Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Fotografier der virker

I en omfattende udstilling om fotografi og performance afsøger Tate Modern i London, hvordan fotografi igennem tiderne har været nært knyttet til ideen om at iscenesætte og skabe fiktioner gennem et medie, der ellers er uhjælpeligt associeret med visuel sandhed
Lige så vanskeligt det kan være at fastholde essensen i en performance i et øjebliksbillede, ligeså eminent kan den rette fotograf skabe performative illusioner.

’ Marker Cones’ af Jimmy De Sana

Kultur
1. april 2016

I de senere år har mobiler med indbyggede kameraer af høj kvalitet ændret vores relation til fotografier radikalt. Især i kombination med sociale medier, som udgør ideelle distributionsplatforme for mobilkameraernes optagelser.

Det er både blevet lettere at tage billeder og at dele dem. Og det er blevet lettere at forstå, hvordan fotografier kan manipulere med virkeligheden, nu da muligheden er blevet hvermandseje.

Mobilkameraerne har også haft som følge, at fotografier ikke længere primært bliver optaget med fotoalbummet og eftertiden for øje. Fotografiernes funktion er ikke så meget at skabe et katalog eller arkiv over erindringer om en svunden fortid, vidnesbyrd om at ’sådan var det’.

De bliver derimod skabt til øjeblikkelig deling, som vedrører nutiden – ’sådan er det’ – eller sågar til fremtiden. Som når vi bestandigt, men flygtigt, laver visuelle statusopdateringer på sociale medier, iscenesætter os selv og hinanden.

Det kan ligne en øjeblikkelighedens amnesi, en svimlende akkumula-tion af stadig kortere nuer. Men selv om ideen om flygtighed kan synes at kendetegne de sociale medier, så er glemsel paradoksalt nok blevet en stadig mindre reel mulighed for billeder, der er blevet offentliggjort. Måske glemmer vi det meste, men alt kan genfindes.

Dette skred fra en fotografisk tradition, der tidligere primært var beskæftiget med at dokumentere nutiden for eftertiden, til en aktuel brug af mediet til at påvirke og manipulere nutiden og fremtiden er i dette forår genstand for en banebrydende udstilling på Tate Modern i London.

Performing for the Camera hedder den, og den demonstrerer, at selv om bevægelsen i retning af et ’performativt’ fotografi er symptomatisk for det 21. århundrede, så er det alligevel ikke et helt nyt fænomen.

Det er snarere en fremkaldelse og tilsynekomst af en latens, der hele tiden har været indeholdt i fotografiet. Forandringerne er derimod mestendels kvantitative. De vedrører det accelererede tempo og den øgede mængde, både hvad angår fotografiers optagelse, fremkaldelse og distribution.

Fotografisk autofiktion

Udstillingens omfattende materiale spænder fra historiens tidligste kendte selvportræt, som er lavet af udstillingens ældste deltager, Hippolyte Bayard, og frem til en helt ny værkserie fra 2015 af udstillingens yngste deltager, Amalia Ulman.

De to kunstnere demonstrerer pointen om, at forandringerne inden for det fotografiske medie er kvantitative snarere end kvalitative. Sidstnævnte har anvendt det sociale billedmedie Instagram til at udføre en fem måneder lang onlinebilledperformance, »Excellences & Perfections«. Med kunstneren selv i hovedrollen iscenesatte Ulman onlinefortællingen om en ung kvinde, der flytter til Los Angeles.

Her gennemlever kvinden en deroute fra at være uskyldsren, selvoptaget og naiv til at blive afhængig af stoffer og en sugardaddy, hvilket alt sammen blev udpenslet real time i statusopdateringerne over de fem måneder.

Opdateringerne høstede likes og kommentarer fra de mere end 88.000 følgere, Ulman fik. I virkeligheden var der tale om en nøje iscenesat fortælling, der blev udført efter manuskript.

En regulær fiktion, som imidlertid tog sig særdeles autentisk ud, og som anvendte kunstnerens navn og krop som sit fotografiske grundmateriale, hvilket bidrog til at overbevise om autenticiteten. Ulmans projekt er i den forstand en form for autofiktion, der taler lige ind i samtidskunstens hyppige sammenblanding af kunstner og persona samt dens anvendelse af konfessionelle strategier på sociale medier.

Det er en styrke ved udstillingen, at den løfter blikket fra nutidens perspektiv og insisterer på at tilføje en historisk dybde. Publikum bliver således også stillet over for Hippolyte Bayards selvportræt fra 1840, hvor han møjsommeligt har iscenesat sig selv som liget af en druknet person.

Bayard var en af de mange personer, der i 1830’erne eksperimenterede med fotografisk kemi og muligheden for at fiksere fotografiske billeder. Han havde succes med sin egen opfindelse, en såkaldt direkte positiv papirbaseret proces. Alligevel valgte den franske stat i 1839 at opkøbe patentet på fotografi fra en anden, nemlig Louis Daguerre.

Det var oven på den skuffelse, at Bayard iscenesatte sig selv som druknet i et selvportræt på papir, på hvis bagside han skrev historien om, at den ulykkelige opfinder havde kastet sig i Seinen, efter at den franske stat havde forbigået ham til fordel for Daguerre.

Den suicidale del var ren fiktion – Bayard levede frem til 1887 – men en fiktion, der benyttede sig fuldt og helt af titel og omgivende tekst og kontekst til at få historien til at fremstå sand.

