Fabelagtige Hawthorne

Hawthornes roman ’Huset med de syv gavle’ er et skæbnespil, en romance, der giver et godt indblik i puritanismen
5. marts 2016

Uundgåeligt at tænke på den historiske hekseproces i den lille by Salem, New England 1692, gjort berømt af Arthur Millers skuespil Heksejagt, når man som nu får Nathanael Hawthornes roman Huset med de syv gavle mellem hænderne. Hawthorne (1804-64), der selv var hjemmehørende i Salem og fjern slægtning af en af dommerne, var vel kendt med det gamle 1600-tals hus, som er romanhandlingens centrum, og som står grundfast den dag i dag. Han har distanceret sig fra denne virkelighed ved at understrege, at det ikke drejer sig om en historisk roman, men en romance, der i frihed og fantasi er sin egen historie, der nok foregår i samme, unævnte, miljø, men langt senere. Med sin lokalkolorit giver bogen alligevel et godt indblik i puritanismens solide tag i Massachusetts åndelige og materielle verden.

Man kan ikke påstå, at kristendommen er det fremherskende træk hos de handlende personer. Arvesynder er imidlertid fremtrædende nok, men forstået som psykologisk fænomen, som den byrde af skyld, de bærer på som følge af den gamle husherre, oberst Pyncheons magtmisbrug og en bestemt udåd. Efter en nabostrid med tømreren Matthew Maule om ejerskab af jorden, hvor han egenmægtigt lod det store hus opføre, fandt man ham død, siddende i sin egetræslænestol. Hans indflydelse var så afgørende, at den gamle Maule blev dømt for at have udøvet trolddom og følgelig henrettet, som traditionen jo var.

Utilgivelige synder

Den meget fremtrædende jegfortæller ved særdeles god besked med det hele og kommenterer frit og fortroligt, også i ironisk-humoristiske vendinger eller forklarende ræsonnementer. Byens indbyggere har en kollektiv erindring om djævleri og trolddom, så forestillinger om Maule og hans efterkommeres særlige evner trives. De har ry for at have magt over folks drømme. »Hvis alle historierne var sande, var Pycheonerne, hvor hovmodigt de end førte sig i deres fødebys gader i dagens klare lys, for de rene trælle at regne for de plebejiske Mauler, når de drog ind i søvnens balstyrige riger. Det er ikke utænkeligt, at moderne psykologi vil forsøge at reducere disse påståede trolddomskunster inden for et system i stedet for at afvise dem som rene fabler.« Det er på det nærmeste en erklæring om forfatterens praksis. Hawthorne udnytter romancens frihed til at bruge ’fabler’, eventyrlige og overnaturlige fænomener, der i rigt mål blander sig i det daglige liv i det store, gamle hus med de syv gavle, skorsten i midten og velvoksent lindetræ foran. Ligesom i Sophus Claussens digt »Livets Kermesse« med hotellet, der var »i tre etager og med syv karnapper«, sker der mærkelige ting i huset omkring det store, lurende portrætmaleri af obersten, når det gamle, støvede cembalo, som ingen nu kan spille på, alligevel udsender melodier, eller man hører stemmer af afdøde. Gengangere bliver ved at minde om utilgivelige synder, de forstyrrer søvn og samvittighed og er vigtige dele af de forskellige rollehavendes psykologi, som netop er fint nuanceret. Førfreudiansk virker det og aktuelt vedkommende. Imponerende, da personerne hver for sig egentlig er typer og agenter som i eventyrene, men her individualiserede fra top til tå, ude og inde. Således er romanen vægtig og underholdende trods det magelige tempo og den beskedne ydre dramatik.

Kort beskrevet er handlingen indrettet til at vise, hvordan personerne agerer i deres tid under indflydelse af den dystre slægtshistorie, og hvordan de frigør sig i ny uafhængig selverkendelse, markeret af en intens kærlighedsoplevelse. En hovedperson er husets arving, gammeljomfruen Hepzibah, der indser, at hun må gøre noget for at undgå økonomisk ruin og åbner derfor en lille butik i huset ud mod gaden. De rynkede øjenbryn i hendes spøgelsesagtige ansigtsoval skræmte imidlertid både hende selv i spejlet og alle andre.

Slægtsforbandelsen hæves

En ung, fjernere slægtning med det strålende navn Phoebe, dukker op, redder både butikken og Clifford fra mistrivsel, indleder yderligere en romance med Holegrave, som viser sig at være godsindet efterkommer af Maule. Og det hele udjævnes, kærligheden blomstrer, slægtsforbandelsen hæves, og alle forlader huset med de mange spejle og rum samt gavle kompasset rundt for at begynde et nyt liv i pagt med naturen. Skæbnespillet går nydeligt op. Eventyret ender lykkeligt uden at være postuleret. Det står i menneskelig magt at ændre forholdene i en kamp mellem den gamle og den nye verden på intellektuelle energier og varme hjerter. Vi kender i dag ganske vel til, hvordan samvittigheden rører på sig over visse af vores fortidsbedrifter. Vi har mange splidagtige huse.

Romanen er fra 1851, året efter Det flammende bogstav, hvor skyldbyrden står skrevet på kroppen af en kvinde. Det er hans mest kendte roman, som skal komme i ny oversættelse også af den kompetente Hans-Jørgen Birkmose, som skriver så grundige efterskrifter, ligesom også i udvalget af Hawthornes Præstens sorte slør og andre fortællinger for to år siden. Dér mødte vi lignende blandinger af trolddom, hard facts og skarpe profiler.

Nathaniel Hawthorne: Huset med de syv gavle. Oversat og med efterskrift af Hans-Jørgen Birkmose.. Forlaget Klim. 286 sider. 299 kroner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu