Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hvem fanden har opfundet de åbne kontorlandskaber?

’QUIET’ hos Livingstones Kabinet er en forunderlig performance om lyden og den nødvendige stilhed
Kultur
11. marts 2016

PLING, PLING! Hvad skulle vi gøre uden Livingstones Kabinet? Denne lille musikperformancegruppe fører os stædigt gennem ydmyge udforskninger.

For nu at drysse et par forestillingstitler: Babble Babble bragte sprogets boblen og troens tvivlsomhed ind i musikteatret tilbage i 2008. The Einstein of Sex introducerede en videnskabelig tilgang til seksualitetens magt og undertrykkelse i en bragende overlegen musikforestilling på højeste internationale niveau i 2015.

Og nu er det så lyden, helt fra lydbølgernes basale trykkurver gennem luften til den mest avancerede musik, i den nye musikperformance QUIET af makkerparret Pete Livingstone og Nina Kareis.

‘Et stykke om støj og stilhed’ kalder Livingstones Kabinet selv denne laboratorieforestilling i Dansehallerne. Her står alverdens instrumenter, lydmaskiner og højttalere opstillet mellem hullede lydstudievægge i en forskernørdet installationsscenografi af Julie Forchhammer – og øverst på bagvæggen lyser en videofrise med projektioner af lydens kurver.

Foran står så komponisten og sangeren Pete Livingstone sammen med performerne Johannes Lilleøre og Mads Riisom og fortæller, at vi ikke længere er så gode til at lytte.

Som de udtrykker det: »Problemet er, at vi er ved at miste mellemrummene mellem lydene.«

Lydtrillinger

En times tid og en masse halløj senere har vi imidlertid en god chance for at have fået bedre styr på lydens krumspring i Nina Kareis fragmentariske og humoristiske iscenesættelse.

Pete Livingstone har imponeret med sin dynamiske klangstemme, Johannes Lilleøre har sat lyd i svingninger mellem telefonbokse og flabede spørgsmål. Og Mads Riisom har optrådt som fortrolig kendis i rollen som ‘den tredje lydtrilling i sort-hvid’ – iført sorte bukser, hvid skjorte, sort slips og hvid strikvest.

Intet har været forudsigeligt i denne afsøgning af nutidens menneskes forhold til lyd. Bramfri udtalelser om tidens trends har pludselig blandet sig med forskercitaternes om trykbølger. Som en rædselsslagen, støjhærget person siger det: »Hvem fanden har opfundet åbne kontorlandskaber?«

Stilhed fra Cage

Midt i det hele dukker ni unge performere pludselig op og lægger kroppe til al lyden i Kristina Sørensen Ougaards symbolske håndkoreografi. De unge synger aldeles glimrende, hvorefter de pludselig smider deres røde hørebøffer og hamrer løs på xylofoner eller blæser i blokfløjter og klinger på triangel, så det er en lyst.

Her er alt retro på den fine måde. Så længe Pete Livingstone styrer lyden fra sit keyboard, er alt godt. Og alt ender uundgåeligt med en ny fortolkning af John Cage’s uundgåelige stilhedsværk 4’ 33’’ fra 1952 – med fire minutter og 33 sekunders tavshed.

QUIET er en underfundig forestilling om lyd, men det er også en uprætentiøs forestilling om at lægge mærke til nuet. At være til stede.

Men hvad er så lyden af en Livingstone? Jamen, det er da stadig den forjættende lyd af Pete Livingstones skotske stemme hen over hans slagfaste klaverfingre. PLING for PLivingstones!

’QUIET’.
Iscenesættelse: Nina Kareis. Musik: Pete Livingstone.
Scenografi: Julie Forchhammer. Lyd: Erik Christoffersen. Lys: Mikkel Jensen.
Livingstones Kabinet i Dansehallerne på Carlsberg. Til 12. marts. Herefter måske gæstespil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her