Politik skabes i sprogbilleder

Lægger du dit skattebidrag til fælleskassen? Eller tynges du stadig af skattebyrden til statskassen? De to sætninger sætter vidt forskellige ting i gang i hovedet på mennesker. Og de sætter vidt forskellige rammer for, hvad f.eks. skat og socialpolitik er for nogle størrelser.

Men hvad er det lige, der sker i spændet mellem de to sætninger? For at forstå det, kan vi passende starte med et lille eksperiment.

Du giver to grupper en række ord på papirlapper. Den ene gruppe får kun ord, der generelt har med en høj alder at gøre, f.eks. stok, gigt og plejehjem. Den anden gruppe får helt vilkårlige ord.

Lav herefter nogle pseudoundersøgelser med ordene og sig så: eksperimentet er slut, I kan gå hjem. Når de to grupper rejser sig, vil gruppen med de ’gamle’ ord generelt gå markant langsommere ud af lokalet – og hyppigere hen til elevatoren.

Eksperimentet er ikke frit opfundet. Det er faktisk afprøvet, gentaget og testet, og resultatet er ikke så fjollet, som det umiddelbart lyder. Det understreger nemlig, at ord og sprog har en stærk indflydelse på vores virkelighedsopfattelse og endda vores krop og handlinger.

Samtidig er vores sprog og virkelighed langt mere styret af overordnede metaforer og ordbilleder, end de fleste af os er bevidste om: gængse begreber og metaforer danner de overordnede rammer, eller frames, for vores diskurser og tanker. Ikke mindst inden for politik.

Europæisk framingstjerne

Framing er etableret business i USA. Senest siden årtusindskiftet har valgkampene også været en kamp om framing. Også i Europa har områder som social- og skattepolitik i årevis oplevet en krig på ord, men her er den aktive framing af den offentlige debats underbevidsthed generelt langt mere ustruktureret.

Det ændrer sig måske nu, hvor der ruller en mindre framingbølge igennem de tyske medier. Anledningen er den unge tyske lingvist Elisabeth Wehling fra University of California, Berkeley, der i skæringspunktet mellem sprog- og hjerneforskning har udgivet den letlæste introduktion Politisk framing – hvordan en nation taler sig til sin tænkning og skaber politik ud af det.

Ved bogpræsentationen i Berlin er lokalet propfuldt af tilhørere, der vil opleve Wehling, som tidligere har udgivet en række bøger med den 75-årige lingvistkonge George Lakoff – manden bag den banebrydende bog Metaforer vi lever af fra 1980. Med Wehlings selvstændige introduktion til feltet ligner det en stille magtovertagelse, som skal gøre hende til den ny stjerne på den internationale framinghimmel.

Ved siden af at være en af de progressive ’framing docs’ i amerikansk politik kæmper hun nu også med at indføre bevidstheden om framing for at få alle mennesker – eller rettere: alle vælgere – til at forstå, at vores sprog styrer den politiske virkelighed i en grad, som de færreste af os overhovedet ser omfanget af. I denne proces spiller metaforer en særlig rolle.

»Den klassiske forståelse af metaforer hænger sammen med sprogblomster, noget poetisk, som bruges i litteraturen,« forklarer Wehling, der i stedet taler om »konceptuelle« eller »styrende metaforer«.

»I den konceptuelle metaforteori beskrives det derimod, hvordan vi i hverdagssproget kun kan begribe abstrakte ting, idet vi aktiverer vores erfaringer fra den direkte iagttagelse af verden. Men hvilke erfaringer vi aktiverer, er stærkt sprogligt afhængigt. Simultane erfaringer – kropsligt, visuelt eller sprogligt – fører til en metaforisk sammenkædning i hjernen. Disse metaforer virker tilbage på vores sprog og iagttagelse af verden,« mener Wehling, der kalder metaforer for »neural superlim i hjernen«.

»Disse strukturerende metaforer spiller en helt central rolle i politik. For politiske ideer er altid abstrakte. Derfor kan de kun formidles og forstås med billeder.«

Min skat, min byrde

I sin bog analyserer Elisabeth Wehling frames omkring samfundsmæssige kamppladser som abort, islamofobi og klimaforandringer. Det hyppigste eksempel er dog skat.

