Læsetid: 4 min.

Kærlighedskarrusel og kåde kaniner

I Elisa Kragerups ’Figaros Bryllup’ er kærligheden et afdanket tivoli, hvor greven har bollet alle kvinderne tykke, og der er ingen nåde til sidst. Det er rigtig sjovt
I Elisa Kragerups version af ’Figaros Bryllup’ er historien henlagt til en afdanket forlystelsespark i 1950’erne

I Elisa Kragerups version af ’Figaros Bryllup’ er historien henlagt til en afdanket forlystelsespark i 1950’erne

Miklos Szabo

3. marts 2016

I foromtalen på Det Kongelige Teaters hjemmeside beskrives det smukt, at Elisa Kragerup med sin iscenesættelse af Mozart og Da Pontes opera Figaros Bryllup vil tage skridtet ud i operaens verden og operaen ind i Kragerups. Det betyder på kragerupsk, at hun vil tage operaen i skridtet og omvendt. Mozart selv ville være spændt.

Handlingen er flyttet fra et gammelt italiensk palads i 1700-tallet til en afdanket forlystelsespark i 1950’erne: Funfair. Greven er parkens direktør og folket de Kansas-klædte ansatte. Kapellet er rykket op på scenen som et promenadeorkester på en friluftsscene med kulørte lamper, og en rutsjebane går fra den ene side af scenen til den anden.

At Funfair kun er et bogstav fra forlystelse til fortrydelse, sandes allerede i ouverturen. Som en lille fast forward-forhistorie ser vi greven med sin kommende grevinde løbe rundt med ballon og candyfloss og kåd latter.

Så drøner de over scenen på bryllupstur i rutsjebanens svanevogn med riskasten og brudebuket, som Susanna griber, men tredje gang er det bare et trist vehikel, som rutsjebanen lukker ud med grevinden kiggende stram i masken ud mod publikum med greven ved sin blinde side.

Sådan kommer vi lige derhen, hvor historien starter. Grevindens hvedebrødsdage er forbi, tjenestepigen Susanna er grevens nye attråede objekt, og i dag skal Susanna giftes med grevens tjener Figaro, og det første bogstav i tivoliets lysende navn går ud med et knald.

Musikken under halvtag

Fra denne storslåede begyndelse og gennem første halvleg indtil pausen leges der med tivoliets kærlighedskarruseller, som alle får en tur på.

Meget flot i det første store ensemble, hvor Kragerup på elegant vis får illustreret Mozarts fantastiske håndværk ved at lade de seks sangere med hver sin interesse i det kompliceret sammenfiltrede kærlighedsdrama synge ud på hver sin enten virkelige eller animerede karruselhest i præcis den samhørighed og afskårethed, en karrusel har til sine turgængere, og Mozarts musik har til sine stemmer.

Ellers kan første halvleg godt synes som en tour de force i ideer til hver enkelt lille scene, og nogle er mere underholdende end andre. Hvad man mest kan savne, er den dobbelthed, der er Mozarts grusomme genialitet.

Når hyldestkoret, hvor alle de kvindelige ansatte kommer ind med store maver og overrækker greven alle hans uægte babyer i stedet for blomster, bliver til et spottekor, er det sjovt og godt, men uden kontrast til Figaros dårlige humør og vrede, eller når grevinden bliver ved at være en forsmået mokke og ikke brænder igennem med sin kærlighed til greven, eller når man ikke får lov at høre grevens ulykkelige fortabthed i sin egen libido, mangler man noget fra disse dobbelte lag, som sangerne i deres spilleihærdighed på en eller anden måde misser i denne opsætning.

Måske er forklaringen så enkel som, at fordi kapel og dirigent helt konkret er placeret under halvtaget bag sangerne, er musikkens anden dimension for langt væk i billedet. Også intonation og præcision var en smule udfordret.

Farlige kaniner

Ikke desto mindre har Kragerup fået gjort sine omend ensidige karakterer meget stærke og overbevisende og spiller herligt med disse i en gennemført historie. I anden halvleg efter pausen voksede ideerne til det virtuose.

Susannas lille, nogle gange næsten uanselige, serenade blev gjort til et hypnotiserende, komisk-erotisk sexbunny-show. De kvindelige karakterer med Susanna i spidsen omdannedes i en dæmonisk spøgelsesbelysning til var-kaniner – hvis der er noget, der hedder dét – mens de mandlige karakterer endte kravlende på gulvet med ulvemasker på, hylende under de strittende numsers overmagt.

Den tvekønnede Cherubino var med på kaninholdet som lille liderlig hankanin, der humpede dameben eller sad blændet i grevindens lygter.

Der styredes hen mod en slutning, som ikke er Mozarts eller Da Pontes, men til gengæld den eneste rigtige i denne mere kyniske udgave. Hele operaens absolutte forløsning og magiske øjeblik er dér, hvor greven falder på knæ for grevinden i et perdono, tilgiv! Men ikke for Kragerup, der i stedet vrænger ordet ud i lysende tivolibogstaver uden knæfald eller bløde punkter og vælger et andet udfald for hovedkaraktererne.

Velspillet

Palle Knudsen som greven gik hele vejen som en usympatisk tivolidirektør og var virtuos i det fulde byg-selv-udstyr i forsøget på at trænge igennem til sin kones skabshemmelighed uden at beherske så meget som en skruetrækker.

Sine Bundgaard var en statelig grevinde, perfekt som overklasseløg og tabloid-emne, Anke Briegel spillede en lidt alvorligere Susanna uden den handlingens og snarrådighedens karakter, hun plejer at have, og lignede mere en ung og bekymret Hilda Heick, men sang lige smukt for det, mens Henning von Schulman var en mere traditionel og også velspillet og velsunget Figaro.

Tuva Semmingsen er stemmemæssigt en suveræn Cherubino og havde fået godt med kød på sin rolle med latinohår og større selvsikkerhed, end det normalt er Cherubino beskåret.

Kapellet, der på scenen blev udnyttet som medspillere, spiller forrygende, også under dirigenten Andreas Spering, og også selv om deres position bag sangerne som nævnt gjorde musikken mere til et akkompagnement end en hovedrolle. Men skidt nu med det. Mozart skrev alligevel musik, der er for smuk til at opføres, og operaer, der er for geniale til at forløses. Vi har brug for mange Figaros Bryllupper, og Kragerups virtuose kærlighedskarrusel er mindst én tur værd.

’Figaros Bryllup’ af Wolfgang Amadeus Mozart.
Det Kongelige Teater. Gamle Scene.
Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Musikalsk ledelse: Andreas Spering.
Det Kongelige Kapel og Operakor og diverse solister. Til 28. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det der med greven, der har bollet alle kvinderne tykke, er det så "rigtig sjovt" i en tid, hvor Information foreslås omdøbt til Voldtægt?