En campqueen indtager sin trone

Sikker leverandør af 90’ernes pubertetssoundtracks med vind i håret. Kælen rulleskøjtediva, der forlanger lyserødt toiletpapir af sine koncertbookere. Ene ophavskvinde til en af vores allerbedste moderne julesange, »All I Want for Christmas Is You«. Virtuos vokalist, hvis karakteristiske sangstil på irriterende vis har været det lysende forbillede for alt for mange talentshowdeltagere.

At den 45-årige amerikanske sanger og sangskriver Mariah Careys meritter er mange, demonstrerer hun på sit seneste opsamlingsalbum; et udvalg af de Billboard-førstepladser, som hun har produceret i så rigt mål. Det er med denne overskudsagtige hitparade i ryggen, at hun denne forårstirsdag aflægger Forum et besøg som et stop på sin Sweet Sweet Fantasy Tour.

Autoritativ diva

Og så er hun der: En opulent hvirvelvind af pailletter og gylden hud, der lyser op foran plastikstolerækkerne med +30-årige i hallens fodkolde betonmiljø.

Ligesom Marilyn Monroes ikoniske dansescene i Diamonds Are A Girl’s Best Friend lader hun sig bære ind på scenen i vandret position af sine anonyme mandlige dansere – nærmest som en ironisk kommentar til det faktum, at hun ikke står på skuldrene af nogen branchebagmænd, men stik mod fordommene om kvindelige popstjerner selv skriver og producerer alt.

Som min kollega Lasse Posborg Michelsen konstaterede i anledning af opsamlingsalbummet #1 to Infinity sidste sommer, havde vi næppe haft en Beyoncé i dag, hvis det ikke var for Mariah Carey.

Hun har status som poppens milde og let excentriske fegudmoder, der har banet vejen for kvindelige popmusikeres triumftog på hitlisterne i dag, men som i sin egen storhedstid blev affejet som en useriøs letvægter uden at høste sin fortjente anerkendelse. Men det er altså ved at ændre sig.

Derfor er det også med autoritet, at Carey denne hverdagsaften byder os velkommen med en overraskende dyb talestemme, lidt hen ad Bette Midler, mens hun spankulerer omkring ført cirkusprinsessetrikot med højt bensnit, der sender kostumereferencer til både Tina Turner og Beyoncé.

Uptempo-hittet »Emotions« synger hun så telefonstemmesmilende, at man ikke kan andet end at tænke, at hun har en fest (det er tilsyneladende ikke forkert, for senere røber hun at lide under eftervirkningerne fra en løssluppen champagnefest aftenen forinden).

Hun lader sin ulmende hviskestemme kærtegne tilhørernes øregange, for så at bryde helt ubesværet ud i et af sine berømte højfrekvente hvin – det såkaldte fløjteregister – så publikum på stolerækkerne lader hænderne flyve i vejret af begejstring.

Hun hviler ikke mageligt på en svunden storhedstid. Og der må sidde et ordentligt sæt lunger i den barmfagre kropsduefigur, for stemmepragten fungerer stadig upåklageligt, når hun overbroderer hver strofe med krummelurer af fraseringer.

Rutinemæssige fraseringer

Jeg har altid haft det lidt ambivalent med den overornamenterede sangstil, der er Careys varemærke: den såkaldte melismateknik, som den britiske popskribent Bob Stanley kalder popmusikkens svar på guitarsoloen.

Den kan have en effekt af virtuos magtdemonstration, men når teknikken overdoseres, bliver den nemt et irritationsmoment. Som om sangerinden karter rundt som en vildfaren laboratorierotte i et labyrintforsøg og ikke kan finde ro i sin egen stemme.

I aften lyder hendes fraseringer nu overraskende indstuderede. Studieindspilningerne replikeres rutinemæssigt til punkt og prikke. Sjæleren »Without You«, der tilfredsstillende lukker ballet, er ét langt fravær af improvisation og spontanitet. Men det generer tilsyneladende ikke de to sydsvenske superfans på plastikstolene bag mig, der i bedste brusebadsstil demonstrerer, at de har hvert eneste wow-uuh-ååh-uuh-ååh siddende på rygraden.

