Det Herrens år 2005 var skelsættende for den elektroniske musik. I hvert fald hvis vi skal følge den britiske kultur- teoretiker og forfatter Mark Fisher – kendt som bloggeren k-punk og nu tilknyttet Goldsmiths ved University of London.
For i 2005 – eller i hvert fald deromkring – gik den elektroniske musik fra at være så godt som kronisk futuristisk til ikke længere for alvor at kunne fremmane soniske sci-fi-scenarier, som Mark Fisher bemærker i en artikel i det amerikanske filmmagasin Film Quarterly.
Eller som han skriver: »Den elektroniske musik fra det 21. århundrede formåede ikke at udvikle sig videre end den musik, der blev optaget i det 20. århundrede: Stort set alt, der blev produceret i 00’erne kunne have været optaget i 1990’erne.«
Den elektroniske musik forekommer mig dog stadig – og det tror jeg egentlig ikke, at Mark Fisher vil modsige – at være en privilegeret genre i forhold til at lave musikalske undersøgelser af vores elektronificerede hverdag. Og i forhold til at fremmedgøre os over for vores egen hverdag, at bøje hverdagens dimensioner. Det formår de danske elektronistaer Heidi Mortenson og Kill J på deres respektive nye udspil.
Heidi Mortenson tager os på sin nye fremragende dimensionsforvrængende plade Tid med ud i en Twin Peaksk skov, hvor rumskibe og spøgelser blander sig med den elektroniske virkelighed. Og Kill J sender os på overlyshastig flyvetur igennem rummet, hvor følelserne hænger uden på enhver stjerne, mens hun med påpeger kønsproblematikker i det visuelle samfund.
Tidsbøjninger
For nogle år siden flyttede den danske elektroniske musiker Heidi Mortenson ud i en skov et sted i Danmark. Tæt på havet. Hun gjorde det for at fordybe sig i musikken og for at komme tættere på naturen efter at have levet sammenlagt 15 år i Barcelona, hvor hun blandt andet blev udnævnt til Resident Artist 2003 ved den eksperimentale LEM Festival, og i Berlin, hvor hun flyttede til i 2004 og begyndte at indspille sit debutalbum Don’t Lonely Me, der udkom i 2007.
Naturen er da også præsent på hendes nye plade Tid, men mest som en mystisk kraft, der ligger og spøger uden for hendes elektroniske laboratorium i hytten i skoven. Som spøger inden i det syngende jeg, der ligger på gulvet og flyder i en let rødvinsrus. Og som spøger et sted i den elektroniske virkelighed, som vi lever i.
Det er nemlig Heidi Mortensons maskiner, der udgør det meste af lyduniverset på Tid, og rent musikalsk trækker hun tråde tilbage til den periode, hvor hun frekventerede Barcelonas techno-klubber. Og det er også i første omgang Heidi Mortensons maskiner, der iscenesætter bøjningerne af den tidslige dimension.
For pladen kunne nemlig – med sine sfæriske synths og støvede trommemaskiner – sagtens være optaget i 1990’erne. Og der opstår dermed en form for retro-futurisme, som bøjer både den personlige tid og kulturens tid.
En retrofuturisme, der samtidig etablerer en form for gengangeri. Både et musikalsk, kulturelt gengangeri, hvor kunsten i en vis forstand er udgjort af referencer. Men også et mere personligt elektronisk gengangeri. Ikke mindst i en sang som »Gennemsigtig«, hvor du’et i lyrikken spøger.
Måske som et minde – men i mine ører også som et spøgelse, der er fanget i elektronikken. Som en tidligere version af en nulevende person, der går igen i gamle tekstbeskeder eller i videoklip på nettet. Den type spøgelse, som den franske filosof Jacques Derrida omtaler – og i en vis forstand forudsiger – i filmen Ghost Dance fra 1983, hvor han blandt andet filosoferer over filmindustriens teknologisk funderede spøgelser.
Det hele blander sig med jegets oplevelse af at være til i denne verden, hvilket formidles fremragende af Heidi Mortensons drevne vokal. På »Gennemsigtig« synger hun således med en dybt rørende, desperat, men også træt, længsel: »Ligger / og flyder / på stuegulvet igen / tanker fra et rumskib / svævende omkring (…) Du er gennemsigtig / i alle husets rum / du er her / men er her ikke / allermest ikke / faktisk slet ikke.«
Tid tager mig dermed ind i et særligt musikalsk rum, hvorfra den får mig til at se min egen virkelighed med nye øjne, mens jeg i øvrigt får lyst til at danse mekanisk rundt i min egen elektro-eksistentielle suppedas.
Krybdyr på rumfart
Den danske elektroniske popmusiker Julie Aagaard, som udgiver musik under navnet Kill J, har allerede på baggrund af en række singler opnået international opmærksomhed fra bloggosfæren og bliver jævnligt spillet på BBC og P3.
Men selvom hun har succes inden for de etablerede kanaler, og selvom hun helt afgjort laver popmusik, har hun samtidig nægtet at påtage sig rolle som popkulturens perfekte, pleasende Venus-kvinde.
Hun iscenesætter sig i modsætning hertil som et kvindeligt krybdyr, der med gennemsigtige vinger og en fantastisk stærk sans for den sitrende popmelodi hamrer igennem Rummet, mens hendes stemme morfer sig om til lyspartikler, som hun skyder ud til alle sider – ikke mindst på et nummer som »Trickle Trickle«.
Og så iscenesætter hun sig naturligvis som den feministiske killjoy, som ser nødvendigheden i at påpege samfundets uretfærdigheder, selvom det ødelægger ’den gode stemning.’
En kunstnerisk tilgang, som hun naturligvis understreger med sit navn, men som hun også viste et stærkt eksempel på, da hun i november sidste år udgav et dystert og dybt alvorligt cover af Aquas »Barbie Girl«, som genaktualiserede nummerets kritik af kvindens plads i det visuelle samfund. Her var der i sandhed skruet op for den dårlige stemning. Ligesom der også er det på nummeret »Propaganda« fra EP’en.
Det er dog vigtigt at nævne, at selvom Kill J arbejder bevidst og med stor dygtighed med at forstyrre normerne ved at flirte med ubehaget, er det ikke som sådan ubehageligt at lytte til Quasi.
Tværtimod gør Julie Aagaards førnævnte sans for den gode popmelodi og de detaljerede produktioner lytteoplevelsen yderst dragende. Og der hersker ingen tvivl i mig om, at Kill J har potentialet til at tage ud på den helt store popstjernefærd, hvor hun oven i købet kan gøre det med noget på hjerte. Som en vigtig feministisk stjernekriger.
Heidi Mortenson: ’Tid’ (Voodoo Echo)
Kill J: ’Quasi’ (No3)
