Læsetid: 3 min.

Ja, det er ægte stjerner

I Teater Mys fortryllende børneteaterunivers virker alt funklende ægte. Og ’Jeg kan huske alting’ er endnu en forestilling, hvor Mette Rosleff beriger børnehavebørnene med sin livsglæde og sin undren
1. april 2016

Mette Rosleffs stemme smiler. Den er en af de stemmer, jeg er parat til at køre mange timer i tog for at høre. For hendes stemme tilgiver nærmest på forhånd. Både børn og voksne bliver helt rolige af lyden. Og de sætter sig til rette på de små puder i Teater Mys lille, nye telt og gør sig klar til at opleve teater.

Jeg kan huske alting er Mette Rosleffs nye forestilling – i hælene på succesforestillingerne Himmelsange og Små skridt, som gennem de seneste år har sat nye standarder for enkvindesbørneteater for børnehavebørn.

Denne gang er hendes teater rykket helt ind i børneværelset. Ind til barnesengen med tremmer for siderne og tøjskuffer under madrassen. Mette Rosleff spiller egentlig bare sig selv. Eller sig selv som barn.

Hun står i hvert fald bare og fortæller om sin seng. Og hun åbner sin pude, så man kan se alle stjernerne blinke indeni. Allerede her er børnehavebørnene fuldstændig overvældede:

»Er det ægte stjerner?« hvisker et barn.

»Den er magisk!« hvisker et andet barn tilbage.

23 jordbær

Hun fortæller stilfærdigt om, hvordan hendes dag er gået. Om alt det, hun har spist – og her får de toårige og andre begyndere udi det danske sprog elegant nok lige opfrisket ordforrådet, når hun stolt fremviser »et æg« og »et æble« – og ikke mindst »en lagkage med 23 jordbær på og flødeskum«. Humoren er helt stille og boblende. Det er skønt.

Pointen er, at denne pige vitterlig kan huske alting. Hun remser stolt op: »Jeg kan huske, at jeg har kysset min mor,« siger hun – og straks dukker der to små dukker op fra en usynlig sprække i sengetøjet, en mordukke og en ’hende selv’-dukke.

Så fortæller hun ellers om dagens udflugt med børnehaven, hvor drengen Cornelius næsten blev væk, inden han blev fundet igen – hvorefter erindringen bliver til hel stribe, små dukker med selvlysende turveste på. Og så videre.

Der er intet stort drama i Jeg kan huske alting. Der er netop bare den stille hverdags mange små begivenheder, som tilsammen skaber tryghed for det lille barn.

»De voksne siger: Du må ikke løbe i børnehaven,« siger hun med overrasket stemme – tydeligvis uden at fatte, hvorfor det nu skulle være så farligt at løbe lidt.

Sådan holder Mette Rosleff i det hele taget barnets synsvinkel på hverdagen: Nysgerrig og fuld af spørgsmål, men loyal.

Det er Giacomo Ravicchio, der har instrueret Mette Rosleff – med en fin sans for det finurlige i hendes stilhed og det altafgørende i hendes blikke ud mod børnene. Desuden arbejder dukkeføreren Sigurd Dissing i de skjulte dyner, når han pludselig får moderen til at dukke op som minidukke i retrosportsbil – eller naboens garage til at larme med syrede pensionister, der spiller heftig Martin Vognsen-rock hver aften. Det er sjovt.

I 1970’erne ville en sådan forestilling sikkert handle om kønsroller og familiemønstre. Her handler den mest af alt om barnets tryghed.

Men det er da muntert, når pigen uimodsagt fortæller om sin far: »Min far løber hurtigt. Han taler altid i mobiltelefon,« hvorefter en fardukke med enormt lange, blå jeansben løber af sted med en pigedukke på armen – direkte mod børnehaven, hvor pigen bare roligt og smilende konstaterer:

»Vi kommer for sent i børnehaven – igen.«

Favnende teater

Her er ingen irritation eller fordømmelse. Bare konstatering og forståelse. Det er noget af det, der gør Teater Mys hverdagshistorier så favnende og så genkendelige. For vi kommer jo alle sammen for sent til den børnehave eller den fødselsdag …

Den bedste replik er dog forestillingens gengangersætning: »Jeg elsker at være her.« Fordi den rammer barnets glæde over at være til og at ligge i sin seng – og barnets lettelse over at være født i lige netop denne familie, der bor lige netop dette sted.

Så enkelt og kærligt lyser Teater My på den danske og på den internationale børneteaterhimmel med sin renfærdighed og sin smilende undren. Aldeles uimodståeligt.

’Jeg kan huske alting’.
Tekst: Mette Rosleff og Giacomo Ravicchio. Instruktion og scenografi: Giacomo Ravicchio. Teater My.
Rekvisitter og dukker: Sigurd Dissing. Musik: Martin Vognsen. Målgruppe: De 2-6 årige. Teater My

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu