Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hitlers forkærlighed for ’King Kong’

Med op til tre film pr. aften var der Führer manisk filmentusiast. Han elskede især de letbenede og forbudte sager fra både Tyskland og Hollywood, viser ny tysk bog om nazielitens hemmelige yndlingsfilm
Med op til tre film hver aften var Hitler gennem store perioder af Det Tredje Riges levetid så besat af film, at hans underordnede beklagede hans »ubeskrivelige udholdenhed« – fordi de ofte var tvangsindlagt til at kigge med. 

Med op til tre film hver aften var Hitler gennem store perioder af Det Tredje Riges levetid så besat af film, at hans underordnede beklagede hans »ubeskrivelige udholdenhed« – fordi de ofte var tvangsindlagt til at kigge med. 

AP

Kultur
18. marts 2016

I 1937 havde Joseph Goebbels fundet en helt særlig gave til sin Fører.

»Jeg forærede Føreren 18 Mickey Mouse-film til jul! Han er glad for dem, han er ganske lykkelig for denne skat,« skrev han i sin dagbog, og anekdoten bliver ikke mindre farceagtig af, at Mickey Mouse ligesom alle andre Disney-film ikke var blevet serveret for det tyske folk siden 1935.

Ikke så meget på grund af Walt Disneys mange jødiske tegnere, hvilket Hitler som inkarneret fan så stort på, men mere af økonomiske grunde: De var kort og godt så dyre at få licens til, at nazisterne stoppede al import – trods Hitlers forkærlighed for Mickey Mouse.

Hitler var ikke kun til tegnefilm. Sin yndlingsfilm, Fritz Langs stumfilm Siegfried fra Niebelungen-eposset, havde han set over tyve gange, og overalt hvor han opholdt sig, blev der indrettet steder, hvor han kunne se film.

I Berghof i Berchtesgarden og i Rigskancelliet i Berlin var der i repræsentative rum endda diskrete indretninger med lærred og filmapparat bag billeder og gobeliner, så Hitler hurtigt kunne slå sig ned foran en film sammen med udvalgte nazifigurer – ofte med sekt og kage.

Ubeskrivelig udholdenhed

At Hitler var noget nær manisk filmentusiast bliver hurtigt klart, hvis man giver sig i kast med Volker Koops grundige Hvorfor elskede Hitler King Kong, men forbød den tyske Mickey Mouse?

En bog, der ikke bare leverer en så catchy overskrift, at det er svært ikke at låne den, men som på et bredt kildegrundlag påviser, hvordan Føreren absolut ikke kun var til tegneserievold og Wagner-patos: han svælgede overvejende i platte komedier, kærlighedsfilm og revyfilm »med mange nøgne ben«.

Selv efter Europa stod i flammer på hans befaling, så Føreren glad videre – i den første krigstid var Vredens druer en favorit.

Med op til tre film hver aften var Hitler gennem store perioder af Det Tredje Riges levetid så besat af film, at hans underordnede beklagede hans »ubeskrivelige udholdenhed« – fordi de ofte var tvangsindlagt til at kigge med. »Hvorfor ligefrem flere film dagligt?« stønnede en adjudant i 1935.

Om Hitlers maniske filmforbrug kan have befordret hans tab af realitetssans, vil Volker Koop ikke udelukke. Førerens filmsmag dømmer han som lige så gådefuld og selvmodsigende som resten af hans psyke.

»Hitler foretrak harmløse underholdnings-, kærligheds- og samfundsfilm,« citeres det fra Albert Speers erindringer. Når de efterfølgende snakkede om filmene, gjorde hverken Hitler, Eva Braun eller andre, der eventuelt havde set med, som f.eks. sekretærer eller gauleiter sig »den ulejlighed at hæve samtalen over bagatelniveau«, mente Speer.

Ikke desto mindre forlod Hitler lejlighedsvist forevisningerne i kedsomhed eller protest. Det gjaldt bl.a., når der blev vist film med kvinder i manderoller, kristen symbolik eller etniske mindretal, som han nægtede at se på.

Personlig censur

Man skal virkelig være Hitler- og/ eller filmfreak for at gennempløje bogens mange filmopremsninger, som bl.a. støtter sig op ad dagbogsnotater, officielle censurnotitser og udlejningslister fra Reichsfilmarchiv og Hitlers private arkiv.

Men rundt om de mange film, der overvejende er gået i glemmebogen, fortælles om især Goebbels og Hitler, hvor den filmglade Fører til Goebbels ærgrelse forblev »øverste rigscensor« og dermed sidste instans, når film skulle vurderes.

Han fældede dog ikke personligt censurdommen over Tarzan og Jane, hvis »rent driftsbetonede kærlighed« ikke modsvarede »det nationalsocialistiske ideal om partnervalg«.

En generel pointe om nazismens praksis er, at Hitler ofte var overraskende ideologisk frisindet i sin filmsmag, mens personlige spørgsmål vejede tungt, når tommelfingeren røg op- eller nedad. Det gælder f.eks. film som Kameliadamen fra 1936 eller den i nazieliten stærkt omdiskuterede Feuerzangenbowle fra 1944, hvor Hitler som inkarneret fan af hovedrolleindehaveren Heinz Rühmann tilsidesatte alle betænkeligheder.

Og så var der selvsagt de personlige præferencer for det modsatte køn. For Hitlers vedkommende bl.a. for den spanske skønhed Imperio Argentina fra film som Andalusiske nætter og Greta Garbo, som han betegnede som »guddommelig«.

Det gjaldt også Goebbels, der i sin bekæmpelse af den private tyske filmindustri fældede eller fremmede instruktører og skuespillere efter forgodtbefindende – for skuespillerinders tilfælde flere gange efter deciderede affærer.

King Kongs blonde kærlighed

I 1940 udstedte naziregimet en generel embargo mod Hollywood-film, hvilket nazieliten blæste på i privaten. Året efter tog regimet kampen op med den amerikanske tegnefilm med eget produktionsselskab.

Det blev dog kun blive til én tysk tegnefilm i de tyske biografer, Stakkels Hansi fra 1944 om kanariefuglen Hansi, der flyver ud af sit bur, men rystet over verdens mange farer vender resigneret, men lykkelig tilbage til sit fangenskab. Nazipoint taken, Hansi.

Det mærkeligste kuriosum forbliver dog King Kong, som Hitler ifølge et dagbogsnotat fra en bekendt »ofte talte om og lod sig forevise flere gange«. Censuren havde ellers kaldt King Kong for et »angreb på det tyske folks nervekraft« og på den tyske »raceopfattelse«, men Hitler omstødte censuren, og aben blev en stor biografsucces.

Trods bogtitlen afslører Koops kilder desværre ikke rigtigt, hvorfor Hitler nærede så stor forkærlighed for King Kong. Derfor kan vi kun gisne om, hvorvidt Føreren havde sympati for brøleaben fra urskoven, idet den som det maskuline voldsprincip skydes ned fra toppen af Empire State Building, mens den ikke begriber, at den civiliserede og blonde Fay Wray ikke gengælder dens kærlighed.

Volker Koop: ’Warum Hitler King Kong liebte, aber den Deutschen Micky Maus verbot. Die geheimen Lieblingsfilme der Nazi-Elite’ 
be.bra verlag
240 sider, 19,95 €

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her