Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Forrevne skæbner

Stor dokumentarisk kollektivfortælling om de baltiske landes historie
De baltiske lande blev i kraft af deres beliggenhed hårdt ramt af både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Her rykker den tyske hær ind i Vilnius i Litauen i november 1939.

Roger Viollet

Kultur
15. marts 2016

Den betydelige hollandske journalist og forfatter Jan Brokken (f. 1949) berejste i godt et tiår fra 1999 og frem det selvstændige Baltikum, de tre baltiske lande der efter Sovjetunionens undergang omsider kunne genoptage tilværelsen som autonome nationer. Den bastante russiske tvangsindvandring under sovjetherredømmet havde ganske vist i betragtelig grad ændret de stedlige demografiske forhold. Dertil kom modsvarende ufatteligt brutale deportationer i Stalin-perioden efter 1939 og efter krigen.

Hundredtusinder af hjemmefødte baltere fra regionen blev fragtet i godsvogne til Sibirien, hvilket forvred forudsætningerne for oprindelig baltisk national identitet. Den Store Fædrelandskrig, Anden Verdenskrig, medførte ydermere langt over en halv million balteres død, ikke at forglemme folkemordet på jøderne – i det antisemitiske Litauen blev så at sige alle myrdet af SS flittigt bistået af litauere.

Baltikums skæbne er kort sagt en bister historie, omstridt og udsat således som landene ligger på randen af større magters strategiske interesser. Som bekendt havde allerede Valdemar Sejr ambitioner om et varigt dansk overherredømme, men tabte til de tyske riddere i den store erobringsbevægelse østover, det fænomen tyske historikere forstår som Drang nach Osten.

Polen, Tyskland og først og sidst Rusland har siden gjort territoriale interesser gældende. Først ved Murens fald kunne, som antydet, øjnes en mere sikker og realistisk fremtid for de gamle kulturlande, der i mellemtiden nærmest var afskrevet af Vesten.

Læs også: Nye demokratier og feljslagne stater

Det tjener her i landet daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) til ære, at han i opbruddets dage gjorde en helhjertet indsats for bidraget til balternes nationale rettigheder. Men guderne skal vide, at truslernes tid ikke var eller er forbi. Den store bjørn i Kreml stirrer stadig sultent på de irriterende randområder, der for en umiddelbar geopolitisk vurdering hører til det storrussiske territorium.

Naturlige randområder, kan man mene med klassisk politisk teori for hånden. Vestens inddæmning af Rusland fra nord til syd i Ukraine har ikke formildet russerne, der ovenikøbet kan opregne betydelige nationale mindretal med vaklende borgerrettigheder i de tre lande. Kort sagt, nemt er det ikke.

Følsom og nøgtern

I dette krydsfelt af overfald, besættelse, krig og trussel om total national udslettelse og nu atter nye trusler besluttede Jan Brokken sig til at finde balternes sjæl og i den henseende opsøge en række nøgleskæbner til belysning af det baltiske fænomen før og efter alle disse plagsomme år.

Lad det være sagt med det samme: Jan Brokkens fremstilling er uforglemmelig, en følsom rejsende med nøgternheden i behold og en iagttagelsesevne, der må påkalde sig beundring fra alle af iagttagerens vanskelige fag. I bogens mangfoldighed tegnes i alt 27 portrætter garneret af et utal af bipersoner. Brokken opsøger sine personers respektive hjemsteder og senere boliger, forfølger sidespor i beretningerne, fortaber sig nu og da i landskaber og byer, hvor man i øvrigt med Google Maps ved hånden kan følge forfatteren, så at sige selv være i begivenhedernes fysiske centrum. Den elektroniske service understreger Brokkens omhyggelighed, om end en del af stederne siden udgivelsen i 2010 så åbenbart er forandret. Et sted er huset revet ned til fordel for en parkeringsplads!

Af de 27 personportrætter må anmelderen her indskrænke sig til at nævne et par: filosoffen og historikeren Hannah Arendt og musikeren og komponisten Arvo Pärt.

Den tabte by

Hannah Arendt (f. 1906) voksede op i Königsberg i det gamle Østpreussen – ganske vist ikke et af de tre lande, men ligegodt Baltikum – og var i sin sjæl lige til afslutningen i 1975 mentalitetsmæssigt set hjemfaren livet langt. Runden var hun af Immanuel Kants stateligt smukke by, som den store filosof vistnok aldrig forlod, og – i modsætning til dette tidlige filosofiske forbillede – på evig vandring væk, skiftende land, som Bertolt Brecht sagde om flygtningens lod, oftere end skjorte. I Arendts tilfælde for efter utallige skift at havne i USA.

Her forfattede hun sit uafrystelige samfundsfilosofiske hovedværk i tænkningens historie, hvis udspring i rod og tanke så vist var de fænomener, der havde drevet hende på flugt: antisemitismen, totalitarismen og nazismen.