Ikke så snart var fotografiet opfundet, før det blev brugt til at konstruere fiktioner, lærer man med andre ord. Det er sådanne konstruktioner og iscenesættelser, der giver anledning til betegnelsen ’performativt fotografi’, som henviser til selve den gestus at fotografere.

Fotografi gengiver ikke blot en foreliggende virkelighed, det skaber også en ny virkelighed. Det har fotografer kendt til muligheden af lige fra mediets tidligste begyndelse, viser Performing for the Camera, og det er blevet udnyttet på et utal af måder.

Bayards selvportræt som druknet er i den forstand ikke væsensforskelligt fra udstillingens senere eksempler fra kunstnere som Andy Warhol og Jeff Koons, der bruger fotografi som en art skamløs selvpromovering eller ’public relations’-materiale for at brande sig selv. Her performes kunstnerpersonligheden med en ironi og kynisme, som ikke er ulig Bayards tidlige iscenesatte selvportræt, om end nok en hel del mere profitabel.

Fotografier er fortolkning

Et fremtrædende element i udstillingen handler om dokumentationer af performancekunst, hvor kunstnere som Hannah Wilke, Yves Klein, Carolee Schneemann og Paul McCarthy bliver eksempler på forskellige strategier til at fastholde offentlige eller private performances. Her er kontrasten mellem performancekunstens vægtning af nærværet i det flygtige over for fotografiets fiksering og bevaring af flygtigheden et genkommende dilemma.

Udstillingen viser med al tydelighed, at der ikke findes sådan noget som en neutral dokumentation af performances, men at fotografier altid er fortolkninger og i de bedste tilfælde afspejler nære samarbejder mellem kunstnere og fotografer.

Lige så vanskeligt det kan være at fastholde essensen i en performance i et øjebliksbillede, ligeså eminent kan den rette fotograf skabe performative illusioner, som aldrig ville kunne udfolde sig for øjnene af et levende publikum, men alene kan eksistere som fotografi.

Det ser man i tilfældet med Yves Klein, hvis samarbejde med fotograferne Harry Shunk og János Kender resulterede ikke blot i de kendte dokumentationer af Kleins Anthropometrier fra 1960, hvor han fik nøgenmodeller indsmurt i blå maling til at lave kropsaftryk på lærred. Også Kleins »Saut dans le Vide« fra 1960, hvor han i et dygtigt manipuleret fotografi ses springende ud fra et førstesalsvindue, øjensynligt med asfalten nedenfor som sin destination, har Shunk og Kender lavet. I virkeligheden blev Kleins fald afbødet af et springtæppe, som en flok venner stod nedenfor og holdt. Sammenkopieringen af to negativer muliggjorde illusionen om det frie fald ud i tomheden.

Mest slående er samarbejds- relationen og den gensidige respekt mellem fotograf og kunstner dog i Eikoh Hosoes fotografier af danseren Tatsumi Hijikata og skuespilleren Simmon Yotsuya fra 1960’erne og 1970’erne, hvor fotograf og danser/skuespiller tydeligt bidrager jævnbyrdigt til det færdige værk.

Selvfremstillinger

I atter andre tilfælde viser udstillingen, at performancedokumentationen kan være kunstnerens helt eget og isolerede arbejde, at der kan være tale om en form for selvfremstilling a la den, man møder hos Ulman og Bayard.

Det gælder for eksempel de selvportrætter af performancesituationer, som Francesca Woodman skabte et stort antal af i sin korte karriere, Cindy Shermans berømte »Untitled Film Stills«, der viser kunstneren udklædt som en parade af kvindestereotyper fra 1950’ernes amerikanske B-film, eller Tomoko Sawadas endeløse serie af fotoautomatselvportrætter i stadig nye inkarnationer i samme frontale posering.

Til denne kategori kan man også henregne Fred Holland Days selvportrætter som Kristus i »The Seven Last Words« fra 1898, hvor kunstneren sultede sig i en periode inden optagelserne for bedre at kunne imitere den korsfæstede Kristus. Eller de mere introspektive og selvbiografiske portrætter, som amerikanske Lee Friedlander og japanske Masahisa Fukase bidrager med.

Med disse både selvundersøgende og selvfremstillende fotografier bevæger udstillingen sig igen tæt på en mere generel kulturel situation, hvor kameraer bliver brugt til at producere identitet og til at få denne bekræftet og anerkendt i sociale netværk.

I dag har vi alle lod i denne type selveksponering på sociale medier og genkender måske derfor helt intuitivt det performative aspekt ved fotografier. Performing for the Camera er imidlertid en af de første og hidtil største udstillinger, der systematisk afsøger den performative dimensions rækkevidde og implikationer inden for et bredt register af fotografi.

Udstillingens afgrænsning er imidlertid kunsten. Det har som konsekvens, at mediets tætte og vigtige berøringsflader med for eksempel det amatøristiske privatfotografi og med den professionelle fotoreportage ikke bliver medregnet. Ligesom de stadig mere udbredte automatiserede fototeknologier i form af overvågningskameraer ikke indgår.

Hvilket kan være udmærket – Tate Modern er trods alt et kunstmuseum – men samtidig begrænser muligheden for at forstå de udstillede værkers bredere kulturelle referencerammer. Som ellers tydeligvis ligger til grund for mange af kunstnernes arbejder, der nemlig ikke undlader at hente åbenlys næring i samtidens almene visuelle kultur, hvor fotografier hele tiden performer frem for blot at bevidne.

Ikke desto mindre er Performing for the Camera en både højst seværdig og meget tankevækkende udstilling i vanligt høj Tate-kvalitet.

’Performing for the Camera’. Tate Modern. London. Indtil den 12. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her