Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Digterliv

Pejk Malinovskis lille nye bog er en håbløst skøn, morsom, rørende hyldest til alt det liv, digterne lever. Måske er det vigtigere end deres bøger
Kultur
26. marts 2016

Utroligt mange skønne sætninger om digtere flagrer rundt i Pejk Malinovskis nye bog, Digterne, og gør ikke så meget andet end det.

Enkelte steder buler de ligesom over og bliver til små historier, en scene om en digter og den flue, hun blev venner med i sin lejlighed, en fortælling om en stor og en mindre digters seksuelle eskapader, men mest er bogen komponeret som enkeltlinjer.

De sætninger aftegner fnuglette situationer, de er som eksistentielle sæbebobler. De indfanger med et lille puf alle mulige hverdagslige, ulykkelige, helt skøre liv levet på utroligt forskellige måder.

Var man uden humor og generøsitet, så ville de måske fremstå lidt latterlige, lidt prætentiøse i det. Men i Malinovskis version slås man først og fremmest af en sitrende stillen sig an, lige så glædesfyldt og rørende som den er fjollet. Det kan lyde sådan her:

»Digterens elegi til sin afdøde far er det nærmeste, de kom hinanden.// Digterens afsmag for logik og konklusioner.// Digterens følelse af at blive suget og pustet igennem et bøjet sugerør af en tørstig gud med dårlig ånde resulterer i en bog med selvhjælpsdigte.// Digterens chok over at blive midaldrende, at være nået til den del af livet, bøgerne handlede om, den alder, digteren som barn skeptisk, forundret, observerede sine forældre i.«

Og så videre. Der er ikke nogen egentlig crescendo eller udvikling i bogen. Den er en serie eller et felt. Det afgørende er den akkuratesse, den enkelte sætning er formet med, den måde, de hverken belæsses med unødige detaljer eller flommer over og bliver upræcise. Som bog har Digterne en virkelig fantastisk lethed over sig, det er dens største kvalitet.

Stilen og det serielle

Men jeg tror ikke den lethed kun skyldes stilen, den kommer også af det serielle. Der kommer hele tiden et digterliv til, en ny positur, almindelig eller afsindig. De når ligesom aldrig at blive skæbner, de stilles mere op på rad og række, som en serie muligheder, som et katalog af måder, man kan være på, måder man kan drømme, te sig åndssvagt, agere normal.

Derfor er det også ligegyldigt, at man kan genkende danske digtere undervejs – Niels Frank, Martin Larsen, måske også Lars Frost – og at man også kan genkende historiske forfattere undervejs. Bogen er en hyldest til alt det liv, digterne lever, ikke til en enkelt forfatter. Man får igen og igen lyst til at citere, men ikke en enkelt sætning, snarere serien af sætninger, deres skift og forskydninger:

»Digteren stirrer længe på ansøgningsskemaet.// Digteren leder efter det stof der virker, som hun troede, kokain virkede, før hun prøvede kokain.// Digteren vil lære dig sin rohypnoltwist.// Digteren er faret vild i tidens gyldne eftermiddag.«

På en måde er Digterne typisk for en hel kreds af eksperimenterende forfattere i Danmark. Det er den ikke bare gennem sin mistro over for fortællingen og glæden ved det serielle, men ved at være mere optaget af digterlivet end af skriften.

Livskunst

Når Martin Larsen skriver en hel bog om det liv, han ville have, hvis han var kunstner og ikke forfatter, og når Mikkel Thykier insisterer på, at det vigtigste ved litteraturen er det liv, den lader udfolde omkring sig – og når de alle sammen dyrker Roberto Bolaños De vilde detektiver, der netop handler om digternes uforudsigelige liv – ja, så er det tegn på det samme.

De dyrker digteren som boheme, men uden en forestilling om et flamboyant liv, der gør op med en undertrykkende borgerlighed. Gør de op med noget, så er det snarere en alt for effektiv, virkelysten borgerlighed. De vil flanere igen.

I Digterne – men også i praksis, også i virkeligheden, jeg mener, hvor mange andre lever sådan – er digteren en skikkelse, der indfanger det liv, gerne et fælles liv, et socialt liv, der er åbent over for øjeblikket og for sine egne indfald, der ikke lader sig forme af andet end sin nysgerrighed og sensibilitet.

De er »en sidste, løjerlig bastion imod kapitalismens triumf«, som der står undervejs. Men på den anden side:

»Digteren er ikke herre over situationen.// Voldshandlinger hober sig op som biler, siger digteren.// Overgreb formerer sig som celler, siger digteren.// I pausen mellem to fiktioner øver digteren sig i at stå på hænder.«

Som bog emmer Digterne af kærlighed til ord. Men den handler ikke om den kærlighed. Den handler om de fjollede, ukontrollerede, sørgelige liv, ordene afsætter omkring sig.

'Digterne'
Pejk Malinovski
Gyldendal
104 sider
200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her