Det baltiske lys og Königsberg forlod aldrig Arendt, modersmålet tysk i østdialekt var det sprog, Arendt fastholdt til sin død i eksilet. Königsberg forlod til gengæld hende. Ikke en stump af byen stod tilbage efter Hitlers ordre på falderebet: At den gamle østhovedstad i riget skulle holdes som citadel til sidste patron og føjede hermed endnu et grumt kapitel til det 20. århundredes rædsel.

Kants morallære, Arendts udgangspunkt, måtte hun omsider forkaste som ikke vidtgående nok; massemordene, ødelæggelserne, holocaust og tiden var ikke længere til kategoriske imperativer, men fordrede en udforskning, for nu at sige det enkelt, af det ondes institutionalisering. Uden illusioner formulerede Hannah Arendt grundlaget for den nu klassiske konstatering, da hun, med Königsberg og sin tabte højkultur i hjertet, overværede retssagen mod Adolf Eichmann. Her, som sagen skred frem, betragtede hun repræsentanten for den statslige nederdrægtighed på to ben og måtte erkende manglen på dybde, ideologi og raffinement i ondskabens uendeligt kedsommelige banalitet.

Hannah Arendts historie er et eksempel blandt de 27 portrætter på den omhu, hvormed Jan Brokken går til sine personer, afdøde som nulevende. I og med at forfatteren tager sine hovedpersoners fysiske omgivelser til sig og dimensionerer miljøerne i gader, trappeopgange, skoleveje og sommerhuse, tegner han dem så meget desto mere nærværende sikkert, og, når dét er muligt, sekunderet af personer eller efterkommere af personer med lod og del i deres skæbne.

Credo og håb

Under de diktatoriske regimer havde kunsten som bekendt trange kår. Det nidkære regime ved altid med sikkerhed, at folket fordærves og forlokkes til samfundsskadelige udskejelser, når magthavernes egne snævre grænser krænkes.

Arvo Pärt (f. 1935) er den forunderlige og forunderligt omskiftelige estiske komponist, hvis afstandtagen til det kommunistiske diktatur fandt en egen robust urørlighed i den religiøsitet, der efterhånden blev hans musikalske varemærke. Med korværket Credo fra 1968, der ved førsteopførelsen og til myndighedernes bestyrtelse vakte det estiske publikums hengivne modstandsånd og trods undertrykkelsen en tro på en fremtid i uafhængighed, placerede Pärt sig ikke alene som sit lands betydeligste komponist, men tillige som regionens håb.

Pärt blev i følge af den betydelige flok af baltiske musikfolk, solister, dirigenter og komponister dertil et internationalt navn af de store med rigelig udbredelse i verden. Regimets bekymring for Pärts stilfærdige, men venligt insisterende indflydelse på den estiske folkesjæl og på stemningen i Tallin blev efterhånden for nærgående, forbud mod dele af hans musik for snærende og risikoen for drastiske modforholdsregler for påtrængende. Pärt brød op i 1980 og slog sig ned i Wien, siden i Berlin, hvor han lever og virker.

Jan Brokken konstaterer i slet skjult tristesse, at Pärts musik i eksilet og efter besættelsestiden under Sovjet har mistet sit ophav, sin glød. Det baltiske vemod og sjælen i musikken har ikke overlevet transplantationen, hvilket igen demonstrerer udgangspunkt og miljøs betydning.

Kendte som ukendte skæbner mødes i Brokkens gesamtværk. En vandring gennem Baltikums nyere historie, der bibringer læseren mere nærgående oplysning og perspektiv end gængse fremstillinger. Hvad måske er mest bemærkelsesværdigt for danske læsere, er hollænderens sikre hånd med hensyn til placeringen af sine emner i videre europæiske sammenhænge. Holland har nogenlunde samme art af geopolitisk placering som de baltiske lande, på randen af større magter, hvor samhørigheden ganske vist, men også bevidstheden om afhængighed og kulturfællesskab, bliver stærk. Det kunne ekskluderende danskere i så at sige samme båd lære af.

Jan Brokken: Baltiske sjæle. Turbine, 417 s., 300 kr. ISBN 9788740608748

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Uffe Ellemann befriede Baltikum, som den store bjørn i øst stadig stirrer sultent på. Sådan er det hele vejen igennem ... elendig og tendentiøs anmeldelse af Georg Metz.

Odin Rasmussen

Spændende, hvad der sker på sådan en helt almindelig 16. marts.
I Letland marcherer SS-veteraner. Danske medier er da ikke forpligtet til at viderebringe russisk propaganda om andre EU og NATO lande- Ellemann har sagt det ikke var så godt ... men det blev så efterfulgt af en forstående forklaring om hvor hårdt de havde det med Sovjet og de jo var tvunget til at vælge side osv.