Læsetid: 5 min.

Hverdagens stjernekrigere

Heidi Mortenson snakker med spøgelser eller ligger rødvinsrundtosset på stuegulvet og lytter til tanker fra et rumskib. Mens Kill J’s stemme svæver som lyspartikler igennem rummet. Den elektroniske musik er muligvis ikke længere fremtidens fanebærer. Men den kan stadig lege med dimensionerne
Julie Aagaards  sans for den gode popmelodi og de detaljerede produktioner lytteoplevelsen yderst dragende. Og der er ingen tvivl om, at Kill J har potentialet til at tage ud på den helt store popstjernefærd, hvor hun oven i købet kan gøre det med noget på hjerte.
11. marts 2016

Det Herrens år 2005 var skelsættende for den elektroniske musik. I hvert fald hvis vi skal følge den britiske kultur- teoretiker og forfatter Mark Fisher – kendt som bloggeren k-punk og nu tilknyttet Goldsmiths ved University of London.

For i 2005 – eller i hvert fald deromkring – gik den elektroniske musik fra at være så godt som kronisk futuristisk til ikke længere for alvor at kunne fremmane soniske sci-fi-scenarier, som Mark Fisher bemærker i en artikel i det amerikanske filmmagasin Film Quarterly.

Eller som han skriver: »Den elektroniske musik fra det 21. århundrede formåede ikke at udvikle sig videre end den musik, der blev optaget i det 20. århundrede: Stort set alt, der blev produceret i 00’erne kunne have været optaget i 1990’erne.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu