Læsetid: 4 min.

Højt hår og uventet kærlighed

’Hairspray’ i Tivoli lugter fælt af klichéparfume. Men den 19-årige Nanna Rossen scorer sig et gennembrud af dimensioner i rollen som anti-Barbie-danser Tracy Turnblad
I ’Hairspray’ overbeviser debuterende Nanna Rossen som den unge Tracy, der tror på, at alle har lov til at danse sammen – uanset krop og hudfarve. Her er hun sammen med Jesper Lohmanns inderlige nørdefar og Martin Brygmanns skønne skrummel af en mor (t.h. i rødt).

Miklos Szabo

14. marts 2016

»Du ligner jo en uartig bagerjomfru med det franskbrødshår!«

Sådan siger Martin Brygmanns uimodståelige kæmpemor til sin datter, Tracy, i Hairspray, da hun kommer ind med håret sprayet op, så det ligner idealbillederne fra 1962 …

Datteren er den 19-årige Nanna Rossen, der vitterlig tager pusten fra alle med sin imponerende sikre sang, der har kraft og bredde og volumen, som om hun sagtens kunne synge hele Tivolis Koncertsal op uden mikrofon. Det kunne måske også være at foretrække. Lydmanden havde i hvert fald valgt at lægge en skinger mislyd over hele forestillingen, så premieren blev en underligt metallisk oplevelse for ørerne.

Energisk Rossen

Det er ellers lidt uigennemsigtigt, hvorfor Tivoli lige akkurat vælger at spille denne amerikaneridylliserende musical med slaskede melodier og klichépersoner. Udover at det er tydeligt, at denne musical rammer Grease-segmentet af teenagepiger med store drømme og filmhelte på hjernen. Nuvel, Tracy bekæmper med held og kampmod den amerikanske racisme, og hun kaster sig samtidig ud i kampen mod de modeltynde tv-stjerner. Her er Nanna Rossen et fund, for hun er hverken en langbenet Barbie eller en anorektisk Vild med dans-stjerne. Tværtimod. Men alligevel kan hendes krop rubbe sig i en fart, og hendes bevægelser er fulde af energi og glæde, så hun faktisk giver den ellers så perfekte Julie Zangenberg baghjul i dansene.

Overfladisk

Hairspray virker som en retro-version af High School Musical – de vilde mobbeture mellem de modelkvinderne og de ægte kvinder er nu henlagt til Jackie Kennedys USA og de høje frisurers storhedstid. Den oprindelige Hairspray-film fra 1988 blev til denne musical i 2002 – og blev igen filmatiseret i 2007. 1960’erne er et hit!

Kostumedesigneren Johanne Eggert har da også skabt en nederdel i gul og sort tern til Tracy, akkurat som i filmen. Og scenografen Johan Espeland har effektivt tegnet karikerede husdekorationer, der kan vendes og drejes lige så hurtigt som danserne.

Den svenske instruktør Anders Albien, der også var manden bag Dirty Dancing – har dog valgt at gøre musicalen meget overfladisk. Han holder klicheerne klare og dyrker manisk det hårdtpumpede udtryk. Al personkarakteristik ligger i selve castingen, så den tynde mor også har den tynde datter – og så videre.

Og kapelmesteren Lars Danielsson holder dampen oppe i sit velspillende, men bortgemte orkester på nogle podier bag bagtæppet. Om han har græmmet sig over skærebrænderlyden herommefra, vides ikke. Men det lød skrapt, når kvindestemmerne kastede sig ind i musikken …

Lækkert mandfolk

Til gengæld har koreografen Tim Zimmermann haft stort held med sine danse. Danserne er imponerende dynamiske, og særligt korpsdanserne er interessante, fordi de er forskellige af statur, men har ens præcision og indædthed i deres dans.

Ellers er det mest Johannes Nymark, der udmærker sig ved sin dans. Han er bare ultrapræcis i alle sine vinkler, og han folder sig virkelig ud undervejs i forestillingen – fra lækkert, men tomhovedet mandeidol til et interessant mandfolk med meninger. Det gør faktisk godt at se.

Det synes Silas Holst tydeligvis også. Han betragter dansen med anerkendende mine i rollen som charmerende showvært med smilehuller og stjernestatus – iført tætsiddende turkis smoking af den glitrende slags.

Og Jean Michel har en overbevisende stemme som den sorte fyr, der forelsker sig i Tracys hvide veninde.

Åh, Lohmann

Men uanset hvor meget de unge kæmper for kærligheden og retten til at danse sammen, så er det faktisk Tracys forældre, der scorer højest på inderligheden i denne musical. Da Jesper Lohmann første gang kommer ind på scenen og erklærer Martin Brygmann sin uforbeholdne kærlighed, sidder man uvægerligt og griner, for Martin Brygmann spiller renserimor i kæmpekjole, så det ser ud som om, at hun når som helst kunne æde Lohmanns slanke macho.

Men så udvikler forestillingen sig. Og Lohmann holder fast i sin elskede kone, og Brygmann vimser afsted på sine knækketynde lægge i forsøget på at støtte datterens drøm om at blive dansestjerne – og pludselig synger de sig ind i den skønneste kærlighedserklæring, på tværs af alder og størrelser og fordomme. Det er faktisk sæsonens mest opløftende kærlighedsduet.

Mamma Henderson

I forestillingen er det ellers Caroline Hendersons skønne mamma, der står for disse konklusioner. Men Henderson er ikke ligefrem nogen haj til replikker. Det bliver altså kunstigt, når hun taler, uanset hvor pragtfuld hun ser ud i stram leopardkjole og hvidt, kruset kæmpehår. Men da hun får lov til at synge, så bliver alt godt – og lækkert og fraseret og serveret med det glimt i øret og det knirk i stemmen, som netop hun kan.

Og så bliver Hairspray alligevel en medrivende oplevelse. Fordomme eller ej.

’Hairspray’. Musical fra 2002 af Mark O’Donnell, Thomas Meehan og March Shaimann. Iscenesættelse: Anders Albien. Koreografi: Tim Zimmermann. Oversættelse: Trine Dansgaard. Scenografi: Johan Espeland. Kostumer: Johanne Eggert. Kapelmester: Lars Danielsson. Tivolis Koncertsal til 29. april samt Jyske Bank Boxen i Herning 18-22. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu