Læsetid: 3 min.

Døden og livet i detaljen

Lotte Kirkeby debuterer med nitten noveller om livet, når det er svært, og formidler smukt følelserne i detaljen, mens pointeringerne indimellem lander lidt tungt
19. marts 2016

Den realistiske novelle, der med Goethes klassiske definition er komponeret omkring en ekstraordinær begivenhed, har, i den minimalistiske aftapning – fra Hemingway til Helle Helle – stået solidt i dansk litteratur i årevis, og Lotte Kirkebys skønlitterære debut, Jubilæum, skriver sig åbenlyst ind i denne tradition. De korte noveller stiller alle ind på netop bemærkelsesværdige begivenheder, potente vendepunkter i personernes liv som fødsel og navnlig død, sygdom, skilsmisse, bristet tillid – de mange former for tab, man oplever gennem et helt liv. I en fin fortolkning af genrekonventionen lader Kirkeby disse skæbnebegivenheder fortælles gennem de små, ikke-spektakulære situationer, som i deres umærkelighed indrammer sådanne omslag – i de bedste tekster med en sanselig opmærksomhed på detaljen, der smukt formår at spænde personernes følelser ud, som fx i registreringen af garvesyren, der krakelerer på overfladen af den te, der i En mand og hans kone, er blevet kold, fordi konen sover ind under sin middagslur.

Kirkeby behersker grebene, af og til bare næsten for godt. Fortællerstemmen er fx hyppigt fuldt opladet med mervidden, som flashes i præpositionerne (begivenhederne indtræffer konstant før eller efter et eller andet vigtigt usagt) eller i adverbielle modificeringer (fx: »Inge ringede egentlig bare for at spørge, om han kom«). Denne viden slippes drypvist, kalkuleret til læseren, hvis råderum hermed reduceres; blot du halser efter fortælleren, forstår du tingenes rette sammenhæng. Også forfatterens sans for detaljer truer indimellem med at overdeterminere ting, så symbolværdien bliver så tung, at teksterne knækker under den, som det bl.a. sker med brugen af sår og arvæv i skilsmissehistorien En aftale og med stearindryp som tårer i Myggestik, endnu en skilsmissehistorie.

Jeg spørger mig selv, om Kirkeby bevidst vil vride på novelleformlen, som unægtelig er så velafprøvet, at kedsomhed kan forekomme. Lidt som Pia Juul, som for mig er så stærk en novelleforfatter, netop på grund af de strømme af djævelsk, genreundergravende virksomhed, der lurer i hver tekst.

Genremæssige dødssynder

Kirkeby begår nemlig også – med åbne øjne – en række genremæssige dødssynder. Fx er der åbenlyst rod med umulige synsvinkelskift i den jeg-fortalte Lilly Marie (som ellers er blandt de stærkeste tekster), flere steder er bastante informationsstykker indskudt i ellers elliptisk prosa (»Hun hedder Linda, og hun kan godt lide at vente«), ligesom eksplicitte fortællerpointer, der pludselig understreges både fem og seks gange, er klare forbrydelser mod genrens økonomi. I så fald må jeg vedgå, at jeg ikke rigtig kan greje Kirkebys metode. For Jubilæum rummer også, især i sidste tredjedel, en række bevægende tekster, smukt sorgsprukne og opmærksomme, som ikke giver sig selv bort.

Bedst er Det vi ved, Lilly Marie, This is Just to Say og min favorit Andreas hus, hvor fortælleren bevidner en drukneulykke. Isnende og enkel, holdt sammen af den lysende orange farve på en lynlås i en jakke, en strandet gummihandske og en ensom badevinge, der bryder havgusens farveløshed, og her slipper Kirkeby sin trang til at supplere baggrundsinformation. Vi kender hverken fortællerens køn eller alder og ved ikke, hvorfor vedkommende år efter år tager alene på ferie i Andreas’ hus, hvilket tillader Kirkebys stærke situationstegning at spille hovedrollen, og giver den plads til læseren, som nægtes i tekster som Myggestik, Relæ og Linda, der har tygget stoffet igennem på forhånd.

Lotte Kirkeby: Jubilæum. Noveller. Forlaget Rosinante. 192 sider. 250 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu