Hovedpersoner har det med at få de mest umotiverede hjerneblødninger i sæsonfinaler

Når en spændingsserie som Bedrag slutter, gælder det om at få bundet alle plotlinjer sammen, at få givet rimelige forklaringer på de gådefulde forhold, man har mystificeret og underholdt seerne med, og – hvis der er overskud til det – vise nye sider af sandheden om de centrale personer. Det er sådan, det bør foregå.

Men én ting er standardproceduren for, hvordan man afslutter et forløb med troværdigheden i behold, en anden ting er, hvad der lige kan lykkes. Hvor tilfredsstillende et sidste afsnit er, afhænger derfor også af, hvor meget interesse og sympati, man har nået at fatte for seriens persongalleri i løbet af sæsonen.

Der kan godt blive brug for den ekstra tålmodighed med fiktionsuniverset, når man står over for en række mere eller mindre sandsynlige tallerkenvendinger, og for sin egen skyld kan man med fordel tilsidesætte vante forestillinger om kausalitet og motivation.

Hovedpersoner har det med at få – ikke bare de største, men også de mest umotiverede – hjerneblødninger under sæsonfinaler.

Samlet tabstal: seks

Bedrag sluttede i søndags sin første sæson med et totalt tabstal på seks (en arbejdsulykke, to selvmord og tre drab) og lod enten de onde le eller dø. Man troede ikke, nogen kunne være mere koldhjertet og smagfuld end Sander Södergren (Nikolaj Lie Kaas), der fik alt, han nærmede sig, til at ligne en reklame for et livsstilsprodukt eller en meget dyr forsikring. Men så afslørede Energreens bestyrelsesformand, hr. Christensen (Waage Sandø), dels en overlegen sans for skurkagtigt luksuriøs boligindretning, dels en skrupelløshed, der nok overgår Sander Södergrens.

Södergren har ellers været seriens primære garant for rendyrket ondskab. Han pressede såvel sine rumænske vindmøllearbejdere som sin mere og mere nervesvækkede cheføkonom Ulrik ud over kanten, løj om fabrikker og forskningsprojekter og fyrede sin chefjurist til fordel for den unge jurist Claudia Moreno, der gennemskuede svindlen. Med så ufine trick som forfremmelse og forførelse fik han tippet hendes balance mellem gode intentioner og dårlig dømmekraft.

Claudia Moreno ville både have magt, god samvittighed og tid til at spille FIFA med sin søn, og hvis der er noget, DR Drama har lært os i de senere år, er det, at det er svært at få tid til det hele. Natalie Madueño har givet rollen så meget myndighed, at man finder sig i, at Claudia Moreno det ene øjeblik vil stikke sin lækre, men kyniske chef for at kunne blive ved med at se sin søn, og det næste er parat til at droppe alt inkl. søn og rejse med Södergren til et varmt land uden udleveringsaftale.

Alting var Södergrens skyld – troede jeg, indtil hr. Christensen i sin private palmehave med sin dæmpede, autoritære stemmeføring fik fremprovokeret en nervøs bevægelse i den unge velklædte Energreen-direktørs ansigt. Bum, en ny portion ondskab for politibetjentene Mads og Alf i anden sæson af Bedrag, som allerede er ved at blive lavet. Palmehavedialogen var den første sprække, man overhovedet fik at se i Södergrens uovervindelighed. Sikke et fotogent endeligt, den mand i øvrigt fik sig.

Ondskaben bliver også ved med at være derude i form af den 100 procent onde svenske lejemorder spillet af Claes Ljungmark. Det var ikke mange facetter, det kunne blive til for denne karakters vedkommende, men han forstod da at eksekvere drab, kidnapninger og flugt fra politiet i selv de snævreste vendinger. Han talte selvsikkert i ondskabsfulde sætninger som en, der på et tidspunkt i sit liv har stået foran spejlet og øvet sig i at virke intimiderende og truende på en stilfuld måde.

Tid til forbrødring

Det endegyldige gennembrud i sagen mod Södergreen, politiet havde håbet på, udeblev. Den hovedmistænkte stak af, og den næststørste skurk fik færten af Mads Justesens ulovlige arbejdsmetoder. Til gengæld var der gennembrud på venskabsfronten for seriens to dynamiske duoer, hvor den ene prøver at holde sig til reglerne, mens den anden frister med spontan og følelsesdreven lovløshed. Nicky (meget godt spillet af Esben Smed) køber sin rockeraffilierede svigerfar ud af deres autoværksted med næsten alle de penge, der er til overs, efter at han har betalt løsepenge for sin kæreste og søn. Det gør brushovedet Bimse vred i ganske få sekunder, inden det går op for ham, at der findes andet af værdi i verden end hurtige penge og damer. Deres skænderi udarter sig til et kammeratligt kram og en stående invitation til varm aftensmad hjemme hos Lina og Nicky.

Den temperamentsfulde kriminalbetjent Mads Justesen har også fundet en ven i sin besindige modsætning Alf fra Bagmandspolitiet, der igennem ti afsnit har perfektioneret sit skuffede suk og formanende blik, når Mads har brudt reglerne. Mads’ sidste forkludring af sagen mod Energreen blev dog en anledning til forbrødring. Alf tog skraldet, forhindrede hans fyring og gav ham politiskiltet tilbage med et forsonligt smil. Nul surhed over ikke at kunne retsforfølge hr. Christensen, fordi Mads både snyder og gør det dårligt.

Der var flere usandsynligheder at æde. Mads’ kone havde netop fået et nyt skleroseanfald, og den efterfølgende lægesamtale skulle partout være med den læge, hun har haft en affære med. Mads slog lige for plottets skyld et smut forbi sin nye yndlingsmistænkte, hr. bestyrelsesformanden, for at fortælle ham (eller seerne), at han er i politiets søgelys, og kom i samme ombæring til at afsløre sin ulovlige arbejdsmetode. Men herregud, konfrontationer ansigt til ansigt gør sig bedre på tv end kontorarbejde. Værre var det, at konfrontationen gik op i seriens hidtil mest ørehvinende replikker, der var som taget ud af 1864.

»Hvad vil du stille op mod sandheden?« spurgte Mads hr. Christensen, der ikke nåede at finde på et pompøst svar, før han blev beskyldt for at have solgt »en løgn, der ikke fandtes«. Jeg er villig til at tilgive Bedrag for begge replikker og regner stadig med at holde mine søndag aftner fri til at se på forretningsfolk i dyrt blåt tøj og på kant med loven, når Bedrag vender tilbage til efteråret.

’Bedrag’ kan ses på dr.dk