Læsetid: 3 min.

Køligt brystkræftdrama

Sygdom, sex og fodbold bliver en underlig – og underligt pæn – cocktail i spanske Julio Medems drama ’Ma Ma’ med Penélope Cruz som centrum for alt
Der er mange pæne mennesker, der opfører sig pænt i pæne situationer i filmen ’Ma Ma’ – selvom den handler om kriser, der ikke er særligt pæne. 

Der er mange pæne mennesker, der opfører sig pænt i pæne situationer i filmen ’Ma Ma’ – selvom den handler om kriser, der ikke er særligt pæne. 

Miracle Film

18. marts 2016

Fra første færd etableres Julio Medems nye film som et værk af ikke blot ham, men også af filmens altoverskyggende stjerne, Penélope Cruz.

Måske er det derfor, den føles mindre som en indlysende tilføjelse til hans filmografi og mere som et drama, der frem for alt skal give Cruz en hovedrolle, hvor hun kan få lov at vise hele registret.

Det er svært at gisne om udviklingen af et værk, men Ma Ma fremstår som et drama, hvor Medems blik for poetiske digressioner og skæve eksistenser løbende må vige for en overtydelig fortælling med hang til det sødsuppede, bl.a. i form af en smørtenorlæges serenader om meningen med livet.

Medem var med Vacas, Det røde egern, Tierra og De elskende fra polarcirklen en ny central stemme på 1990’ernes spanske filmscene, og hans finurligt visuelle fortællinger fik hurtigt danske fans.

Medem var ikke bleg for at filme fra et egerns perspektiv eller for storladent at åbne historier med bevægelser fra verdensrummet til den røde, spanske jord, hvor mennesker slås med bænkebiderplager, familierivaliseringer eller den altid komplicerede kærlighed.

Siden Sex and Lucia fra 2001 har der været stille fra Medem-fronten på de danske lærreder, og hvis man drømte om et storslået comeback, skuffer Ma Ma desværre, selv om Penélope Cruz er udmærket som centrum for det hele.

Cruz og mændene

Cruz spiller moren Magda fra Madrid, som får konstateret brystkræft. Hendes akademikermand Raul (Alex Brendemühl) er skredet med en studine, og Magdas liv handler nu kun om deres fodboldglade søn Dani (Teo Planell).

Efter at have fået diagnosen møder Magda talentspejderen Arturo (Luis Tosar) til sønnens træning. Arturo leder efter unge navne til Real Madrid, og Dani er et bud.

Ikke så snart har de mødt hinanden, før Arturo får et opkald om, at hans kone og datter er blevet kørt ned. Datteren er død, konen er i coma. Det bliver indledningen på et sørgende venskab, hvor Magda efter sine behandlinger opsøger Arturo på hospitalet, indtil hans kone også dør, og det står skrevet i kortene, at Magda og Arturo bliver et nyt par.

Det er ikke mindst indlysende, fordi filmen ellers er underligt affolket. Magda har tilsyneladende ingen andre vigtige venner, familiemedlemmer eller kolleger, og der er frem for alt stort set ingen andre kvinder i filmen, hvor Magdas brystkræft ellers kunne have lagt naturligt op til at inddrage andre af hendes køn.

Da Magda og Arturo danner par, kommer Magdas flotte læge Julian (Asier Etxeandia) til gengæld prominent ind i fortællingen, og en hemmelig sexklub finder også pludselig plads. Sideløbende kører fodboldplottet med Arturo som den nye farmand. Helheden ender som et elegantudseende rod, hvor tilstedeværelsen af Cruz lader til at skulle være nok til at binde de mange løse tråde sammen.

Find mig, elsk mig!

Desværre fremstår handlingen stadig mere søgt og soapet, og forsøgene på at tilsætte noget medemsk poesi fungerer ikke. Et særligt visuelt lag undervejs er en engleblond pige i Sibirien, som vi ser komme vandrende mod kameraet i snedækkede landskaber. Hun er der, fordi Magdas læge overvejer at adoptere hende, hvilket Magda er fascineret af.

Men da lægen skal skilles, og adoptionen ikke længere er relevant, forsvinder filmens interesse for det lag, og det ender med at virke som et påklistret element frem for at tilføre filmen en anden dimension.

På lignende vis fremstår sekvenserne med Magdas drømme og indklip af kroppens organer efter kys eller operationer løsrevne frem for at være et integreret element i fortællingen.

Der er noget underligt køligt over miljøerne. Ikke kun hospitalerne, men også hjemmene. Man føler sig tættere på polarcirklen end på Madrids varme sommer, og Cruz er også langt mere afdæmpet, end man f.eks. kender hende fra pragtpræstationer som i Pedro Almodóvars Volver.

Almodóvar har unægteligt generelt et andet toneleje, men det er alligevel pudsigt at se en Madrid-film befolket af så pæne mennesker med pæn opførsel i pæne miljøer midt i det, der burde været livets ikke særligt pæne kriser.

Penélope Cruz har bestemt mange gode øjeblikke og lægger modigt både hår og bryster fra sig, mens hun portrætterer en kvinde, som prøvet at tackle sygdommen afklaret og værdigt.

Louis Tosar har empativækkende hundeøjne, og Asier Etxeandia er alles drøm om den perfekte læge med evig tid i kalenderen til netop dig og sans for at synge en smuk sang, når det gælder. Men en indre logik eller nødvendighed har filmen simpelthen ikke, og det gør den svær at holde af, selvom den så gerne vil elskes.

’Ma Ma’ – Instruktion og manuskript: Julio Medem. Spansk. (Dagmar, Grand og Vester Vov Vov i København samt flere andre biografer i landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu