Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Men Flemming Enevold smiler sarkastisk

Emmet Feigenbergs begavede iscenesættelse af Roland Schimmelpfennigs stykke ’Vintersolhverv’ er en mystificerende forestilling om vores trang til at lade os lede af en stærk mand
Som i en tankeboble kyler Mads Wille et glas rødvin i hovedet på Flemming Enevolds uindbudte julegæst. Men mandens lommetørklæde er uplettet bagefter i den spændstige forestilling på Det Kgl. Teater.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
23. marts 2016

Den 48-årige tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig passer frygtindgydende godt til det danske temperament. Hans stykker beskriver en overlevelsesverden, hvor kærligheden er forsvundet til fordel for facade og løgn.

I 2011 blev Schimmelpfennigs forrygende stykke Den gyldne Drage om verdens illegale indvandrere spillet på Husets Teater og senere på Aalborg Teater. Og i 2008 opsatte Jacob Schokking sin legendariske Mand møder kvinde med Trine Dyrholm og Jesper Lohmann på Kaleidoskop. For nu at nævne nogle Schimmelpfennig-kraftprøver.

Men nu er det den tidligere skuespilchef ved Det Kongelige Teater, Emmet Feigenberg, der med schwung og overbevisning har kastet sig ud i Schimmelpfennigs svimlende univers. Vintersolhverv fik urpremiere i Tyskland sidste år, men Det Kongelige Teater kan altså allerede præsentere stykket nu. Og Emmet Feigenberg har sammen med scenografen Maja Ravn og lysdesigneren Clement Irbil fundet en velsignet nøgle til teksten, så den lyser stroboskopagtigt skærende i al sin klarhed med designermøbler og livstomhed på væggene: Blitz!

Alt er eksakt

I denne opsætning af Vintersolhverv er alt 100 procent eksakt. Ingen slinger, ingen tøven. Alle skuespillere kaster sig ud i de beske replikker med et perfekt afsæt. Og i Nielsens rammende oversættelse er den fremmedangste tidsånd skrevet ind med barsk underfundighed og selvfølge.

Vintersolhverv foregår en lillejuleaften hos et rigt par i en herskabslejlighed, der vel kunne ligge på Østerbro eller Frederiksberg. Manden er forfatter, og kvinden er designer – og barnet er otte år, men mest i vejen. Kvindens mor kommer på sit årlige, anstrengte julebesøg, men i år har hun pludselig inviteret en fremmed mand med. Så bliver alt forandret. For ingen ved helt, hvem manden fra mormors togtur egentlig er.

Som så ofte supplerer Schimmelpfennig sine personer med en fortællerstemme, der siger, hvad personerne foretager sig. Og ikke mindst, hvornår de lyver – hvorefter de fremsiger løgnen med lækreste indlevelse.

Det er Søren Sætter-Lassens klangstemme, der guider tilskueren ind i dette univers. Og skuespillerne følger hans fortælling med ’frysende’ levendegørelser af hans ord, når de da ikke optræder på de elegante filmstrimler på stuevæggens høje paneler bag dem.

Julemandens håndlanger

Flemming Enevold spiller den fremmede. ’Rudolph’ hedder han julesymbolsk, og han dukker såmænd både op som julemandens håndlanger og som Jesus-figur. Men Flemming Enevold smiler bare sit sarkastiske smil. Eller sit varme smil. Eller sit medfølende smil. Han påstår, at han er læge. Men også at han drømmer om at skabe stor musik. Og alle besnæres af ham.

Flemming Enevold deler generøst ud af sin musikalitet. Først som imponerende det-er-sgu-da-løgn-pianist i både Bach og Chopin – og siden som selvbestaltet kordirigent for den lille stemmeskare, der ender med at beherske rummet næsten oversmukt. Og som tilskuer får man lyst til at lukke ørerne for Schimmelpfennigs indskudte kommentarer om mandens suspekte nazifortid i Paraguay.

Det er Kirsten Olesen, der har fået øje på Flemming Enevolds frelser i toget. Hun snor sig i sin slanke krop, så hendes smil er lige ved at flyde ud over hendes kinder. Kirsten Olesen balancerer fabelagtigt mellem fikse løgne og høflighedsfraser, mens hun sultent stirrer på manden. Netop derfor kommer hun også pludselig til at sige sandheden: at hun er så frygtelig alene. Men han smiler til hende, som om han hellere end gerne vil give hende ubegrænset kærlighed. Og så takker hun med lyden af sæsonens smukkeste pizzicato-knips på sin luftviolin: ’Blup!’.

Avancerede mafiasko

Stærke Helle Fagralid lukker vredt sit ansigt over for denne fremmede. I hvert fald indtil hendes elsker dukker op på snalret julebesøg i Morten Burians herligt omtågede skikkelse som forhutlet kunstmaler med problematisk selvværd. Kun manden i huset gør oprør mod den fremmede, men i Mads Willes komisk handlingslammede krop er han netop så intellektuelt teoretisk, at han ikke engang kan finde ud af at smide den fremmede ud af sin egen lejlighed.

Men hvem er denne fremmede? Er han en genopdukken Hitler, der dyrker Wagner som en gud? Er han højredrejningen i egen slebne figur, i ført nålestribet jakkesæt af den skræddersyede slags – og avancerede, italienske mafiasko. Er han frelseren med næstekærligheden?

Jeg ved det fortsat ikke. Men jeg mærker en uro. Og jeg må konstatere, at Flemming Enevolds demagogi sidder i min krop. Både som vellyst og fortrøstning. Blitz!

Vintersolhverv. Tekst: Roland Schimmelpfennig (2015). Oversættelse: Nielsen. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Clement Irbil. Film: Natascha Thiara Rydvald. Det Kgl. Teater. Oplevet på Vendelbohus. På turné bl.a. til Birkerød 30. marts, Nakskov 31. marts, Næstved 1. april – frem til Høje-Taastrup 10. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her