Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Galt, genialt eller Goodiepalt?

Player-figuren, som vi kender den fra popkulturen, får en seriøs, men også nysgerrigt legende overhaling på Goodiepals nye tumultariske plade, hvor han blandt andet har allieret sig med det virtuost rablende postpunk-band Synd og Skam. Resultatet er intet mindre end Goodiepalt
Kultur
23. marts 2016
Goodiepals nye 14-dobbelte vinylprojekt er svært at blive klog på, men man bør gøre forsøget. Her ses kunstneren på sit løbehjul.

Joachim Adrian

Hvor starter man henne med så voluminøs og vild en udgivelse som Goodiepals nye 14-dobbelte vinylprojekt? Måske på side M, hvor myten om sømanden, der har en pige i enhver havn, problematiseres, fordi sex handler om tiltrækning, og fordi det derfor ville være en magnetisk umulighed for sømanden at rejse, hvis han har en tiltrækkende pol i hver havn. Og hvor Goodiepal siger, at man er nødt til at slette sig selv, hvis man vil have et forhold til en yngre person.

Eller skal vi starte på side N, hvor nogen fra punkbandet Synd og Skam, tror jeg, læser et postkort til Goodiepal op, hvori Goodiepal bliver opfordret til at bruge musikken til at skabe et nyt sprog, som kan overflødiggøre sprog i det hele taget.

Eller ved den video, som Goodiepal lagde ud på sin Facebook-side onsdag aften, hvor han fortæller, at pladerne med siderne M, N, E og F kommer til at ligge i Kihoskh på Vesterbro i København, og siger, at han ikke har styr på, hvem der er med i Synd og Skam. Og at man, hvis man føler, man er med i Synd og Skam, kan komme ned og hente en gratis plade.

Eller ved den indlægsseddel, som er i min plade, hvor der ikke er information om pladen, men hvor der derimod er »Disinformation«, som der står øverst på sedlen.

Eller på side E, som starter med en lang musikløs frase, hvor Goodiepal fortæller, at alle hans venner er interesserede i at vide, hvor han står i forhold til seksualitet. Er han homoseksuel? Og hvis ikke, er han så ikke lidt af en player, i og med at han sover med så mange kvinder? Måske ikke, for han har ikke sex med dem. Men så måske alligevel, fordi han spiller på disse kvinders forventninger om, at der kan ske noget på et tidspunkt. Hvorefter der kommer et langt elektroinstrumentalt musikstykke, der sågar fortsætter videre om på den groove-orienterede side F, hvor en computerstemme, der taler halvuforståeligt om »tricksters«, svæver ind og ud af de changerende lydflader og beats.

Den dansk-færøske elektroniske musiker Goodiepal har netop sluppet siderne M, N, E og F fra sit 14-dobbelte vinylprojekt, og siderne indeholder et overflødighedshorn af beats, klange, lyde og tematikker, som får mig til at vende mig begejstret i min hverdagsgrav. Som på trods af, at det gennemgående er ret udgakket, rent faktisk gerne vil kommunikere med lytteren, og rent faktisk lykkes med det. Som kun i enkelte momenter taber mig på gulvet, men som heldigvis samler mig op igen. Som udfordrer min virkelighedsopfattelse og fucker med (pop)kulturen. Som er lige dele galt og genialt, og som vel derfor bedst kan betegnes som Goodiepalt.

Spilleren Goodiepal

Goodiepal, der også går under navnet Gæoudjiparl van den Dobbelsteen, men oprindeligt, borgerligt, hedder Parl Kristian Bjørn Vester, er en verdenskendt elektronisk musiker, komponist og musikteoretiker, som ud over at skabe musik blandt andet har holdt foredrag om elektronisk musik på alverdens universiteter. Imellem 2004 og 2008 var han ansat som underviser i elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Her coinede han blandt andet begrebet Radical Computer Music, der groft forenklet handler om, at han mener, at computermusik bør forsøge at være radikalt og skabe eller udtænke en eller anden form for Utopia. Man skal skabe et anderledes sted igennem musikken. I stedet for – som han kritiserer i en youtube-video med titlen »Fuck The Royal Academy of Music – Jeg er ude!« – at kigge tilbage imod tidligere elektroniske musikere og forsøge at kopiere deres æstetik.

På side M, N, E og F – de sider fra Goodiepals 14-dobbelte udgivelse, som jeg altså forholder mig til her, og som man i skrivende stund kun kan købe i altmuligt-butikken Kihoskh i København – undersøger Goodiepal sig selv igennem figurer som playeren, scorekarlen, sømanden, den rejsende og »tricksteren«.

Og fra det udgangspunkt graver han soniske, arkæologiske og humoristisk rablende spadestik ind i kulturen. Ikke mindst på side M, der starter med en sampling af sætningen »Lad mig se dig go go« fra den danske rapper Joey Moes player-sang »Yo Yo«, et sample som i øvrigt genbruges flere steder på side M og N, hvilket fører over til et længere ironisk rant fra Goodiepal, hvor han, punkteret af sine egne karikerede stønnelyde, snakke-rapper om penge, magt, damer, sex. Alt sammen oven på et rigt elektronisk lyddesign konstitueret af heftigt pumpende, knitrende kaotiske beats. Og alt sammen på en måde, så det forsøger at tale til lytteren.

Goodiepal og hans soniske venner skaber med side M, N, E & F – i hvert fald inde i mit hoved – et eller flere anderledes rum. Ja, måske jeg endda vil gå med til at kalde dem musikalske Utopias. Og jeg kan kun, og meget varmt, anbefale alle at stikke hovedet ind i Goodiepals utopiske hvirvelmaskine. Om ikke andet, så bare for at få en kærlig rusketur af en af de særligste spillere på den internationale elektroniske musikscene.

Goodiepal feat. Synd og Skam, Void Flux m.fl.: ’editions mego 211’ - side M, N, E & F’ (Editions Mego) – der er i alt udkommet 14 vinyler med i alt 28 sider betitlet med bogstaverne fra A til Å

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

Den evige Filur.

Er det erstatningen for Kommunal klon Komputer 09?
Kommunal klon Komputer 09 er vist kommet på museum.

https://www.denfri.dk/2015/05/ta-en-tur-i-goodiepals-cykel/

Er det ikke mere anstrengende at køre på løbehjul?

/O

Anders Sørensen

Kan man andet end at elske Goodiepal?

Altså medmindre man hedder Erwin...