Læsetid: 4 min.

Vi er selv mirakler

John Irving, en af kongerne af murstensromanen, behandler i ’Mysteriernes allé’ muntert katolicismen som en af flere røde tråde i den labyrintiske handling. En dreng fra lossepladsen bliver en berømt forfatter
19. marts 2016

At læse en roman af John Irving er som at begive sig ud på en lang rejse, hvor det vil være fornuftigt at tage både feltseng og proviant med. Man flytter ind og nærmest bor i romanen – og hans særlige univers – i en periode, som om bogen var et telt. Lyder det mærkeligt? Det er det også. Genremæssigt kan man sammenligne hans bøger med film af brødrene Coen og David Lynch, langt hen realistiske, men så med et ordentligt tvist. Semisurrealisme kunne man kalde denne amerikanske afart. Ikke for ingenting hedder en af hans forrige romaner Sidste nat i Twisted River. Hans mange læsere verden over elsker hans bøger lidenskabeligt, andre vil ikke orke dem på grund af længden.

Der er også et pænt indslag af latinamerikansk magisk realisme, ikke mindst i hans nyeste, Mysteriernes allé, som begynder på en losseplads i Mexico, hvor børn lever mellem rygende bål, hvor kadavere af hunde brændes af og nogle gange også mennesker. Børnene lever af at sortere affald. Vi følger to af dem, søskendeparret Juan Diego og Lupe, henholdsvis 14 og 13 år ved romanens start. De har en beskytter, snedkeren Rivera, som muligvis er deres far, de ved det ikke, og med ham bor de i et skur.

Lupe har en fysisk betinget talefejl. Kun storebror kan forstå, hvad hun siger, hvorfor han optræder som hendes tolk. Lupe har den evne, at hun kan læse folk tanker.

Papegøjemanden

Så springer vi hurtigt mange år frem, hvor Juan Diego, som er vores hovedperson, bor i Iowa og er blevet en berømt forfatter. Hvordan er drengen kommet herfra og der til? Det er bogens motor, og forklaringen gives drypvis hen ad vejen. Allerede på lossepladsen lærer han sig at læse bøger, blandt andet nogle, som de stedlige jesuitterpræster har kasseret, fordi de ikke rummede den rette lære.

Selv om drengen ikke bryder sig en døjt om katolicismen, tager jesuitterne ham under deres vinger, fordi det er så usædvanligt, at en dreng fra slummen kan læse. En af dem, en tilrejsende yngre jesuit fra Iowa, bliver hans elskede mentor. Denne går altid i hawaiiskjorter, et typisk Irving-greb. Børnene kalder ham af samme grund papegøjemanden.

Gennem Juan Diego gør John Irving tykt grin med katolicismen, men underkender ikke dens velgørende indsats. Børnenes biologiske mor gør rent for præsterne og er i sin fritid prostitueret (eller også er det omvendt), og hvad er bedre til at bringe det guddommelige ned på jorden end at lade hende støve den lokale Jomfru Maria-figur af? Under rengøringen falder hun ned og slår sig ihjel, hvorved jomfruens næse brækkes af. Der er i det hele taget mange af personerne, der dør, men selv det er Irving i stand til at videregive, så det virker let og muntert. Juan Diego bliver halt, da hans formodede far kommer til at køre over hans fod med sin bil, som han ofte sover i. Han har sat den i bakgear for at få plads til sit knæ.

Verdslig pilgrimsfærd

Som midaldrende forfatter er Juan Diego medicineret med betablokkere og viagra. Ikke fordi han har noget seksualliv, men så er han da beredt. Betablokkerne gør ham sløv, og i den tilstand henfalder han til erindringer. Irving veksler elegant mellem de forskellige tidsplaner.

Til læsere, som er trætte af forfattere, der har en forfatter som hovedperson, er kun at sige, at det vel er lige så rimeligt, som at krimiforfattere ofte har en kriminalkommissær som hovedperson. Måske ikke helt, men dog yderst forståeligt og anvendeligt. Juan Diego gør sig tanker om en kommende roman, som skal hedde En chance for at komme ud af Litauen. Det bruger Irving til på en sjov måde at kommentere sit eget forfatterskab.

Den medicinerede forfatter begiver sig ud på en rejse over Hongkong til Manila. På lossepladsen var der en amerikansk hippie, som var flygtet fra militærtjeneste. Her dør han ironisk nok under sit forsøg på at undgå at dø i Vietnam-krigen. Juan Diego vil opsøge hippiens fars gravsted på Filippinerne, en verdslig pilgrimsfærd, men har glemt at få hans navn!

Litterære stalkere

Det er naturligvis umuligt at redegøre for alle historier og sidehistorier, men midt i det kaotiske finder man alligevel en ledetråd eller rettere flere i lighed med Ariadnetråden i labyrinten på Kreta i den græske mytologi. En af de væsentligste handler om to kvinder, en mor og en datter, som er litterære stalkere, der har læst alle Juan Diegos bøger og kaster sig dominerende over ham. Han får brug for sine viagraer på dem begge, dog ikke på samme tid.

Et kinesisk par fotograferer ham med hans mobiltelefon sammen med de to kvinder, men da han senere vil se fotoet, er kvinderne ikke med på det, og er det så sket i virkeligheden?

Man kan læse og tolke romanen på mange måder, måske først og fremmest som en hyldest til livet, specielt at det altid kan tage en helt anden og overraskende retning end den, som er udstukket fra starten, et helt centralt tema hos John Irving.

Eller man kan opholde sig ved, at forfatteren ved sin indlevelse gør det unormale normalt, eller ved det, som lillesøster Lupe udtrykker, efter at de to søskende for fornøjelighedens skyld har smurt rødbedesaft på blandt andet Jomfru Maria-figuren for at forlede jesuitterne til at tro, det er et mirakel:

»Det er os, der er mirakuløse!«

John Irving: Mysteriernes allé. Oversat af Rasmus Hastrup. Lindhardt og Ringhof. 580 sider. 350 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu