Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Elena Ferrante bruger anonymitet som litterær strategi

Nu foreligger alle den italienske forfatter Elena Ferrantes Napoli-romaner på dansk. De starter i vor tid og udfolder sig som et langt, reflekteret tilbageblik på to pigers opvækst og identitetsdannelse – med efterkrigstidens Italien som bagtæppe. Hvem der gemmer sig bag pseudonymet Elena Ferrantes er stadig uvist. Spørgsmålet er, om det er vigtigt?
Nu foreligger alle den italienske forfatter Elena Ferrantes Napoli-romaner på dansk. De starter i vor tid og udfolder sig som et langt, reflekteret tilbageblik på to pigers opvækst og identitetsdannelse – med efterkrigstidens Italien som bagtæppe. Hvem der gemmer sig bag pseudonymet Elena Ferrantes er stadig uvist. Spørgsmålet er, om det er vigtigt?

Mia Mottelson

Kultur
26. marts 2016

Med udgivelsen af Det forsvundne barn, som udkommer i næste uge, foreligger hele Elena Ferrantes Napoli-romankvartet – der også omtales med titlen på det første bind Min geniale veninde – nu på dansk.

Det fjerde og sidste bind i serien handler om jegfortælleren Elena Grecos – kaldet Lenuccia eller Lenù – og hendes barndomsveninde Raffaella Cerullos – kaldet Lina eller Lila – voksenliv og alderdom.

Romanerne skildrer de to kvinders komplekse venskab fra barndommen i et fattigt kvarter i Napoli i 1950’erne, indtil Elena som 66-årig beslutter sig for at skrive det hele ned, da Lilas søn ringer til hende for at fortælle, at hans mor er forsvundet og har forsøgt at slette alle spor efter sit liv. Lila har fjernet sine ejendele og klippet sit ansigt ud af alle familiens fotografier, men dermed har hun også slettet en afgørende del af Elenas identitet:

»Jeg har skrevet for længe, og jeg er træt, det bliver sværere og sværere at holde en stram snor gennem de kaotiske år, de små og store begivenheder, sindsstemningerne,« hedder det i starten af Det forsvundne barn, »derfor har jeg en tendens til enten at gå let hen over mine egne anliggender for straks at indfange Lila og alle de komplikationer, hun fører med sig, eller værre, lade mig lokke af mit eget liv, fordi det er nemmere at skrive om. Men det må jeg undgå. Jeg bør ikke tage den første og den bedste vej, langs hvilken jeg, hvis jeg sætter mig selv til side, ville ende med at finde færre og færre spor efter Lila – eftersom selve forholdets beskaffenhed kræver, at jeg kun kan nå hende gennem mig selv. Men jeg bør heller ikke tage den anden. Når jeg faktisk taler mere og mere detaljeret om mine egne erfaringer, er det uden tvivl netop, hvad hun er ude på. Kom nu – ville hun sige til mig – lad os høre, hvilken drejning dit liv har taget, hvad kommer mit nogen ved, indrøm, at det ikke engang interesserer dig.«

Dukker og døtre

Napoli-romanerne udgør én, samlet fortælling og bør derfor læses som sådan. Den starter i vor tid og udfolder sig som et langt, reflekteret tilbageblik på hovedpersonernes opvækst og identitetsdannelse med en myriade af bipersoner og hændelser – faktisk hele Italiens historie i efterkrigstiden – som bagtæppe.

Venskabet mellem portnerdatteren Elena (Lenù) og skomagerdatteren Raffaella (Lila) blev grundlagt, da de to piger mister deres dukker – som de i en leg selv har kastet ned i en kælder – og de får hinanden overbevist om, at det nok er kvarterets mafiaboss, don Alfonso, der har stjålet dem.

Læs også: Fattiggården Napoli

Lila, som er den mest udfarende af de to, presser Lenù til at ringe på don Alfonsos dør for at kræve dukkerne udleveret. Mafiabossen nægter selvfølgelig at stå bag dukkekidnapningen og i stedet for at æde dem med hud og hår, som de havde forventet, giver han dem penge til at købe nye dukker for.

