Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Overfladisk ordleg

Morten Søndergaards nye digte kredser om døden, men deres eksistentielle tyngde forekommer sært postuleret
Kultur
5. marts 2016

Umiddelbart bliver man jo bare barnligt glad ved at stifte bekendtskab med Morten Søndergaards nye bog. En fiks og kompakt lille sag, lige til at have i jakkelommen, og med en titel, der lover virkelig godt, i og med at den indvarsler et personligt ærinde, hvilket man ikke har været forvænt med i et forfatterskab, hvis forbandelse og force har været verbal ækvilibrisme i digt efter digt og bog efter bog – masser af fine ideer og et tilbagevendende, bundirriterende fravær af deciderede pletskud.

Med at døden er en del af hans navn, mener Morten Søndergaard, at morte, det er død på italiensk, og at bogstaverne DØDEN indgår i efternavnet. Det er meget typisk for ham at gøre et nummer ud af den slags. Han elsker at smage på ord og lege med bogstaverne i et ord. Derfor lægger han mærke til, at ’Diaspora’ gennem ombytning kan blive til ’Paradiso’, og at man, når man taler om huse, også taler om både poesi og prosa, eftersom ’stanza’ både kan betyde værelse og strofe, ligesom det engelske ’storey’ (etage) ganske morsomt minder om ’story’.

Grammatisk leg

Ja, og hvad så? Tænker jeg, men jeg deler jo også kun delvis Morten Søndergaards anagramlidenskab og associerende letbenethed, som i den nye bog rendyrkes med en stribe listeformede digte, som vistnok skal forestille at være sjove, men sandt at sige bare forekommer lumsk kedelige, især når de læses lige efter hinanden. Værst er nok den tekst, hvor digterens eget navn molesteres og sønderhakkes så det giver en mening af en art som verbum i infinitiv, imperativ, præsens, præteritum, passiv, præteritum participium, præsens participium (murtnende, søndergakkende) samt futurum. Jeg forstår udmærket den interesse for samspillet mellem identiteten og ordet, som digteren vel har arvet efter sin far, navneforskeren Georg Søndergaard, men på nærværende læser virker sønnens selvkredsende navnepilleri anstrengt og fortænkt.

Derimod kan jeg let identificere mig med hans begejstring for Inger Christensen, der spøger i enkeltord som ’hemmelighedstilstanden’ og ’oversættelsestilstanden’. Det er også hende, der har foræret Søndergaard det muntre udbrud (Hej, verden!) som vistnok skal relativere og afbalancere bogens optagethed af den midaldrende digters udsigt til at aldres endnu mere og sluttelig højst forudsigeligt dø.

Firelinjede rejsenotater

Men hvor Inger Christensen på forunderlig vis forenede munterhed med alvor samt dansende lethed med dybde, har Morten Søndergaard en ulyksalig forkærlighed for uforpligtet ordleg. Således også i denne bog, hvor man ellers skulle tro, letbenethed måtte være bandlyst i betragtning af, hvordan døden hele vejen dukker op, lige fra de indledende, nok så dystre barndomsbilleder og til de afsluttende dagbogsdigte. Mellem disse stationer får man knappe og ind imellem intense kærlighedspoesier, systemiske strukturkonstruktioner, rastløse rejsenotater samt en serie fire-linjere i formen fra den store persiske videnskabsmand, filosof og poet Omar Khayyam (ca. 1048 – ca. 1122). Overfladisk set repræsenterer stroferne i suiten »Samarkand« den klassiske ’rubai’:

Bussen kravler hen over

bjerge dækket af sne

rundt om Samarkand

og holder stille ved checkpoints.

 

Jeg sidder i en bus og har

vanvittigt lyst til dig, og når

jeg ikke tænker på Døden

tænker jeg på dig –

Eksemplet kan demonstrere, både hvad der er godt og mindre godt ved Døden er en del af mit navn. En digterisk form bliver oprettet og egentlig elegant respekteret i to henkastede, desværre også lidt slatne strofer med efterklang af Henrik Nordbrandt – med et skift fra ydre til indre, en dobbelthed af nærvær og fravær, men jo altså med besynderlig mangel på nysgerrighed over for de valgte udtryk og derfor tillige uden poetisk prægnans, som om der sagtens lige så godt kunne have stået noget andet. Dertil kommer den store tematiske spredning: rejse, politik, erotik og død, på bare otte linjer.

Bygge rede i ordene

»Nu tænker jeg bare højt, ikke?« udbryder Morten Søndergaard et sted. Og det bliver måske problemet ved denne bog, hvor digteren med sit eget udtryk vil bygge rede i ordene og ruge deres betydninger ud, men hvor det mest bliver ved ansatserne og de halvhjertede udspil i alt for mange retninger på én gang, både æstetisk-formelt og tematisk-eksistentielt.

Jeg forestiller mig, at jeg en dag om ikke alt for længe giver denne smukke lille bog en ekstra chance og putter den i jakken og tager den med en på rejse, lang eller kort. Men for en sikkerheds skyld tager jeg nok også en bog med, om hvilken jeg trygt kan vide, at dens tyngde ikke virker postuleret.

Morten Søndergaard: Døden er en del af mit navn. Gyldendal. 96 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her