Læsetid: 5 min.

Det kvælende ægteskab

Amalie Skram ser i ’Sommer’ ikke kun kvindens forkrøbling i det borgerlige ægteskab, men også mandens. Og hendes psykologiske indlevelse er dybtfølt
Usædvanligt for samtiden blev Amalie Skram (1846-1905) skilt to gange.

Usædvanligt for samtiden blev Amalie Skram (1846-1905) skilt to gange.

Scanpix

19. marts 2016

Amalie Skram var en af det moderne gennembruds førende kvindelige forfattere, med en biografi, der i sig selv lyder som en naturalistisk roman. Faren gik fallit og døde, hun giftede sig som syttenårig med en skibskaptajn, kom med ud at sejle verden rundt, men ægteskabet var ulykkeligt, og Amalie Skram fik det første af flere sammenbrud. Hun blev – usædvanligt for samtiden – skilt og senere gift med den danske forfatter Erik Skram, flyttede til Danmark og var en af de mest produktive kvindelige forfattere i slutningen af det 19. århundrede. I 1899 blev hun også skilt fra Erik Skram. I 1905 begik hun selvmord.

Sommer er fra skilsmisseåret, 1899. Den dominerende fortælleposition i novellerne er den indre monolog. Stemmerne jamrer og klager, vrider sig og råber til himlen, så man indimellem føler sig hensat til det rene helvede. Her lades man ikke i tvivl.

At finde sin læserposition over for teksterne i Sommer er til gengæld sværere. Indimellem har man lyst til at dømme en kvindestemme ude som en overspændt teenager, indimellem som en hændervridende hønemor, og indimellem dominerer lettelsen over, at det da gudskelov ikke er sådan længere.

Spørgsmålet er, om Amalie Skrams rasende oprør mod det borgerlige ægteskab stadig virker vedkommende. Eller om man må træde tilbage og konstatere, at skønt meget i vore dage ikke ligner fremskridt, så er der dog noget, vi har tilbagelagt: Den indespærring i konveniensen, der i datidens borgerlige ægteskab forvred kvindernes forestillingsverden, både i deres romantiske drømme og i deres forhold til den mand de – med eller mod deres vilje – var blevet gift med. Mændene antager form af selvgode monstre, stående (ikke siddende!) ved et dødsleje, suttende og smaskende på en tændt cigar, mens de udstøder ufølsomme bemærkninger og derefter fornærmet går deres vej, når den døende ikke smiler imødekommende.

De rejser bort på fornøjelsesture, hvor de ikke vil have konen med; de skriver ikke til hende, og hun fastnagles i en hvirvel af desperate følelser, bebrejdelser, rædselsfantasier og efterhånden også selvbebrejdelser. Ud slipper hun ikke, hendes følelsesliv baster og binder hende til den samme, samme og samme pinagtige forestillingsverden. Psykologisk er det fintmærkende registreret, men det kan også virke lidt fortidigt.

Fra den anden side

Så vender Amalie Skram imidlertid sagen om. Har nogen været teenagedum nok til i første halvdel af novellesamlingen helhjertet at identificere sig med kvinden, får hun en grundig belæring i anden halvdel. Hvor de første noveller, Glæde og Post Festum, ser sagen fra kvindens synsvinkel, er denne i de to senere, En Rose og Sommer overladt til manden. Med nærmest identisk resultat! Her er det madammen, der er ufølsom og ligeglad med ægtemandens lidelser, her er det manden, der sørger over, hvor meget to ægtefæller kan gå galt af hinanden, så den kærlighed, de i begyndelsen begge følte, lægges øde og vendes til foragt, væmmelse og ligegyldighed. Kun for den døende kvinde i den første novelle, Glæde, er der håb om at møde sin elskede efter døden, fordi hun beredvilligt tager lidelsens fulde mål på sig.

Symmetrien træder til på endnu et punkt: Enten har manden eller kvinden uden for ægteskabet én, som de elsker eller er fristet af. Men også her er trekantens personer fordelt på kønnene. I Glæde har hun en ’han’. I Post Festum har han en ’hun’, og hun kunne til overflod falde for nok en ’han’, Mosjø Brandt, som imidlertid viser sig at have forført tjenestepigens søster, hvorved endnu et af Amalie Skrams faste temaer gennemspilles: Mændenes ’ret’ til sidespring, der fører til kvindernes undergang eller udstødelse. I hendes debutroman, Constance Ring, er dette ved siden af Constances afsky for sin ægtemage bogens andet store tema.

Døden

Den sidste novelle, Memento mori, slår samlingens temaer fast: Hustruen har glædet sig til lettelsen efter mandens lange dødsleje, nu sørger hun sjælen ud af kroppen. Men hun fatter håb, da ’han’, som tidligere tilbad hende, dukker op. Forgæves!

»Man kan hverken græde eller lide eller trodse sig Kjærlighed til. Min Kjærlighed til dig har du selv ærlig og redelig sprængt ud af Verden,« meddeler ’han’ enken, da de efter ægtemandens død mødes.

Og over det hele troner Døden. På god naturalistisk vis ses menneskene som determinerede, de er i en uafvendelig skæbnes vold. Det anslås midt i samlingen i en lille kort tekst, Det røde Gardin, hvor hovedpersonen hverken er hun eller han og temaet ikke deres indbyrdes forhold, men et rødt klæde, der lugter af lig. Trods den svage ligstank falder hun for farven, men kan trods talrige forsøg ikke finde anvendelse for det, da hun først har hjembragt det.

Så dør hun pludselig, og det røde gardin finder anvendelse som – ligklæde. Her skildres døden som smuk: »Han stod og betragted hende. Aldrig havde han tænkt, at en død kunne se så skjøn ud ... Ansigtets Udtryk var mildt og fredfyldt, og Legemet syntes at rødme svagt af Livets Farve.«

Men så træder det naturalistiske blik ind: »Det skyldtes vel det klare Stofs stærke Farve.«

Nu kravler en »mægtig stor, grønlig Flue« under »det røde Flor« og ind på den døde kvindes bryst. Enkemanden skærer en flænge i det røde stof for at få den ud, og novellen slutter:

»Der steg Liglugt op mellem Folderne på Det røde Gardin.«

Man ved, at J.P. Jacobsen var Amalie Skrams yndlingsforfatter. Man genkender slægtskabet i deres forhold til døden. Jeg kom i det mindste til at tænke på nogle linjer om en blomst i et af hans arabesker:

»Den ser ud som en gal Mands Øje,/Som et Ligs røde Kinder./Den har jeg set/I min Kjærlighed.//«

Sådan ser døden, og sådan ser kærligheden også ud hos Amalie Skram.

Det er en styrke, at Amalie Skram ikke kun ser kvindens forkrøbling i det borgerlige ægteskab, men også mandens. Og hendes psykologiske indlevelse er ligeledes dybtfølt. Desuden leverer den naturalistiske pessimisme en overordnet forståelsesramme, der fra Amalie Skrams side vel er et forsøg på at hæve problematikken og almengøre den.

Set fra i dag virker helheden dog ikke nær så kunstnerisk stærk som hos eksempelvis J.P. Jacobsen. I et kvindehistorisk perspektiv er der megen forståelse at hente hos Amalie Skram. Men i et nutidigt perspektiv drager man først og fremmest et lettelsens suk: Noget er dog trods alt blevet bedre!

Amalie Skram: Sommer. Med efterord af Hans Otto Jørgensen. Noveller. Gladiators sandalserie. 97 sider. 150 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu