyttede Thomas sig (hvad han tidligere ville have forsvoret). Han forlod kulturkonservatismens glasklokke – og blev sikkert, men langsomt, demokrat og politisk.

Hvad der drev ham til venstre var ikke storebrorens argumenter, men den elementære aversion mod den bøllenazisme, der bredte sig som en epidemi i landet og endte med at pervertere det tænkernes og digternes Tyskland, som Thomas Mann anså for sit.

Midtvejs i tyverne, altså da forfatterbrødrene dominerede det litterære landskab, begyndte næste generation at røre på sig. Thomas Mann-ynglen Klaus og Erik blandede sig i koret, ikke bare med populære kabarettekster og provokerende bidrag til mondæne tidsskrifter, men også med skinbarlige skandaler.

Så nu var der fire berømtheder til at befæste offentlighedens fascination af det nationale familiefænomen. At Erika havde et forhold til faderens nære ven, dirigenten og komponisten Bruno Walter, vidste tout le monde, herunder dog ikke faderen, men derimod moder Katia, hvad hun dog ikke gik op i; hun havde så meget andet at se til.

Skandaløs forblev Erika til det sidste. Ved sin fars begravelse bar hun meget upassende, men ganske sigende et slør, som kutymen ellers forbeholder enker. Også Erika havde mistet en partner. Og senere følte hun i den grad, at hun havde havde kontrol med faderens eftermæle, at hun direkte ’forbød’ sin lillesøster Monika at skrive om faderen! Det var hun ikke værdig til!

Antinazistisk kulturkamp

Mann’ernes politisk mest fortjenstfulde indsats var uden tvivl engagementet i den antinazistiske kulturkamp. Den blev mobiliseret af den tyske eksillitteratur i sidste halvdel af trediverne – med centre i Holland, Frankrig og siden USA.

Og det var ikke mindst Klaus, der var den drivende kraft. Han redigerede eksilmodstandens tidsskrifter; han agiterede tidligt og silde for den antinazistiske kamp, som han fra starten delte med sin søster Erika og sin onkel Heinrich, mens det tog en rum tid tid for hans far for det første at sige entydigt fra over for naziherredømmet, for det andet at goutere det venstreorienterede, moralsk afslappede og ofte jødiske selskab, hans meningsskift automatisk gjorde ham til del af.

Det er især i denne forbindelse, Thomas Mann kan henfalde til antisemitiske fornemmelser: Han var ikke tilpas i miljøer, hvor koncentrationen af jøder var stor.

I årene under og efter Anden Verdenskrig, som brødrene fortrinsvis tilbragte i eksil i Californien, fortonede Heinrich Manns position sig i glemslen, mens Thomas’ tværtimod vandt i autoritet, betydning og ry. Glansen var hans.

Det var Thomas Mann, som blev »det andet Tysklands« stemme og Goethe-arvens vogter. Det var Thomas, der leverede store alderdomsværker, og det var ham, der var det patriarkalske centrum i en spektakulær familie, som også det amerikanske publikum havde taget til sig.

I ungdommen havde det været omvendt. Når Thomas Mann så Rainer Maria Rilke og hans bror forfinet konverserende i århundredskiftets tyske saloner, syntes han, Heinrich var den heldige og lykkelige. Men da de nåede livsaftenen, var det i den grad ham, der var ’søndagsbarnet’.

Der var ikke alene rivalitet, men også uforudsigelige rolleskift, påført dem af historien, mellem de to brødre, lige til det sidste. Og penge. Da de to ældre herrer boede i Californien ikke langt fra hinanden – Heinrich som en lidt forhutlet enkemand – var det økonomiske forstrækninger fra Katia, den omsorgsfulde svigerinde, der (mere eller mindre i hemmelighed) sørgede for, at svogeren fik smør på brødet.

Døden indhentede ham

Selv ikke til allersidst hørte parløbet op – det fortsatte ind i det delte Tysklands politiske spændingsfelt. Heinrich troede på Stalin, skrev endog sløve lovprisninger til diktatoren, der havde reddet Europa, og blev kulturpolitisk dyrket som en urørlig klassiker i DDR; men døden indhentede ham; han nåede ikke at sætte sig i præsidentstolen i det østtyske akademi.

Thomas var aldrig kommunist, men imod ønsketænkning er der som kendt ingen medicin. I dagbogen fra 26. maj 1945 skriver han i et solbeskinnet Californien, at russerne er populære i Berlin og hilser den røde hær inderligt velkommen; de kommer med levnedsmidler til de sultende og går aftentur med byens unge piger ...

Aftentur? Ja, go’morgen! Det kan Mann kun have, direkte eller indirekte, fra den sovjetiske propaganda.

Bedre er det ikke, når Thomas Mann, igen i dagbogen, otte år senere fordømmer 17. Juni-opstanden i Østberlin i 1953 som iscenesat af Vesten!

Thomas Mann prøvede – som mange andre – at holde afstand til begge sider. Hans oprindelige grundmurede tillid til det amerikanske demokrati i Roosevelts tid havde fået sit knæk af McCarthyismen.

Hjemme i Europa slog han sig ned i det neutrale Schweiz og hævede sig også på den måde rent konkret over Jerntæppet; han havde tabt tilliden til tyskerne som folk. Da han blev begravet, mødte en østtysk delegation op i den lille kirke i Kilchberg med en krans, der var så stor, at den ikke kunne komme ind i kirken! Også som afdøde var der rift om de to Mann-brødre.

Noget særlig ved familien Mann var sammenholdet – på trods af alt. Landsforvisningerne spredte dem for alle vinde, men samtidig var det netop eksilet, der bandt dem sammen. Jalousi og nid og nag kunne plage dem, kulde, manglende anerkendelse og direkte afvisning hjemsøgte de mange søskende indbyrdes og i forhold til forældrene. Men et definitivt opgør tog de ikke med de gamle og ikke med hinanden.

End ikke Monika, der vitterlig var erklæret unbeliebt af alle, undtagen sin storebror Klaus, der havde sans for hende, afskrev sin herkomst. Det var hende, der om sin far sagde, at han opdrog os som en dirigent, men uden taktstok, det behøvede han ikke.

Også Flügge drager Monika frem og henviser til hendes underkendte kvaliteter som produktiv klumme- og essayforfatter. Det er en kærkommen retfærdighedsgerning.

Omfattende viden

Bogen hviler på en solid og omfattende viden, der rækker ud over dagbøger og breve og det private i det hele taget. Manfred Flügge er en velbevandret forfatter, der ikke arbejder stift tematisk, men med en sund og balanceret psykologisk sans kombineret med et indsigtsfuldt blik for samtiden, for epoken.

Netop epoken er det, som die Manns spejler så broget og så tragisk. Det gælder politisk, kunstnerisk og seksuelt. Hele tre af Thomas Manns seks børn udlevede den homoseksualitet, som han selv holdt strengt i ave, og fornyede dermed også litteraturens frihed. Den borgerlige epoke gik under sammen med de to generationer Mann.

Flügge ser dem som en art kollektiv Hamlet, et drama af små og store tragedier, af selvtugt og excesser, nervesammenbrud og poesi, selvmord, skuffelse, provokation og melankoli, af mod og politisk vilje. De fandt deres veje tværs over den halve klode og satte deres spor, nogen mere desperate end andre.

Nogen mere ranke end andre.

Selv identificerede Thomas Mann sig altid med Den standhaftige tinsoldat.

'Das Jahrhundert der Mann' 
Manfred Flügge
Aufbau Verlag 
416 sider
22,95 Euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her