Læsetid: 5 min.

Iggy Pop med rynker og stil

Iggy Pop vender tilbage til fordums, berlinske storhed. Besat af død, sex, arv og samtidig stadig i stand til at skrige hedsporens megafonskrig gennem lynlåsen på hvad som helst med en puls
Iggy Pop hånd i hånd med Queens of The Stone Age-frontfiguren Josh Homme

Iggy Pop hånd i hånd med Queens of The Stone Age-frontfiguren Josh Homme

PR Foto

18. marts 2016

Iggy Pop tog til Vestberlin med David Bowie i 1976 for at lave en ny plade med ham. Og de tog begge af sted for at slippe af med deres stofafhængighed.

Der var ikke meget glamour over den tidligere Stooges-frontfigur og det marginaliserede protopunkikon på dét tidspunkt.

Han sov på en madras i en garage, som han delte med en hustler ved navn Bruce. Han havde været i fængsel for at have stjålet ost og æbler. Og heroinafvænningen havde ikke virket. Sådan fortælles det i hvert fald i Paul Trynkas biografi Starman: David Bowie.

Hovedpersonerne har i flere omgange beskrevet Berlin som en gave. Bowie har endda kaldt byen for deres »klinik«. Mens Pop har sagt: »Det var en uddannelse. Der var altid en idé om at vi forsøgte at lære noget her. Og at være ganske disciplinerede omkring det.«

Projektet lykkedes. Bowie slap af med sin kokainafhængighed, og Pop smed heroinen på døren. Og byen var sund på andre måder: Berlinerne lod dem være i fred, havde mere travlt med at få deres egne liv til at fungere, end med at hidse sig op over et par rockstjerner, der i øvrigt ikke gjorde meget væsen af sig.

Iggy Pop, København, 1977

Polfoto

Og i hvad der bedst kan beskrives som en kreativ raptus skabte Bowie i 1976-77 mesterværkerne Low (dog kun færdiggjort i Berlin) og ‘Heroes’, mens han producerede Iggy Pops to hovedværker, The Idiot og Lust For Life.

Ligesom dengang

Den historie er relevant for den her anmeldelse, fordi den amerikanske mesters nye album Post Pop Depression er opstået i en kreativ proces, som Pop forfinede sammen med Bowie dengang i de forjættede år.

Ja, inden han begyndte på sit nye og meget frugtbare samarbejde med Queens of The Stone Age-frontfiguren Josh Homme, så sendte han ham noter fra sit samarbejde med Bowie. De gik således i studiet uden færdige sange akkurat som under indspilningen af ‘Heroes.’ Det var endda Pop, der under indspilningerne til Lust For Life lærte Bowie at improvisere teksterne og færdiggøre dem i sidste øjeblik.

Og eksperimentet lykkes igen her 38 år senere på Post Pop Depression. Ikke kun ånder albummet med en garagerocket nerve, de ni sange synes også flået ud af rockens døde kød, vækket til live på mirakuløs vis med alskens elektrisk habengut.

Ja, der er den samme fornemmelse af åbent eksperiment, kuldslået cool og sløret erotik som på berlinerværkerne. Og sangene får lov til at ånde i et ganske queer territorium, måske ikke nødvendigvis seksuelt ambivalent, men i hvert fald udsvævende i sine udførelser. På »American Valhalla« lyder Pop som en kabaretsanger:

»Innocence ... It’s so hard to figure it out. I don’t know. Where is American Valhalla?« Mens Iggy som en tyv i natten deklarerer på åbningsnummeret at han vil »break into your heart«, hvilket vel egentlig er en meget god beskrivelse af rockens libido: Ikke den subtile førsteelskers soundtrack til en tur i hypofysen på den udkårne, men hedsporens megafonskrig gennem lynlåsen på hvad som helst med en puls.

Berlinerhistorien er også relevant for den her anmeldelse, fordi den reddede Iggy Pop op af den rockmytologiske suppedas og gjorde ham i stand til at realisere en værdig solokarriere.

I et afsnit af kokken og tv-stjernen Anthony Bourdains serier, sidder de to herrer og drikker hvidvin og nyder finere cuisine på en restaurant i Miami. Bourdain spørger til helseudgaven af Iggy Pop sammenlignet med den usunde protagonist transmitteret på Stooges-pladerne fra og med debuten i 1969.

»Hør her,« svarer Pop, »hvis man bare brændte ud, så ville man være i et stort og ikke distingveret selskab. Og så ville alle ens værker også brænde hurtigere ud med en.«

PR Foto

Tidligere rod

Berlin og Bowie udstyrede Iggy Pop med muligheden for en musikhistorie, nu inde i sit sjette årti. Og der er et hårdt skrig fra Iggy Pop den ældre på nummeret »In The Lobby«, som runger ned igennem årtierne til den dionysiske rod, der drev sin krop ud i vilde ekstremer dengang i front for Stooges. Og der er erkendelsen af, at han ikke er den rod længere: »An ocean of bodies, and then there’s me/I hope I don’t lose my life tonight

Bowie var medkomponist i 1976-77 på så store Iggy-sange som »China Girl«, »Nightclubbing« og »Lust For Life.« Den slags hits finder man ikke på Post Pop Depression, selvom der er virkelig store sange som »Sunday« og »Break Into Your Heart«.

Der er så også noget andet og mere swingende på spil, ikke mindst i elguitaren, der i hænderne på Homme lyder frisk og sexet. Lige som de hvirvlende soulede mandekor er et fornemt trademark overleveret fra den 42-årige guitarist, producer og sangskriver til det 68-årige arvestykke.

Der er akkorder, der bliver hugget i sløv sexet sirup, og riffs, der lyder som Led Zeppelin- eller Marc Bolan-opfindelser krøllet hårdt sammen i en tidsmaskine. Og der er den smukke, melankolsk balkanklingende stryger-koda på »Sunday«.

Iggy Pop er 68. Og det kan man også godt høre. For eksempel i hans vibrato på »German Days« og »Chocolate Drops« (på førstnævnte lyder han meget passende stolt knejsende som Bowie). Sangene er optaget af sex, død, arv og det amerikanske mareridt. Og der glides mellem begær og dødsangst. Han er i seng med Gardenia: »Your hour glass ass and your powerful back

Vokalharmonierne i omkvædet er henførte: »All I want to do is tell Gardenia what to do tonight

Men han ser en farlig vane, da lyset bliver tændt: »When you turn the lights on/There’s always a catch

Og på »Paraguay« vrænger han ad en ny samtid fra den erfarnes perspektiv: »There’s nothing new/Just a bunch of people scared/Everybody’s fucking scared

Og der er raseri: »You take your motherfucking laptop/And just shove it into your goddamn foul mouth / And I hope you shit it out/With all the words in it/And I hope the security services read those words/And pick you up and flay you

Post Pop Depression er en garage rock apoteose. Iggy Pop, den gamle ronkedor, kommer til sin ret. Med værdighed. Han promenerer med stor vokal sikkerhed og krukket gravitas gennem numrene, aldrig i færd med at halse efter tiden eller ungdommen. Optaget af at realisere sig selv i rynket inkarnation, med stil.

Hør bare den stolthed, hvormed han glider gennem sangene. En sprød mahogni af uvant, knortet skønhed i gang med at sænke rødderne dybt i sin fortid og folde sin rå efterårsdragt ud for nye lyttere. I kan udmærket stå på her.

PR Foto

Iggy Pop: Post Pop Depression (Caroline Records). Udkommer 18. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu