Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

For meget Morten Korch i provinsen

Hans Rønnes eminente iscenesættelse af slægtsdramaet ’I udkanten’ kan ikke skjule, at teksten er for bastant
Kultur
4. marts 2016

Skuespillerne i en Hans Rønne-forestilling spiller altid overbevisende. De har ofte et særligt lys i øjnene – som om de virkelig er blevet set. Følelsen af næstekærlighed er altid stærk. Som om Hans Rønne forstår enhver af sine rollefigurer og er parat til at forsvare dem, uanset hvor forkrøblede og ondskabsfulde de ellers måtte være.

Sidste år var det Hans Rønnes forestilling Som i himlen, hvis følelsesfulde ægthed rev tæppet væk under publikum. Og nu har han så iscenesat forestillingen I udkanten for det lille Teater O, der ellers er et af landets førende teatre for teenageforestillinger, men som altså hermed har kastet sig ind i voksenrepertoiret.

Forkerte skæbner

I udkanten lykkes skuespillermæssigt. Den ene skønne person opstår efter den anden – nuanceret og smertefuldt og nærmest smukt. Desværre er teksten af Lars Dammark og Anders Valentinus Dam ikke på niveau med iscenesættelsen. Plottet virker gammeldags og fortænkt – og ender med at passe ligesom en krimi, hvor alle personer og handlinger flettes sammen. Det er næsten som at møde H.C. Branners figurer fra 1950’erne – eller Ibsens fra 1880’erne: Alle personer er fulde af fortrængninger. Så det handler bare om at trevle deres livstragedier op.

Udgangspunktet er ellers forfriskende: Nu skal vi til det yderste af den danske provins og opleve, hvordan folk lever der i dag. Men sådan bliver det ikke. I stedet kommer vi til et Morten Korch-agtigt scenarie, hvor Mutter Gerda bestyrer sit værtshus og dominerer sine sønner – og hvor tiden ellers er gået i stå.

Desuden forsøger stykket at læne sig op ad filmens virkemidler ved hele tiden at indskyde flashbacks fra fortiden. Det er let nok at følge disse tidsforskydninger, men det virker ret irriterende. Ibsen ville have ladet personerne tale om deres fortid siddende i en sofa – i stedet for at lade dem klatre i træer midt i det hele …

Varme øjne

Solstrålen i denne forestilling er den unge 3. års skuespillerelev Asta Kamma August. Hun har en varme i sine brune øjne, så man bliver helt blød. Og hun har den slagfærdighed, der skal til, hvis historien på nogen måde skal overbevise os psykologisk.

Anders Valentinus Dam har en kær kejtethed over sig som knækket søn, og Lars Dammark skryder løs, som han skal, mens Lone Dam Andersen dog virker alt for bombastisk som det famøse moderdyr bag bardisken. Men Rasmus Reiersen imponerer ved både at spille offersøn og slyngelfar uden anden overgang end bevægelsen, når han trækker en strikhue langt ned i panden.

Denne tavse, kloge fyr inde bag provinsoutfittet med strikhue og skovmandsskjorte var yderst interessant: Her mærkede man det forunderlige fingeraftryk af Hans Rønne.

’I udkanten’. Tekst: Lars Dammark og Anders Valentinus Dam. Iscenesættelse: Hans Rønne. Scenografi: Claus Helbo. Teater O på Godsbanens Åbne Scene i Aarhus. Til 12. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her