»Fly Like an Eagle«, »Fly Me to the Moon« og »Fly on the Wings of Love«. Listen over musiknumre, som på en eller anden vis handler om at flyve, er lang. Friheden og kærligheden giver vinger.
Menneskene har altid været fascineret af det at flyve og stræbt efter at gøre fuglene følgeskab. Vi har fløjet i fantasien og skildret flyvning i alle kunstens genrer, ligesom psykoanalytikere har analyseret vores drømme om at flyve som ønsker om frihed eller flugt fra den jordiske hverdag.
Samtidig har vi frygtet faldet, når kærligheden brister, friheden stækkes, og vingerne ikke længere bær. Flyvningens bagside er faldet, hvad enten det skyldes overmod som i den gamle Ikarosmyte eller samtidens meningsløse flykatastrofer som den sidste sommer, hvor en psykisk syg pilot styrede en Airbus A320 ind i en bjergside i de franske alper.
Klichéen om »højt at flyve, dybt at falde« er meget dækkende for den østrigske skrædder Franz Reichelt, som i 1912 kastede sig ud fra Eiffeltårnet i en flyvedragt for at bevise dens værd. Dragten, som Reichelt regnede med kunne afsættes til piloter, skulle efter planen folde sig ud som en faldskærm.
Demonstrationen tiltrak mange mennesker og blev foreviget af et andet af tiden nye opfindelser, filmmediet. Forsøget mislykkedes desværre. Den tapre skrædder styrtede til jorden som et projektil.
Filmen kan netop nu ses på Brandts i Odense som et led i udstillingen The Dream of Flying, der forener kunst, videnskab og teknik og viser aspekter af flyvningens historie parallelt med kunstneres konkretiserede drømme om at flyve eller falde.
Eller som kurator Christina Back forklarer: »Vi har delt den overordnede titel i to undertemaer i hvert sit rum. ’Dreaming’, som handler om drømmen og den svævende krop, om himlen, fuglestudier og de første maskiner og glidere samt om hybris og hele Ikaros-myten – altså styrtet. Den anden afdeling hedder ’Flying’ og fokuserer på den realiserede drøm. Her viser vi den historiske og teknologiske udvikling, flyvemaskinerne og forbruget, der følger med, i form af reklamer og modedesignede uniformer fra Air France og endelig den videre vej ud i rummet.«
»Flyvning er jo et fantastisk emne med mange facetter. Det handler ikke kun om teknikhistorie, men også om drømme, om at være modig og om mytiske elementer. Og tænk bare på de mennesker, der har investeret så meget i det – enkelte deres liv,« siger hun og henviser til netop filmoptagelserne af Reichelt.
Vi kan alle flyve
Udstillingen spænder vidt. Fra Leonardo da Vincis skitser af flyvere og helikoptere til den danske samtidskunstner Simone Aaberg Kærn, som under Informations besøg er ved at hjælpe teknikere fra Danmarks Tekniske Museum med at montere vinger på det Piper fly, som indgår i kunstværket »A Micro-Global Performance«. Her satte hun sig for at flyve til Kabul for at hjælpe med at realisere en ung afghansk piges drøm om at flyve.
»Jeg har ikke fløjet i dette fly siden 2006. Det er blevet til et kunst-objekt og indgår i min installation. Flyet har været ophængt som kunst på museer, og nu skal vi finde ud af, hvordan vi skal placere det her på Brandts,« fortæller Simone Aaberg Kærn.
Foruden flyet indgår der fotocollager og videoprojektioner i installationen, der refererer til flyveperformancen i 2002-2003. Men derudover er kunstneren repræsenteret med et ældre værk, »Wanna Fly«, en videoinstallation, som på humoristisk vis handler om drømme om selv at flyve.
»Den handler om vores vilje og lyst til at flyve. For mig startede det med et chok og en sorg, da en nær slægtning døde. Det forårsagede et styrt – jeg kunne ikke længere flyve i tanken. Sorgen holdt mig nede. Så blev jeg nysgerrig på, hvad der driver os i Vesten til at ville gøre noget, som vi faktisk ikke er skabt til? At ville flyve som menneske er et umuligt projekt, mission impossible,« forklarer kunstneren.
»Jeg har altid kunnet flyve som forestillingskraft, sådan gå på jorden og samtidig flyve af sted i tagrendehøjde. Det giver et godt overblik. Det er en enorm styrke og en stor kapacitet, som vores hjerner har. Vi kan alle flyve, indtil en eller anden dum skolelærer ødelægger det hele ved at sige, at det bare er fantasi. Skolen nedbryder vores forestillingsevne.«
Katastrofen er iboende
Simones Piper-fly har været udstillet på Danmarks Tekniske Museum, men det er første gang det indgår i en større tematisk udstilling, som kombinerer kunst med teknik. Hun insisterer nemlig på, at såvel flyvemaskine som film skal opfattes som dele af et kunstværk, da kunsten hele tiden har været overordnet flyvningen.
»Det er meget vigtigt for mig, at det ses som en billedkunstner, der går ud i virkeligheden og tager objekter med ind i kunstrammen, hvor der er tradition for en kombination af æstetisk og etisk refleksion frem for ren teknisk fascination. Det var kunstprojektet, der gjorde, at jeg uddannede mig som pilot,« fastslår hun, men indrømmer dog, at lysten til at flyve stadig er til stede.
»Jeg er faktisk begyndt at paraglide for at komme tilbage til roden. Tilbage til det fede i at flyve med færrest mulige hjælpemidler og med mindre fokus på det krigspolitiske aspekt, som har spillet en stor rolle i mine seneste værker. Flyvningen er realiseret, så jeg er så at sige vendt tilbage til drømmen. Styrtet vil komme til sidst – det kan ingen af os undgå, lige meget hvor højt vi flyver.«
For Christina Back, som har sammensat udstillingen, har det også været afgørende, at teknikken ikke har overskygget kunsten.
»Det er vigtigt, at udstillingen har et andet abstraktionsniveau med. Men jeg må indrømme, at jeg selv er blevet voldsomt grebet af æstetikken i f.eks. Jeffrey Milsteins fotos af flyvemaskiner, som bliver helt sanselige i deres enkelthed,« siger hun.
Det samme gælder en rusten motordel fra en tysk vandflyver, der blev fundet i forbindelse med anlæggelsen af Øresundstunnelen. Vandet og tiden har været hårde ved den, men også givet den sin helt egen rustikke og skulpturelle stoflighed, der på én gang udtrykker kraft og forfald – og derved henviser til ambivalensen mellem at flyve og falde.
»Ikarosmyten og tanken om hybris ligger hele tiden som en fortælling i baggrunden og dukker op flere gange i udstillingen som en mulighed. Det kender vi jo også fra os selv, når vi er ude at flyve. Vi mærker først suset, når vi letter, men får vel alle tanken, hvad nu hvis …« siger Christina Back.
Mørket lurer f.eks. tydeligt i koreanske Xooang Chois værk »The Wings«, hvor vingerne udgøres af forvredne og urovækkende hænder. Det samme gælder serien »Paradisets Fugle«, som består af 12 blæktegninger af billedkunstneren og filminstruktøren Peter Greenaway. Fuglene er faldne engle med forkrøblede vinger, maskerede ansigter og blottede køn, der vidner om, at alt ikke er perfekt i himlen.
Helt konkret bliver katastrofen hos den amerikanske billedkunstner Heide Fasnacht, hvis store installation »Exploding Plane« fra 2000 udgør et meget synligt element i udstillingen. Det store sølvfarvede fly er knækket over på midten og eksploderet i tusindvis af fragmenter.
»Mit værk er udstillingens mareridt. Det kan ses som en advarsel om det farlige aspekt i flyvningen. At teknologien hastigt styrer mod ulykken. Den accelererende teknologiske udvikling har katastrofen indbygget,« forklarer Heide Fasnacht og henviser til den franske arkitekt og filosof Paul Virilio, der om nogen har påpeget dette og anser flystyrtet som en direkte følge af passagerflyet.
Heide Fasnacht fortæller, at hun har valgt kun at skildre flyet som et eksploderende metalobjekt og ikke har inkluderet mennesker i installationen, da der også skal være plads til humor midt i alvoren.
»Men der er spor efter dem, hvis du ser godt efter,« siger hun og peger på en lille sølvdel, der allerede er landet på gulvet, og hvorpå der står en lille kuffert.
Samme år som Fasnacht skabte »Exploding Plane«, lavede hun også værker med bygninger, der sprænges i luften.
»Jeg bor på Manhattan, ikke så langt fra Ground Zero. Det er tankevækkende, at jeg netop lavede disse værker året før 11. september. Nogle drømme forudser ting. Det tror jeg, at jeg gjorde.«
Udstillingen ’The Dream of Flying’ kan ses på Brandts i Odense frem til 4. september
