Med uldne testsignaler, industriel forfaldstechno og hauntologiske kammerstykker er dansk electronica i strålende vigør. Ude ved maskinerne, inde i kredsløbene, hjemme på værelserne sker der ting og sager. Og undersøgelserne af fortid, forfald, feltoptagelser og fundne lyde nærer flere udmærkede musikere. Der bliver dykket i gamle vinylplader. Der bliver opfundet ridser og hak i ellers perfekt nymodens produktioner. Og der bliver arbejdet med klange, der illuderer svunden industri.
Som på Søs Gunver Rybergs debut-EP AFTRYK, der synes bygget af materialer fra en nedlagt fabrik. Her har stålet sit eget liv. En hjertemuskulatur smurt i maskinolie dunker panisk. Metalplader piskes til blods. Galvaniserede lunger forsøger at trække vejret roligt under det hektiske uvejr.
Forfaldstechno
Valsers kværnen åbenbarer sig i udkanten af fabrikshallen. En rusten alarm forsøger at komme i sving, men opgiver hele tiden.
»AFTRYK refers to our state of being resonating into the earth,« står der på pladeselskabets hjemmeside, og pressemeddelelsen fortæller, at Rybergs musik består af hendes hjemmesyntetiserede klange og af feltoptagelser. Blandt andet fra Svalbard, hvor hun også rørte ved et 60 millioner år gammelt pattedyrs fodspor, mens hun optog lyde inde i et bjerg gennemhullet af kulminedrift. AFTRYK lader sig indtrykke af industrial og ambient fra de sidste par årtier, men lever altså også i den alt for aktuelle bevidsthed om, hvad vi gør ved planeten. Det er en brutal, men alligevel også opløftende musik. En slags nostalgisk industriel animisme, hvor gammel sværindustri vækkes til live for en stund og synger sange fra glemte haller. Urovækkende, men også ekstatisk. Dansetrip i et diskotek på randen af afgrunden. Forfaldstechno. Og sikke en debut.
Sært hypnotisk
Det arkæologiske gør sig også gældende på Jonas Olesens nye album, der hedder TEST. Det gør det, fordi kompositionerne er baseret fortrinsvis på gamle testplader. Altså den slags som gør brug af forskellige lyde såsom støj eller sinustoner til at indstille lydanlægget med. For eksempel indstille tonearm og pickup på en pladespiller eller bare sørge for, at de rigtige hanstik sidder i de rigtige hunstik, højre i højre og venstre i venstre. »Læg mærke til, om lyden kommer fra venstre,« siger en dansk stemme, der at dømme efter udtalen er fra 50’erne eller måske 60’erne.
I disse testpladers riller har Olesen fundet et righoldigt, nostalgisk klangbibliotek, som han manipulerer med det formål at skabe eksperimentarier af elektronisk klikken, kvidren og pludren, ambiente bobler, støjende skyer, morsekode og andre former for mere komplekse krypteringer. Det er en slags konkretmusikalsk kompositionsmusik for testplader samt lejlighedsvise også andre lydkilder.
Simulerede tinnitustoner fra The British Tinnitus Association, vibrafonoptagelser fra University of Iowa, psykoakustiske demonstrationssignaler fra Princeton University og endelig Olesens eget arbejde med lydgenererende og lydmanipulerende enheder. TEST er en sært hypnotisk plade. En nøgtern afsøgning af uventet skønhed. Poesien i brugslyde bliver afdækket. En fornemmelse af logik og matematik, der bliver til kunst. Fuld af lyde, der ikke er tænkt som musik og sagtens kan opfattes som enerverende. Prøv bare at finde klassisk skønhed i en nøgen sinustone. Eller lyt til Olesens plade, der formår dette med få forskydninger, fordrejninger eller sammenstillinger.
Der er død i kredsløbene på Balvigs debutalbum for Carvings. Her dyrkes et ofte et fremmanipuleret forfald, der sender nostalgiske stød gennem maskinerne. Det er en slags hauntology-kammerstykker; intime, fint melodiske numre, der ofte er gennemridsede og støjnistrede. En bevidst patinering fra skaberens hånd, en sonisk tilbagedatering af nye varer. Vi kender det fra forlorent antikke møbler, men her applikeres patinaen til noget tydeligvis moderne. Og selvfølgelig også en dyrkelse af fejlens, glitchens musikalske mulighed.
Et klaver spiller en afgørende rolle på flere af numrene, hvor dets enkle melodier lægger sig over de grusede beats. En likembes (også kaldet mbira) små metaltunger oplader også sin hæse stemmer. Det er ret så pænt, hvilket er farligt. Og Balvig vakler da også mellem det lidt for pussenussede, ferske, sentimentale og det liflige, krydrede, animerende i sine melodier. Det er knald eller fald.
Og blandt førstnævnte finder man »The Sunday Woodcarver«, »Mpemba« og pladens skramlende, humpende, nærmest elegiske afslutningsnummer »Kinnared«.
Nostalgiske klange
Det er en anden form for alderdom, som duoen Anden Enhed dyrker på LP’en Første Halvår. De simulerer ikke ældning og patinering i lydbehandlingen, men undersøger i stedet de nostalgisk klingende, ældre synthesizeres verden – dér hvor man føler sig i selskab med musikmateriel fra Jean-Michel Jarres Oxygene eller Kraftwerks Radio-Aktivität. Varme, knurrende klangflader, der til at begynde med kaster labre arpeggioer og panoramiske sonderinger over magnetiske marker af sig – men snart begynder at knudre sammen i, hvad der lyder som håndspillede soli.
Bag duoen gemmer sig Andreas Pallisgaard, der også spiller i den psykedeliske rockgruppe Pinkunoizu, og Michael Mørkholt, der blandt andet dekonstruerer folkemusik i ÆMÆX og Solhorn. Deres samarbejde er ikke revolutionært materiale, men det er fuld af nostalgisk charme, harmonisk ro og spontan, melodisk udforskning – og så nogle ret så frække skift i fornemmelsen af, hvad der bestemmer.
Er det maskinernes præprogrammerede klangbygninger og melodiformationer, der oplader deres stemmer ved et enkelt tryk på en knap eller tangent? Eller er det menneskehænderne, der tvinger dem til at give lyde fra sig i uventede mønstre? Hvor fri en vilje har mennesket i en højteknologisk verden? Hvor fri en kreativitet har en musiker i clinch med magtfulde elektroniske instrumenter?
Søs Gunver Ryberg: ’AFTRYK’ (Contort Records) contortrecords. bigcartel.com
Jonas Olesen: ’TEST’ (BIN) totem.menneske.dk/BIN_Physical.htm
Balvig: ’Carvings’ (Sound of Copenhagen) www.soundofcopenhagen.dk
Anden Enhed: ’Første Halvår’ (Oede Oe/Lille Kommune) www.oedeoe.net www.lillekommune.dk
