Læsetid 3 min.

Norsk normalitet

Ola Bauers roman buldrer derudad, men uden at komme nogen vegne
5. marts 2016

Efter 40 år i udlandet vender Tom hjem til Norge. Han drikker brandy, fisker og går med aviser, mens han prøver at fortrænge sin fortid og undgå at tænke på døden. I rygsækken bærer han sin gamle lærers notesbøger, som han efter en bytur glemmer hos den litteraturstuderende Ellen. Da det senere lykkes hende at opspore Tom, viser det sig, at et forlag er interesseret i at udgive manuskriptet, og at han fejlagtigt udråbes til Norges næste litterære sensation. Mellem disse relativt få plotpunkter får vi Toms tanker om det sted, han aldrig havde tænkt sig at vende hjem til, og som nu er blevet ham mere fremmed end de lande, han har rejst i.

Der er noget fundamentalt søgende ved Ola Bauers skrift. Dette udtrykkes ved talrige gentagelser, og ved at den enkelte sætning forsøger at være mere præcis end den foregående, hvilket dog resulterer i en ret upræcis og sludrende prosa: »Det her var Norge. Det her var Norge når det var bedst. Han havde ikke brug for mere, en fluestang, vand og ensomhed. Han kunne leve af det. Han behøvede fandeme ikke mere.« Ligeledes giver det bogen en besynderlig rytme, når de fleste situationer behandles overfladisk, mens enkelte strækkes langt ud, uden at det nødvendigvis er ensbetydende med, at der sker noget vigtigt.

Tom er ægte

Jeg har på fornemmelsen, at Toms fremmede blik på den norske kultur skal bruges til at give en væsentlig samtidskarakteristik. Problemet er bare, at han kun får øje på ting, der er så indlysende, at man snildt kan se det, selvom man er en del af det: Hvis man læser visse aviser, kan man få indtryk af, at snart sagt alle madvarer er kræftfremkaldende. Folk er mere sarte over for rygning, end de var før i tiden. Og så taler de meget i mobiltelefon! En 15 sider lang beskrivelse af politikere i fjernsynet kulminerer med udsagnet »Han kom frem til at statsministeren i al sin troskyldighed troede på det han selv sagde«.

I det hele taget er kritikken af den norske normalitet stort set blottet for nuancer. Uanset om det drejer sig om folk på stranden eller Toms unge avisbudkolleger, så har de alle sammen en forfejlet tilgang til verden. Men Tom, derimod, han ved, hvordan man skal fiske, og hvordan man deler aviser ud. Tom er ægte, de andre poserer bare. Han er ikke bundet af normens lænker og kan altid flygte, hvis noget kommer for tæt på: »Det var magter uden for ham selv som tvang ham til at forlade det som lignede lykke.« Og dette citat er endda kun ét af de mange eksempler på bogens romantisering af outsideren, hvormed den tilslutter sig beatlitteraturens kongerække af selvforherligende ansvarsfraskrivere.

Forløberen bliver ellers mærkbart bedre, når Tom glemmer at føle sig hævet over andre. I en scene, hvor han svømmer i en skovsø, erstattes svulstigheden af en klar og afdæmpet prosa, som giver situationen stemning og liv. Desværre er det også et af de eneste steder, hvor Tom beskrives i et formildende skær. Når han interagerer med folk og fortæller sine historier fra gamle dage, virker han faktisk temmelig sølle, og man forstår egentlig godt, at andre har svært ved at rumme ham. Denne store afstand mellem omgivelserne og hovedpersonen rummer mange muligheder, men desværre bliver den ikke brugt til noget. Tom justerer nemlig ikke sin verdensopfattelse ud fra de ting, der sker. Det er, som om han allerede har besluttet sig for, hvordan verden hænger sammen, og når han møder modstand, ryster han bare på hovedet eller flygter. Det giver en lidt for statisk bog, hvor der hverken er nævneværdig udvikling eller forfald. I stedet får vi bare det ene antiklimaks efter det andet, der falder som perler på en forsuttet snor og kun varierer i graden af pinagtighed og depravation.

Ola Bauer: Forløberen. Oversat af Jannie Jensen. Batzer & co. 324 sider. 298 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Bror Larsen
Torben Bror Larsen

Det er lidt mærkeligt at denne bog, som er 4. bind i en tetralogi, ikke i anmeldelsen vurderes som sådan, ligesom det slet ikke nævnes i anmeldelsen, at der er 3 forudgående bøger om hovedpersonen Tom/Tommy. Måske har anmelderen slet ikke vidst dette. Jeg tror at det hovedindtryk af bogen, som anmelderen giver udtryk for, ville være anderledes, hvis de 3 forudgående bøger var indgået i hans perspektiv.

Alligevel indeholder anmeldelsen iagttagelser, som jeg som læser af de foregående bind også finder interessante, f.eks. iagttagelsen af skrivemåden, "Dette her var Norge....", som også er typisk for de øvrige bind.