Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mere konflikt i den nordiske idyl, tak

For tre år siden steg Efterklang til himmels, men nu har det skamroste danske band genstartet sig selv under navnet Liima. En nytilkommen finsk perkussionist sørger for, at rastløsheden forstyrrer den nordiske idyl
Kultur
18. marts 2016

Sidste år komponerede den højt respekterede danske gruppe Efterklang deres foreløbigt sidste stykke musik. Det var et stykke 67 minutter langt lydkunst til lokummet på NOMA.

Således kunne man altså lade gruppens »Stream of Noma« flyde igennem øregangen på gourmetrestaurantens toiletter, alt imens man skyllede sine efterladenskaber ud i kloakken. Og dermed blev der måske sat en eftertrykkelig stopper for alle de oplevelsesøkonomiske brandingfantasier om ’Nordic Cool’ og det skandinaviske som noget særligt fint og ophøjet. Noget skal ud, før der kan komme noget nyt ind.

Det samme gjaldt tilsyneladende for Efterklang selv, som i 2014 satte et punktum for bandet i dets daværende form. Det skete med henvisning til et behov for at »reflektere og se fremad«.

Og nu er Efterklang-gengangerne Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg med tilførslen af den finske perkussionist Tatu Rönkkö langt om længe blevet reinkarneret under bandnavnet Liima.

Om der er tale om et sideprojekt eller et helt nyt kapitel er lidt uklart. Hvorom alting er, så havde Efterklang nok udtømt alle muligheder i den æteriske og skønhedssøgende eksperimentalpop, som de havde perfektioneret igennem et årti.

Samtidig er den heftige hype af alt nordisk vel efterhånden også for nedadgående. I dag virker det ikke længere, som om der et eller andet sted findes et hemmeligt ministerium for skandinavisk kultureksport, hvor Efterklang sammen med Olafur Eliasson, René Redzepi og Karl Ove Knausgård konspirerer tilbagelænede i ferskenrosa HAY-sofaer.

Synergieffekt

Med Liimas debut (eller pseudodebut, for helt grønne er de immer væk ikke), der bærer titlen ii, er der i hvert fald i en eller anden udstrækning kommet andre boller på suppen.

Efterklangs elegante eksperimentalpop har alle dage været et skønt frirum langt væk fra ærgrelser over mistede fingervanter og usikre arbejdsvilkår.

Men hvor Efterklang som projekt forekom at være en harmonisøgende bestræbelse på at udligne ubalancer, nærmest som en slags lydlig blomsterhomøopati, er Liimas univers anderledes ustabilt. Der er rykket en rastløshed ind. Ikke mindst qua den nytilkomne Rönkkö, hvis knitrende rytmik ligger og dirrer nervøst, så det er lige til at få tics i øjenvippemuskulaturen af.

Eksempelvis på »Roger Waters«, hvor elektroniske beats punkterer en langstrakt melodilinje i selskab med Stolbergs bloppende bas. »I’m looking for an answer,« famler Clausens vokal sig frem for kun at blive besvaret af statisk støj. Og på »Trains In The Dark« kværner et kosmisk motorikgroove igennem synthesizernes rosenkvartsfarvede skyformationer som stempler og tandhjul i et for længst forældet industrimaskineri.

På »513« har et nervøst blippende beat svært ved at holde knæene i ro, mens Clausen for en gangs skyld docerer mørkt a la Scott Walker (som Liima har æren af at dele plademærke med, for at det ikke skal være løgn). Musikerne giver plads til hinanden.

Takket være de velplacerede ophold i Clausens velkendte smægtende sangforedrag får rytmerne og klangene lov til at stige, smelte og flyde ud. På åbningsnummeret »Your Heart« får en stemmemanipuleret outro klangligt vokal og guitar til at nærme sig hinanden, indtil der næsten ikke kan skelnes imellem dem. Med den synergieffekt skabes der pladen igennem nogle stærke og fængende øjeblikke, hvor der er lutter musikalsk herlighed at hente.

Perfektionistisk skitsepræg

Ifølge ii’s tilblivelseshistorie har gruppen udsat sig selv for et kreativt benspænd. Materialet er skrevet under artist in residence-ophold af en måneds varighed i henholdsvis Finland, Berlin, Istanbul, Madeira og London, hvor gruppen har suget omgivelserne til sig og helt konkret indsamlet reallyde. Hvert ophold blev afsluttet med en livekoncert i de respektive byer, hvor de nyskrevne sange blev præsenteret for verden.

Hvis materialet virkelig er kommet til verden i en hovsaagtig kreativ raptus, så vidner det altså om nogle musikere med et frygtindgydende højt bundniveau. Selv med skitsepræg har kompositionerne et overskud og en musikalitet, som andre hjemlige navne kun kan drømme om.

Demonstrativt finkulturel

Samtidig må jeg nok erkende min tilbøjelighed til at reagere lidt allergisk på indiemusikere, der omtaler koncerter som en art eksklusive ferniseringer og sangskrivningen som en kunstpraksis.

Det er respektindgydende at lytte til så disciplinerede musikere, men den finkulturelle tilgang til musikken virker på mig en lille smule demonstrativ og unødigt udpenslet. Den indhyller pladen i en rokokoagtig perfektionisme, der for mig bliver en barriere for at lirke pladen helt op.

Og det er en skam, for jeg ville da frygtelig gerne have indblik i den sveddryppende krisestemning efter nedlukningen af Efterklang og inden dannelsen af Liima.

Men nuvel, Liima foretrækker akkurat ligesom Efterklang at bosætte sig på et afskærmet sted, hvor man sætter sin lid til samspillets evne til at sone og hele. Hvor musik er et løfte om uforanderlig skønhed. Jeg så nu gerne mere desperation og konflikt, men det kommer forhåbentlig, i takt med at Rönkkö finder sin plads i gruppen og får mere råderum.

Liima er angivelig det finske ord for lim. Og hvis man ellers kan abstrahere fra sine associationer til den peruanske hovedstad, kan man også tænke sig limen som overordnet metafor for det at spille i et band, hvor musikken er den klæbrige substans, der sammenføjer de adskilte egoer. Om limningen holder, må tiden vise.

Liima: ’ii’ (4AD/Playground). Udkommer fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her