Efter at have hørt de tre første afsnit af Sound Matters undrede det mig egentlig, at jeg ikke kunne komme i tanker om andre podcasts eller radioprogrammer, der slet og ret handler om lyd.
Jeg kan komme i tanker om et interview med en retsakustiker i P1’s Radiofortællinger for et par år siden og et afsnit af den amerikanske podcast om nicheerhverv The Specialist, der følger to akustiske konsulenter bevæbnet med avanceret udstyr i deres undersøgelse af, om støjniveauet forskellige steder overstiger det tilladte.
Sound Matters fortæller ikke bare historier med lyd, men også historier om lyd og om lydenes plads i verden, deres virkning på mennesker, og om menneskelydenes virkning på verden.
Den engelskfødte Tim Hinman har sammen med Krister Moltzen holdt den radiofoniske fane højt i Third Ear, der startede som et digitalt magasin og nu producerer dokumentariske podcast for Politiken.
Sound Matters er finansieret af B&O Play, og her er Hinman slået over i sit modersmål. I det flotte anslag til første afsnit ligger han i meterdyb sne i en svensk lysning og leder efter et lydligt nulpunkt, en total pause for ørerne. Herfra taler han om, hvor lidt vi ved om lydene omkring os, og hvor overrumplende det kan være at få åbnet sine ører.
Økoakustik
Et billede siger mere end tusind ord, men et soundscape siger mere end tusind billeder. Det siger i hvert fald den legendariske amerikanske økoakustiker Bernie Krause, som står for at udvide ens auditive horisont i det første afsnit. Siden han i 1960’erne droppede sin karriere som musiker og filmkomponist har han rejst rundt i verden og lavet feltoptagelser af naturens lyde.
Det, han kalder soundscapes, er feltoptagelser, der så vidt muligt rummer hele det lydlige spektrum fra et givet habitat. Man hører lyden af et hylende ulvekobbel optaget et sted i Canada. Kvaliteten af optagelsen er imponerende, hylene vækker en oplevelse af at være omgivet af noget, der er væsentligt vildere end en selv.
At fremkalde kuldegysninger er selvfølgelig noget, men Bernie Krauses feltoptagelser har ikke primært til formål at fryde os, der normalt får vores magelige indendørs naturidioti stimuleret visuelt af BBC’s Planet Earth-programmer.
Optagelsen af soundscapes tjener det ædle formål at give et mere præcist og fyldestgørende billede af et habitat, end de materielle og visuelle undersøgelser, som biologien almindeligvis foretager, kan give. Jo mere komplekst lydbilledet er, jo højere er biodiversiteten eksempelvis.
Ved at skelne mellem geofone lyde fra vind, der blæser, og bølger, der ruller, biofone lyde fra det ikkemenneskelige dyreliv og antropofone lyde frembragt af mennesker kan Bernie Krauses soundscapes også vise, hvordan mennesket placerer sig i det større auditive billede.
Det er sigende, at halvdelen af det lydarkiv, Bernie Krause har opbygget gennem 45 år, repræsenterer habitater, der enten er udslettet eller radikalt ændret.
En zombies åndedræt
Til trods for påmindelsen om biodiversitetens tilbagegang er interviewet med Bernie Krause en opløftende oplevelse. Det gælder også for de øvrige to afsnit.
Paul Robertson, som både er violinist og professor i hjerneforskning, har brugt store dele af sit arbejdsliv på at udforske, hvordan det musikalske er fuldstændig indlejret i det menneskelige. Man hører et stadion fuld af walisiske rugbyfans synge deres slagsange, mens Robertson forklarer, hvordan musik virker på børn, syge og demente, og hvordan den musikalske stimulans, han var udsat for, engang han lå i koma, manifesterede sig som indisk sang, der bryder med det vestlige tonesystem.
I det seneste afsnit retter Tim Hinman sin mikrofon mod filmmediet og den rolle, lyd har at spille i den menneskelige fantasi. Interviewet med den danske lyddesigner Peter Albrechtsen om den auditive opskrift på en zombies åndedræt står i en noget nær perfekt kontrast til interviewet med stumfilmspianisten Neil Brand.
Peter Albrechtsen ved som alle, der har set en zombiefilm, nogenlunde, hvordan zombier plejer at lyde. Slimet, slasket og hvæsende. Men han ved også, at det netop er det fremmedartede og uigenkendelige, der gør zombien interessant. Hvis zombien skal ud over sin egen kliché og lyde ægte ækelt, skal den ikke lyde alt for velkendt.
Peter Albrechtsen mixer derfor sin egen growlen (han har passende nok en fortid som sanger i et metalband) sammen med forskellige dyrearters besværede vejrtrækning og optagelser af dødt kød, der falder fra hinanden.
Fra de ækleste lyde bevæger afsnittet sig videre til Neil Brands klaverspil og beskrivelse af musikken som et sprog, der på helt intuitivt niveau kan formidle følelser og fortælle publikum, hvorhenne i en historie man er.
Han demonstrerer, hvordan man løser et af stumfilmspianistfagets store udfordringer – pistolskuddet – og han tager Sound Matters’ lyttere med gennem nogle minutter af den ellers seks timer lange stumfilmsudgave af Les Misérables.
Man må sige, at nogen gør noget helt rigtigt, når en stumfilm kommer til sin ret i et radiofonisk medie. Tim Hinman har indtil videre haft fat i nogle ekstraordinært interessante lydfolk, men når det lykkes Sound Matters at skærpe ens høresans og høre nye sider af den menneskelige erfaring, er det også, fordi podcastens opbygning og dens lyddesign i sig selv får ens ører til at folde sig ud.
‘Sound Matters’ er tilgængelig som podcast.
Bernie Krauses lydoptagelser kan høres på wildsanctuary.com
