Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Distancemesteren

Søren Ulrik Thomsens nye bog er i sin nostalgiske fejring en forunderlig blanding af erindringsstykker, fiktion og essayistik. Den er hans hidtil mest mediekritiske bog og et stort forsvar for litteraturens evne til at sanse og nærme sig komplekse virkeligheder
Kultur
26. marts 2016

Søren Ulrik Thomsens nye bog er argumenter for at se. Se igen, se på ny, se ind i sprækkerne af den veletablerede fortælling om, hvordan tingene hænger sammen.

Vi færdes alle i omtrent den samme virkelighed som forfatteren; blot ser han noget lidt andet end de fleste. Han ser andre dybder, det, der stikker ud fra rækkerne, det, der pludselig ikke kan rummes i en gængs forventning.

Og hans bog handler om tiden. Ikke mindst om sammenstødet mellem forskellige tider. Det er i sammenstødet, der opstår nye erkendelser. Og det er her, man får vendt vrangen ud på den smalle kanon af faste formuleringer og klicheer, vi omgiver os med. Det er i sammenstødet mellem en forenklet fortolkning af verden og forsøg på at åbne mod en mere kompleks forståelse af verden, at bogen bliver til.

Den ambition om at genfinde den tabte tid, nogle gange i skikkelse af en mere kompleks tid, er mediekritisk og dybt litterær. Den kan ikke institutionaliseres som et greb eller en bevidst vilje, men er afhængig af tilfældet, af det pludselige indbrud, af det enestående øjeblik.

Og Thomsen er et menneske, som giver tilfældet en chance. Det gør han ved at træde på afstand og afvente. Det forklarer hans til tider irriterende formalitet og nostalgi, men når man er færdig med at irriteres over det, er det distancen, der gør det muligt for ham at se tingene med friske øjne og, som det hedder et sted, punktere den permanente nutid.

For Thomsen er en distancemester, og sådan en er ikke kæk med det nyeste nye, men befinder sig på behørig afstand. Han er en iagttager af undtagelsen, afvigelsen, af flertydigheden og ikke mindst, hvis det ord fandtes, af flertidigheden og af de glemte spor af andre virkeligheder.

Fortrinlig iagttager

Thomsen er en fortrinlig iagttager af forskelle og genstande. Det med de glemte spor ligger allerede i bogens titel, En hårnål klemt inde bag panelet, som henviser til det eneste spor, en tidligere ejer af forfatterens lejlighed har efterladt sig.

Hårnålen vidner om, at tiden går, og at der udfoldes nye rum i de gamle. Til forskel fra at tiden går i stå, og man blot møder sig selv – som da forfatteren i en af bogens sidste erindringsstykker er på besøg i sit barndomshjem på Stevns og til trods for, at en ny familie i årtier har ejet det hus, familien boede i, ser sine forældres, sit eget og to brødres navne stå malet på loftsbjælken i køkkenet ud for de fem kroge, som faren havde skruet i til familiens krus. At intet er ændret, er nemlig lige så uhyggeligt, som når alt er forandret.

Formmæssigt er bogen lidt en bastard. For en gangs skyld skriver han hverken lyrik eller essays, men derimod en blanding af erindringsstykker, små fiktioner og så klart mere essayistiske tekster. Her veksler han mellem tilbageblik, poetiske sansninger og små skarpe sociologiske iagttagelser.

Et eksempel på det sidste kunne være hans stykke om krammet, som på én gang er forfærdelig kropsforskrækket og alligevel besnærende i sin vilde lyst til at læse magtstrukturer ind i en simpel gestus. Stykket om det forgæves forsøg på at komme Krammeren i forkøbet ved at stikke hånden frem til et civiliseret håndtryk, fordi vedkommende griber hele hånden og trækker forfatterens krop ind til sin egen i en fuldbyrdet intimitet.

Stykket åbner i en kritik af krammet, når det bliver konvention, som en krænkelse af hinandens urørlighedszoner og ender i en kritik af uformelle, antiinstitutionelle fællesskabers evne til at skabe nye hierarkier, der alene baserer sig på personlig karisma, der på mange måder er lige så indskrænkende som de etablerede institutioners magtpyramider.

Thomsen når også lige at tilføje, at han tror, at »Krammerens overkærlige gestus særlig florerer i kredse, hvor alle er bange for hinanden«.

Således kan der indimellem være noget meget irriterende over bogen. Thomsen kan virke gammeldags og stiv, som om han trænger til en rusketur eller et stort varmt kram. Men den går ikke, for Thomsen skal holde balancen for at forblive den strålende iagttager, han er.

Bogen er bedst, når Thomsen fritænker og snor sig ud af gængse modsætninger og får frisat nye betydninger. Og værst når han indimellem forfalder til livstræt spleen, lige indtil han så igen mander sig op og opdager den fordom, der var lige ved at løbe afsted med ham.

'En hårnål klemt inde bag panelet – Noter fra eftertiden'
Søren Ulrik Thomsen
Gyldendal
160 sider
200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her