»I’m gonna bring somebodyyyy up on the staaaage. All right, who’s my biggest fan,« synger Mariah Carey drilsk. Sagen er hurtigt afgjort på første stolerække, hvor man har betalt 1.100 kroner for en VIP-billet.

Fristerinden leverer så en uengageret udgave af »Touch My Body«, mens hendes dansedrenge udfører en slags sublimeret lapdance på en salig, men beklemt mandlig fan. Det her er tydeligvis en moden diva, der ikke forsøger at tækkes et yngre publikum. Det uhyre velspillende band swinger i et tilbagelænet underholdningshumør, der ville gøre sig godt i Las Vegas.

90’er-æstetikken er gennemført, lige fra de ufrivilligt retroagtige Windows 98-skyformationer, der glider over storskærmene, til de mandlige dansere i hammerbukser, der voguer og locker til slæbende housebeats.

Den gode smag har aldrig været Mariahs ekspertise, erindrer vi, når vi på storskærmenes musikvideokavalkade præsenteres for stil-upsere som bandana-bh’en, de lårlange sølvstøvler og den lyserøde hæklede top, der fasttømres med en blaxploitation-agtig chickfight-scene med et skønhedsideal, som man finder i extension-saloner på Amager.

Duet med de døde

Carey er en camp-dronning, som med sin ubestemmelige kreolerherkomst alle dage har været en joker i forhold til racialiserede forestillinger om sorte kvinder. 65.000 amerikanske internetbrugere spørger hvert år Google: ”Is Mariah Carey black?” Farve er åbenbart ikke et fysisk fænomen.

Mens arvefølgeren Beyoncé perfekt mestrer balancen mellem sexethed og elegance, så har Mariah Carey altid gebærdet sig mindre elegant på det ubarmhjertige kontinuum mellem tilgængelig skøgekrop og urørlig madonna, som alle kvindelige popsangerinder bliver placeret på. Gudinde i guldkjole eller en saftig silikonekrop, alle må få en bid af? Hvid helgeninde eller sort driftsvæsen? Pest eller kolera?

I begyndelsen af karrieren betjente Carey sig af et kridhvidt kodesprog med sine prom night-sjælere, der alle blev leveret med en andægtighed, som om de var nationalhymner og ikke kærlighedssange. De seneste år er hun gået i retning af at omfavne sin sorthed ved at genopfinde sig selv som hiphop-påvirket r&b-kunstner.

Eksempelvis med Bad Boy-mixet af »Fantasy« fra 1995, som hun åbner denne aftens show med. En nynnende hookline klippes op i fritstående fraser, så hun nærmest splitter sig selv op i mange små popkroppe og synger kor med sig selv.

Showet benyttes som anledning til at plante det afroamerikanske stamtræ solidt.

Det kikser dog lidt, når Mariah meddeler, at hun vil »pay tribute« til Michael Jackson og Whitney Houston. Og så bølger de afdøde giganter i kornet videokvalitet hen over de tarvelige storskærme bag hendes lillebitte glimmerkrop. Duetten med de døde forløber mindre heldigt og antager karakter af et karaokeshow, når live-Mariahs stemme klinger forkert og nærmest skurrer imod video-Mariahs.

Campdronningen Mariah Carey skal ikke bevise noget. Hun lader til at hvile i sin rolle som kun delvist anerkendt popgeni – en gigant, der lader yngre kolleger stå på sine pailletprydede skuldre.

Vi så et underholdende fantasishow målrettet voksne lyttere, hvor det lykkedes Mariah Carey at fasttømre sin position som en af amerikansk popmusiks største sangere og sangskriverbegavelser. Smagfuldt var det ikke altid. Men bevares. Den slags har vi heldigvis andre til.

Mariah Carey: Forum, København, tirsdag den 29. marts