Læsetid: 3 min.

Louisianas magtmanifestation

En stærk samling udgør kernen i ethvert museum. At Louisiana har en kunstsamling af international rækkevidde og kvalitet, ved de fleste sikkert. Med den nye udstilling ’Illumination’ er der fokus på, hvad museet har set og fået af primært samtidskunst gennem de seneste fire år. Erhvervelser, som er fuldt på højde med de Giacometti-skulpturer og Jorn-malerier, som museet i forvejen er kendt for
William Kentridge: The Refusal of Time, 2012

William Kentridge: The Refusal of Time, 2012

Louisiana Museum

14. marts 2016

Der har i den seneste tid været skrevet om, hvordan de danske museer indkøber og udstiller. Ofte drejer diskussionen sig om repræsentationen af kvinder og mænd, men den seneste tid har nettidsskriftet Kunstkritikk også fokuseret på, hvordan de nordiske nationalgallerier indkøber samtidskunst – hvem de køber, og hvor meget budgetterne lyder på. Under overskriften »Museum på tom mave« kunne man for nylig læse om Statens Museum for Kunst, at indkøbsmulighederne særligt efter de nylige besparelser på kulturlivet er »yderst begrænsede«, og der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt museet er i stand til at indkøbe repræsentativt af samtidskunst på nationalt og internationalt niveau, sådan som målet lyder.

Anderledes positiv er selvfortællingen om Louisianas indkøb af værker. Siden 2012 har museet erhvervet 162 værker af 71 forskellige kunstnere. 96 af disse kan man nu opleve i udstillingen Illumination – og ud fra denne udstilling at vurdere er maven her ret godt fyldt. Her er først og fremmest værker fra nogle af de betydeligste internationale kunstnere i øjeblikket: Yoko Ono, William Kentridge, Gerhard Richter, Cindy Sherman – for blot at nævne nogle stykker. For selv om der også har sneget sig yngre og/eller danske kunstnere ind i samlingen, er det først og fremmest en 3.012 kvadratmeter stor udstilling fyldt med det ene hovednavn efter det andet. De fleste med flere væsentlige udstillinger bag sig i ind- og udland.

Gehard Richter: Strip, 2013

Louisiana Museum

De bedste kort på hånden

Louisiana lægger ikke skjul på, at der er en direkte sammenhæng mellem en god samling og at kunne vise udstillinger med internationalt anerkendte kunstnere. Det står faktisk allerede i udstillingens introduktionstekst. Det, man skal huske, når man ser Illumination, er derfor også, at værkerne ikke kun har værdi i sig selv, som kunstnerisk oplevelse, men også indgår i et sindrigt spil inden for kunstverdenen, hvor gode værker giver mulighed for at udstille andre gode værker. Lidt ligesom dyrekort, magic cards og hvad det ellers hedder – jo stærkere kort du har på hånden, desto stærkere kort kan du bytte dig til.

Det er måske også en af grundene til, at der er så få kunstnernavne i udstillingen, der ikke har internationale udstillinger eller gallerier i ryggen. Blandt undtagelserne er danske Maiken Bent, hvis farvestrålende og underfundigt humoristiske skulpturer i stof og mærkværdige genstande har en befriende lethed over sig i forhold til mange andre af de udstillede værker.

Ana Mendieta: Bird Transformation, 1972

Louisiana Museum

Sammen med amerikanske Catherine Opies lange rækker af fotografier fra Elizabeth Taylors glimtende og pastelfarvede hjem udgør det et af udstillingens bedste rum. I al sin enkelhed fungerer sammenstillingen af materialer, overdådighed og vidt forskellige former for dekadence fungerer simpelthen bare godt og overraskende. Af andre betydelige værker fra den nationale front, er Jacob Kirkegaards Isfald – et totalt mørkelagt rum, hvor man kan forsvinde ind i lyden af is, der smelter, kælver, lever – som blev lavet til museets store Arktis-udstilling, og som nu heldigvis er en del af samlingen. I Pia Arkes collager og filmværker har is en anden, kulturel og historisk betydning. Hendes kunstneriske bearbejdelse af Danmarks koloniale forhold til Danmark har nu også (endelig) fået en plads i Louisianas samling.

Hvid kube, sort boks

Hvor de fleste af væggene i Illumination er malet hvide i tråd med museets modernistiske ophav, kan man i museets underetage træde ind i den sorte boks, hvor en række nyerhvervede videoværker vises i udstillingen Fire Under Snow. Her kan man for eksempel se Candice Breitz’ foruroligende og fantastiske Working Class Hero, en installation af 25 skærme med hver sin hardcore John Lennon-fan, der synger sangene fra hans første soloalbum – mere eller mindre i kor. Her i underetagen kan man også opleve William Kentridges The Refusal of Time – en totalinstallation af video, lyd og en underligt levende maskine midt i det hele – som forholder sig til kolonialisme, videnskabshistorie, filmskabelse og meget mere, men som også blot i sin umiddelbarhed giver lyst til at man bruger tid i denne mærkværdige tidsmaskine.

Der er med andre ord mange gode grunde (altså værker) til at besøge Louisianas samlingsudstilling. Alligevel kunne lidt flere overraskelser og lidt mere støtte til den yngre kunstscene have klædt samlingen. Lidt færre sikre valg, der sikkert ikke ville have væltet budgettet i forhold til nogle af de store erhvervelser. For hvor andre museer er hårdt pressede på indkøbsbudgetterne, så virker Louisianas præsentation som en magtmanifestation uden lige – både i national og international regi.

Not Vital: Hus hvorfra solnedgangen betragtes, 2015

Louisiana Museum

’Illumination – Ny samtidskunst’ på Louisiana. Louisiana, Humlebæk. Indtil den 11. september 2016

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Skulle der ikke have stået "magtdemonstration" fremfor "magtmanifestation" i overskriften?
(Det sidste findes faktisk slet ikke i Den Danske Ordbog).
Men selvfølgelig, Louisiana i Humlebæk har magt - pengemagt - for publikum vælter ind og ser og lader sig bese, og lader et katalog ligge henslængt på et stuebord for lige at signalere kreativ dannelse i den dyre ende.

Udstillingen 'Illumination', som Anna Vestergaard Jørgensen anmelder, lyder nu i mine ører ikke så interessant. Der er for meget video-show i mørke, lyde af is, der smelter i sammenhænge, der slet ikke hænger sammen, Danmarks koloniale forhold til Danmark (?), lange rækker af fotografier fra Elizabeth Taylors glimtende og pastelfarvede hjem - DR´s boligprogrammer har ikke levet forgæves - der ifølge anmelderen udgør det et af udstillingens bedste rum. "I al sin enkelhed fungerer sammenstillingen af materialer, overdådighed og vidt forskellige former for dekadence fungerer simpelthen bare godt og overraskende."
Ud over, at "fungerer" fungerer én gang for meget, så er dekadence og overdådig luksus ikke lige min kop the.