Ud af det blå landede i sidste uge det seneste udspil fra den 28-årige Los Angeles-baserede hiphopkunstner Kendrick Lamar.
Et monokromt blegsort omslag, hvorpå man kun finder titlen untitled unmastered samt den obligatoriske advarselssticker, signalerer lavest tænkelig profil, og da de i alt otte skæringer tilmed er titelløse bortset fra det blegfesne »untitled 01«, »untitled 02« etc. efterfulgt af indspilningsdato, skulle man næsten tro, der blev gjort en bevidst anstrengelse fra Lamars side for at flyve under radaren.
Det ville dog have krævet, at indholdet var lige så anonymt og selvudslettende som indpakningen, hvilket så overhovedet ikke er tilfældet.
Uden at ville hype vildt er det denne kritikers påstand, at for de fleste hiphopkunstnere ville denne håndfuld ’demoer’ (eller hvad de nu er; b-sider, outtakes, whatever) udgøre et karrierehøjdepunkt. Og det udgør de måske også for Mr. Lamar, det må tiden vise, men de første mange gennemspilninger afslører en række jazzinspirerede tracks, der stråler af inspiration, vitalitet og relevans.
Som altid hos Lamar, fristes man til at sige, men der er ydermere en rå friskhed over materialet her, som får det til at gå rent ind. Og som sædvanlig transcenderer musikken genreforventninger, her høres ekkoer af alt fra old school soul til fri jazz, godt garneret med funk og R&B og tilsat et drys triphop, ikke ulig gode gamle Tricky, da denne stadig satte en dagsorden.
Nu er Kendrick Lamar så heller ikke en Hr. Hvem-som-helst inden for hiphoppen, han er tværtimod det sjældne dyr i åbenbaringen, der appellerer til såvel kritikere som publikum, mens diverse vestkyst-hiphopveteraner står i kø for at hylde ham, og til dette års Grammy-uddeling vadede han helt fortjent væk med fem statuetter for To Pimp a Butterfly, så der er ikke tale om nogen hard luck story, tværtimod er han den største stjerne på den særlige himmel, siden den kontroversielle ballademager Kanye West begyndte at røre på sig i starten af årtusindet.
Allerede som teenager i nullerne gjorde Lamar sig bemærket i hiphopkredse som K. Dot samt som del af kollektivet Black Hippy, hvilket betød, at han hurtigt kom på fornavn (eller hvad man nu gør i de kredse) med folk som Dr. Dre, Snoop Dogg og Game, der kollektivt udråbte ham til »The New King of the West Coast«.
Den slags forpligter. En række mixtapes bragte ham i forbindelse med Top Dawg Entertainment og her i 10’erne har han med to magtfulde albums på Interscope placeret sig helt i front af feltet, kunstnerisk som kommercielt. At der er en sjælden intelligens på spil, behøver man kun ører for at høre, der skal i hvert fald være plads til glæde over, at en rapper af et sådant format kan nå så stort et publikum.
Tilbage til untitled unmastered: Flere af disse titelløse skæringer har tidligere været fremført live i diverse tv-shows, og ifølge ophavsmanden er der for størstedelen af sporenes vedkommende tale om overskydende materiale fra indspilningen af hovedværket To Pimp a Butterfly. Så en vis fornemmelse af opsamlingsalbum hviler over projektet, der bortset fra to numre er indspillet inden for en kort, voldsomt kreativ periode i 2014.
Let og spøgefuld tone
Men grundet den futuristiske klang, der præger de knivskarpe og konstant fascinerende produktioner (hvoriblandt flere lyder, som om de er indspillet med et backingband), klinger det meste, som var det indspillet i forgårs; her sidder man ikke med den der triste fornemmelse af kedelige levninger fra de riges bord, man ellers ofte oplever, når diverse hovednavne rydder køkkenskabene for musikrester for at stopfodre sultne fans.
Når der på det todelte, minimalistiske og musikalsk nærmest søsyge »untitled 07«, pladens mest ambitiøse skæring, nærmest hviskes, at »head is the answer, head is the future«, ligger det smukt i forlængelse af Lamars stadigt pågående opgør med uvidenhed. Samt ikke mindst forventningen om, at diverse instanser, stimulanser (’love’ (!), ’drugs’, ’fame’, ’chains’, ’juice’, ’crew’ og ’hate’ nævnes alle som blindgyder) og institutioner på noget niveau skulle kunne løse den enkeltes problemer eller løfte vedkommende ud af miseren. Viden er vejen.
Mistilliden til ’the establishment’ er udtalt og fuldstændig forståelig. Hele vejen igennem. Men tonen er samtidig også let og spøgefuld (en udtalelse som »no discrimination« udløser således latter!). Lamar formår som få i sin kunst at indeholde de selvmodsigelser, vi alle kæmper med, når drift og intellekt kaster sig ud i kampen for at styre vores handlinger og valg.
Det er klart, at man får et indblik i nogle processer her, flere af sporene har noget ufærdigt over sig, og pladen varer i fuld længde kun 34 minutter, hvilket i hiphop sammenhæng vel nærmest gør den til en ep. Men hvad man end mener om metoden, er resultatet blevet sammenhængende, meningsfyldt og mesterligt. Kendrick Lamar skylder stadig at skuffe.
Kendrick Lamar: ’untitled unmastered’ (Top Dawg Entertainment/Interscope)