Dem bruger de dog på en bog – amerikaneren Louise May Alcotts børnebogsklassiker Pigebørn fra 1868 – som bliver deres indgang til litteraturens verden. Således igangsættes det handlingsforløb, der fører frem til skrivningens nutid mange årtier senere.

Lenù forlader Napoli til fordel for kultiverede miljøer i Pisa, Firenze og Torino, mens Lila bliver boende i det beskidte og voldelige barndomskvarter nær hovedbanegården i Napoli. De bliver begge mødre, men Lila lider en mors værste skæbne, da hun mister sin anden datter.

Det forsvundne barn hedder Tina – ligesom den dukke, Lenù havde mistet mange år tidligere. Lilas forsvundne dukke bar derimod navnet Nu – diminutiv for diminutivet for venindens navn. Lenù skriver og udgiver en fortælling om venindens forsvundne datter, som gør hende til en berømt forfatterinde, selv om Lila havde truet hende til at love, at hun aldrig ville skrive om deres forbundne liv.

Spørgsmålet, som driver fortællingen frem, er: Hvem af de to er den geniale veninde? Er det Lenù, som formår at hæve sig over sit sociale udgangspunkt og give levet liv litterær form? Eller er det i virkeligheden Lila, som presser Lenù til at udfolde sine evner og giver hende noget at skrive om?

»Sommetider føler jeg mig skyldig, og jeg forstår hende. Sommetider hader jeg hende for denne beslutning om at udelukke mig så brutalt lige nu, i alderdommen, hvor vi har brug for nærhed og solidaritet. Sådan har hun altid handlet: Når jeg ikke bøjer mig, så udelukker hun mig, så straffer hun mig, så ødelægger hun selv min glæde over at have skrevet en god bog. Jeg er virkelig irriteret. Også denne iscenesættelse af sin egen forsvinden gør mig vred, ud over at den bekymrer mig. Måske har lille Tina intet med det at gøre, måske ikke engang hendes fantasme, som bliver ved med at spøge i Lilas hoved, både i sin mest resistente form af den lille pige på næsten fire, og i sin labile form af kvinden som i dag ville være tredive,« funderer Lenù: »Det er kun, og altid kun os to som er involveret: hun, som vil have, at jeg skal give det, hendes natur og omstændighederne forhindrede hende i at give, jeg, som ikke kan give det, hun kræver; hun, som bliver vred over min utilstrækkelighed, og af hævn vil reducere mig til intet, som hun har gjort med sig selv, jeg, som har skrevet i måneder og måneder og måneder for at give hende en form, hvis grænser ikke vil gå i opløsning, og besejre hende, og berolige hende, og derved også berolige mig selv.«

Identiteten i skriften

Sammenhængen mellem selvbiografi og intersubjektivitet er altså seriens hovedtema. Det er den narrative udveksling med Lila, der hjælper fortælleren med at udvikle sin egen identitet. Gennem skriften forsøger Elena »at finde en balance mellem mig og hende, som det ikke engang lykkedes mig at finde mellem mig og mig selv«.

Men samtidig er det måske netop forfatterens anonymitet – Elena Ferrante er et pseudonym – som gør det muligt at tegne et så hudløst portræt af et venskab. Om valget af anonymitet som litterær strategi har Ferrante forklaret, at man »ved at lave en klar adskillelse mellem, hvad vi er i livet, og hvad vi er som skrivende, kan få bugt med selvcensuren«.

Læs også: Hun vil ikke have fans, kun læsere

Napoli-romanerne og Elena Ferrantes forfatterskab i det hele taget har vakt større opmærksomhed i udlandet end i Italien. Det var først i 2013, da den engelske litterat James Wood i The New Yorker udråbte Ferrante til en litterær verdenssensation, at forfatterskabet begyndte at blive taget helt alvorligt i hjemlandet.