»Vi taler om – og tænker dermed på – skat som en fysisk belastning: skattebyrde, skattelettelse, skattetryk osv. Skattefri områder beskrives derimod som oase eller paradis – hvormed alle de omkringliggende områder med skattebidrag altså er ørkener,« siger Wehling.

Mere ekstremt er det umiddelbart uskyldige begreb ’skatteflugt’, hvor en overmægtig politisk kraft truer det udsatte individ i en sådan grad, at ’skatteasyl’ kunne være det næste begreb.

Allerede med begreber som ’statens skatteindtægter’ ser Wehling et moralsk ladet frame. Staten er blevet en virksomhed for tjenesteydelser, mens den betalende borger er dens kunde.

Dermed er rammen forskubbet så meget, at det er blevet svært at tale om staten som en fælles garant for grundlæggende samfundsfunktioner, for solidaritet og social stabilitet. Og det selvom begrebet ’statslige tjenesteydelser’ målrettet blev indført i 1970’erne for at understrege, at staten tjener borgeren og ikke omvendt. Altså et framing-selvmål, der skabte mere distance mellem borgeren og staten.

Den faktabaserede fornufts død

Sprogforskningen har i årtier beskrevet, hvordan metaforer ofte er forankret i vores krop og syn på verden – og omvendt kan være styrende for vores virkelighedsopfattelse.

I de seneste år har hjerne- og kognitionsforskningen i grove træk bakket op om lingvistikkens teorier om, at disse »konceptuelle metaforer« har en enorm betydning.

Dermed er den klassiske fornuft ifølge Elisabeth Wehling nu endegyldigt lagt i graven. Politik drives nemlig i langt højere grad af frames end af tørre fakta og fornuftige slutninger i sig selv. Det lyder umiddelbart skræmmende, men Wehling ser positivt på det:

»Fakta tydes altid i den selektive frame, som de optræder i. Jo bedre de sproglige frames tilrettelægges, desto bedre kan vi også intuitivt forstå og dermed sortere i fakta ud fra vores værdimæssige overbevisninger,« mener Wehling.

Her låner hun igen de grundlæggende pointer fra Lakoff, der direkte taler om »falsk fornuft«, nemlig opfattelsen af fornuft og fornuftig kommunikation som noget fuldt bevidst og logisk stringent, der skulle være i direkte overensstemmelse med verden. »Sand fornuft« er derimod bundet ind i menneskets narrative og følelsesmæssige logik, der netop er baseret på konceptuelle metaforer.

Med andre ord: Fakta er her forankret i metaforer, som fungerer ubevidst som filter i vores hjerneaktivitet.

Mangfoldige rammer

Men betyder det ikke, at de fleste af os er uhyre nemme at skubbe rundt mellem forskellige forståelsesrammer og politiske opfattelser, hvis der bare pilles lidt ved sproget?

»Stærkt konservative eller stærkt progressive vælgergrupper er knap nok påvirkelige af frames. Men hele den brede midtergrupper kan faktisk flyttes med framing,« mener Elisabeths Wehling.

Alligevel er framing i hendes øjne det modsatte af sprogspin. I nettet af metaforer tvinger framing dig nemlig til at være ærlig og skabe overensstemmelse mellem dit politiske verdensbillede, dine fakta og dine bærende billeder.

»Ikke bare i dine politiske handlinger og mål, men i allerhøjeste grad også sprogligt skal du vise, hvilket ståsted du kommer fra rent moralsk og værdimæssigt,« mener Wehling.

Hvis alle politiske partier kommunikerede på denne måde, ville vi faktisk have mulighed for at revitalisere den ideologiske mangfoldighed og ærlighed, som vores demokrati lever af, mener Wehling.

Problemet er netop, at vi for længst har accepteret og glemt en lang række frames, der er sat af andre. Dermed får vi ikke sat vores egne rammer med det resultat, at vores politiske, økonomiske og moralske vurderinger frames udefra. Det bliver måske endda så forskubbet, at vi ikke selv kan få vores pointer igennem – og dermed heller ikke længere ændre den politiske virkelighed.

»Hvis der mangler sproglige alternativer i den offentlige diskurs, så vil de tankemæssige alternativer også snart udviskes, og til sidst vil handlingsalternativerne forsvinde,« lyder det dystert i Elisabeth Wehlings bog.

Derfor er hendes budskab tydeligt: frame or be framed.