Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Opgør med patriarkerne

Aydin Soeis mursten af en bog fortæller en vigtig, dramatisk og tankevækkende historie, og gør det helt uden økonomi
Aydin Soeis mursten af en bog fortæller en vigtig, dramatisk og tankevækkende historie, og gør det helt uden økonomi
Kultur
12. marts 2016

Aydin Soei, sociolog, journalist, vigtig stemme i vores diskussioner af bandekriminalitet og nydanske unge, har skrevet en massiv fortælling om sin far og sin opvækst. I sit efterord nævner han, at han undervejs har tænkt bogen, Forsoning, som en roman. Det skal man ikke lade sig snyde af. Dens kvaliteter er ikke litterære, tværtimod, de kommer fra stoffet selv.

Det er nemlig en sjældent dramatisk og tankevækkende familiehistorie, Forsoning langsomt ruller op for sin læser, og en historie om de mange måder, man i dag kan ende som dansker. Som helt unge møder Soeis forældre hinanden i det nordlige Iran. De er aktive i samme kommunistiske parti. Derfor må de i begyndelsen af firserne flygte, først til Sovjetunionen – et desillusionerende møde – siden, efter forskellige forviklinger, til Danmark.

Danmark var et land, faren, Amin, havde store forhåbninger til. Her var der lighed og ingen fattigdom, mente han, her kunne man være fri. Men i praksis løb han hurtigt sur i velfærdsstatens bureaukratiske ordentlighed og i en social verden, han hverken ville eller kunne forstå, og endte på kontanthjælp, stejl, paranoid, forbitret og stadigt mere voldelig over for sin søn og kone.

Til slut slog han en anden iransk mand ihjel – Babaali, far til nogle af Aydins venner, efter sigende narkohandler – og blev fængslet og siden udvist til Iran. Den udvisning kommer som en befrielse for sønnen og moren. Den frigør dem endeligt fra farens terror.

Med moren er det nemlig en anden historie. Hun går den regelrette vej, insisterer på at lære dansk, accepterer at måtte genuddanne sig, skønt hun allerede er fysiker, bryder flere gange med faren. Undervejs i Forsoning optræder hun som en stemme i teksten, i hele kapitler er hun fortælleren.

Aydin Soeis far, Amin havde store forhåbninger til Danmark. Men han løb hurtigt sur i velfærdsstatens bureaukratiske ordentlighed og i en social verden, han hverken ville eller kunne forstå, og endte på kontanthjælp, forbitret og stadigt mere voldelig over for sin søn og kone. Fotos: Privat

Naiv redningsplanke

Og ham selv? Jo, som dreng så Aydin Soei mest op til bøllerne og var ikke glad for skolen, men han ender i gymnasiet og på universitetet. Farens vold sidder i ham, men i bogens nutid er han en moderne, tilstræbt blød far i et skrantende forhold, går i parterapi og løber lange ture. Han skriver på denne bog og henvender sig, følsomt, til sin søn i den. Mere storbydansk kan det vist ikke blive. Det er ikke nogen idyl, men i forhold til faren er det en total omvending.

Nå. For os, der ikke er opvokset i et socialt boligbyggeri i slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne, varierer bogen en fortælling, der efterhånden er velkendt, og som handler om den hårde vej til et godt liv som barn af flygtninge fra Mellemøsten.

På sin vis minder den om historierne i Yahya Hassans digte eller i Ahmad Mahmouds Sort land, der udkom i efteråret. Men hvor de var uforsonlige i deres vrede, så er Soei nuanceret. Han viser dem, der går i hundene i Danmark, men også dem, der klarer sig og får et nyt liv, viser loyaliteten og opbakningen – og sladderen og konflikterne og forsøgene på social kontrol.

Dog: Soei lægger ikke fingrene imellem, når det kommer til opgøret med fædrenes vold. Og som Hassan og Mahmoud fortæller han med den største selvfølgelighed om den fusk og snyd, der blev begået og sikkert stadig begås blandt flygtninge og nydanskere. Falske papirer, der skulle bevise ens ret til asyl, snyd med socialhjælp, den slags.

Også hos Soei fremstår det officielle Danmark som både fjernt og naivt, reelt uvilligt til at engagere sig i de mennesker, der pludselig er kommet til landet. Men samtidig er det omgivende samfund en redningsplanke. Nogle har alligevel været opmærksomme, en tennistræner, en gymnasiekammerats forældre, en lærer i folkeskolen. Noget har givet rum til det nødvendige opgør med fædrenes kultur. Der har været et krisecenter, der kunne tage imod moren, for eksempel, når det var nødvendigt.

Islam fylder til gengæld næsten ingenting. Det er der en god grund til – de iranske flygtninge, der kom til Danmark i firserne, var altovervejende sekulære socialister. I forhold til vores offentlige, politiske samtale er det er alligevel påfaldende. I Forsoning er det faren, som er fjenden, men også den, der skal forstås. Han er en gåde, et sort hul, en skikkelse alting kredser om, selv når han er væk.

Faktisk er det som om, Aydin Soei undervejs byder ind med indtil flere forklaringer på, hvorfor det gik så galt med hans far. I passager abonnerer han på den – meget klassisk danske – fortolkning, at det politiske engagement nødvendigvis måtte føre til svigt på hjemmefronten. Andre gange skyldes det sammenstødet mellem en patriarkalsk selvfølelse og livet som overflødig i Danmark.

Til slut viser det sig, at han simpelthen var syg. Efter udvisningen terroriserer han også storfamilien i Iran med sin paranoia og pludselige vold. Han falder først til ro, da han dér medicineres ind i en stor, langsom sløvhed.

Uden disciplin

På den måde både gentager og forskyder Forsoning en række af de fortællinger, der er ved at etablere sig om de danskere, der er børn af flygtninge. Det gør det til en vigtig bog.

Alligevel ved jeg ikke, om jeg synes, det er en god bog. Som tekst er den alt, alt for lang. Det er som om, Aydin Soei ikke har kunnet prioritere mellem alle de scener og begivenheder, han kan huske, og som hans mor har fortalt til ham, og som han gerne vil fortælle videre til sin egen søn.

Samtidig udlægger han alting for sin læser. Resultatet er en underligt monoton, kværnende stil, der jo ikke er direkte kluntet – Soei skriver lige så godt som den næste journalist, men så heller ikke bedre – men virkelig heller ikke kender sin egen besøgstid.

Det er ærgerligt og unødvendigt. Jeg har tænkt på det engelske ord self-indulgent, mens jeg læste mig igennem denne mursten, uden at kunne finde en ordentlig dansk oversættelse. Ordet kan virke upassende, for Forsoning er også en smertelig bog, den fortæller om en far, der gjorde en søn fortræd. Alligevel er bogen sådan: som om Aydin Soei giver sig lov til at skrive løs, for sin egen skyld, uden hensyn til sin læser, uden redaktionelle stopklodser.
Ikke at man ikke under ham det. Men det klæder ikke hans fortælling.

Aydin Soei: Forsoning. Fortælling om en familie. Tiderne Skifter. 654 sider. 299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her