I 2015 var Det forsvundne barn indstillet til den fornemste litterære pris i Italien, Premio Strega, men blev slået i finalen af Nicola Lagioias noir-roman La ferocia. Den store interesse fra udlandet har selvfølgelig også øget nysgerrigheden omkring, hvem der mon gemmer sig bag pseudonymet.

Forståelsen for specifikt kvindelige problemstillinger og deres indbyrdes relationer tyder på, at forfatteren må være en kvinde. Et af de store temaer i bogen – og i italiensk kvindelitteratur som sådan – er problemerne med at forlige moderskabet med arbejdslivet.

Desuden retter Ferrantes romaner et nuanceret blik mod en række specifikt syditalienske problemstillinger – f.eks. den organiserede kriminalitets indvirkning på dagligdagen, beherskelsen af henholdsvis lokaldialekten og korrekt italiensk som afgørende klassemarkører samt Norditaliens ligegyldighed over for den fattigste del af landet – hvilket tyder på en oprindelse syd for Rom.

Det virker således plausibelt, at Ferrante er født i Napoli, og forfatteren har i skriftlige interviews via sit forlag endvidere oplyst, at hun har studeret klassisk litteratur og også har et almindeligt job:

»Min identitet og mit køn kan findes i min skrift,« fortalte hun The New York Times i forbindelse med udgivelsen af Det forsvundne barn.

Ferrante på hjernen

Alligevel er nysgerrigheden omkring Ferrantes identitet selvfølgelig stor. Mistanken kredser især om forlaget Edizioni E/O, der udgiver bøgerne i Italien. Ægteparret Sandra Ozzola og Sandro Ferri, som driver forlaget, har selv været blandt de mistænkte.

For godt et år siden påstod den italienske webavis Dagospia at have opklaret mysteriet og udpegede Anita Raja som personen bag Ferrante. Raja er uddannet i klassiske sprog, som Ferrante også hævder at være, og har oversat en række bøger for E/O. Hun er født i Napoli og gift med forfatteren Domenico Starnone, der længe har været mistænkt for at have en finger med i spillet.

Starnone, som i 2001 blev præmieret med Strega-prisen for romanen Via Gemito, er opvokset i netop det kvarter i Napoli, hvor Lenù og Lilas barndom udspiller sig. Raja har ikke villet udtale sig, mens Starnone beklager, at mistanken »har taget fast bolig som en skygge over mit liv«.

Læs også: En skæbnefortælling der fortjener at blive læst

Forleden hævdede Italiens største avis, Corriere della Sera, så at have løsningen. Det er filologen og romanforfatteren Marco Santagata, som også var blandt de fem finalister ved Strega-uddelingen sidste sommer, der har fået Ferrante på hjernen.

På baggrund af en nærlæsning af det andet bind i serien, Historien om et nyt navn, mener Santagata at kunne udlede, at forfatteren må have studeret på eliteuniversitet Scuola Normale Superiore i Pisa i 1960’erne, hvor han også selv er uddannet.

Nogle faktuelle fejl vedrørende den store oversvømmelse i Pisa i november 1966 får Santagata til at konkludere, at Ferrante næsten kun kan være historikeren Marcella Marmo, en ekspert i den napolitanske mafia, la camorra. Men hun nægter kategorisk:

»Jeg er bare en genert og reserveret person,« siger Marmo til Corriere della Sera. Men er det overhovedet interessant, spurgte Ferrante i et interview i La Repubblica i 2006:

»Hvorfor skulle nogen være interesseret i min lille, personlige historie, når vi kan klare os uden Homers og Shakespeares?«

Napoli-romanerne er oversat til dansk af Nina Gross og udgivet af C & K Forlag.
Bd. 1: Min geniale veninde, 384 sider, 248 kr.
Bd. 2: Historien om et nyt navn, 558 sider, 299 kr.
Bd. 3: Dem der flygter og dem bliver, 479 sider, 299 kr.
Bd. 4: Det forsvundne barn, 540 sider, 299 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her