Læsetid: 5 min.

Sindets håndværkere

Det er lystvækkende hjernestimulation at læse Lone Franks nye bog om dyb stimulation af hjernen, ’Lystens pioner’, der i sjældent konkret, kold og kødelig forstand handler om det, næsten al god litteratur handler om: Hvem er vi?
10. marts 2016

I 1972 i Tulane, New Orleans får en ung prostitueret 50 dollar for at lægge krop til et eksperiment. Hun skal dyrke sex med patient B-19 i et anonymt forsøgsrum, som forskerne har forsøgt at gøre mindre klinisk med ophængte tæpper.

I rummet ved siden af har lægerne via ultratynde elektroder, indopereret i hjernevævet på B-19, adgang til hans septum – et belønningscenter dybt inde i hjernen, som stimuleres med elektricitet for at få ham til at føle lyst ved seksuelt samvær med en kvinde og kurere ham for den homoseksualitet, som på dette tidspunkt stadig er klassificeret som en psykisk sygdom.

Manden bag det skæbnesvangre eksperiment, neurolog og psykiater Robert Heath, er hovedperson i Lone Franks nye bog. En fascinerende fortælling om en psykokirurgisk pioner, som led en skæbne værre end banal fysisk død for en ambitiøs forsker – nemlig at glide ud i lægevidenskabelig glemsel.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

En lidt uheldig overskrift der leder opmærksomheden hen på tidligere tiders uheldige behandling, hvor det det var målet at lægge låg på alle følelser, der ikke passede ind i normen.
Sådan er det desværre stadig blot værre i mange tilfælde. I dag, skal der så lidt til for at træde forkert, at det er, lettere end nogensinde at at få journaliseret, en psykisk problemstilling (Diagnose).
Ikke nødvendigvis fordi det er mere eller mindre sandt end det hidtil har været, men fordi der er en industri der er interessereret, i at det skal være således. Aldrig før er der blevet talt så meget og mistænkeliggjort, så meget som det er tilfældet nu. Våbenindustrien har som medicinalindustrien interesse i at sælge. Ikke nok med det, så er det praktisk, hvis man kan henføre alting som, der var en fransk filosof der talte om fornyligt i denne avis, at men lægger ansvaret hos den enkelte, så man slipper for at tage stilling til om samfundet kan have medansvar, for socialt afledte problemer.
Når vi så taler om aggressioner og voksen ADHD og at folk skal beherske sig, fordi ellers er de at betegne som nærmest lavere stående individer, hvad det så end er.
Jeg kan jo igen, ikke lade være med at tænke, (når vi nu ved, at der er utroligt meget medicin i dag, man ved der gør mennesker aggressive og når man nu ved, som denne avis har skrevet om, at meget af dette findes på det sorte marked, hvorfor så ikke spørge til årsager og ikke til virkninger. Ja, hvis vi altså er villige, eller har et oprigtigt ønske om at kende sandheden, til bunds. Er den vilje til stede?

Er det her volapyk?

steen nielsen

En lidt uheldig overskrift der leder opmærksomheden hen på tidligere tiders uheldige behandling, hvor det det var målet at lægge låg på alle følelser, der ikke passede ind i normen.
Sådan er det desværre stadig blot værre i mange tilfælde. I dag, skal der så lidt til for at træde forkert, at det er, lettere end nogensinde, at at få journaliseret, en psykisk problemstilling (Diagnose).
Ikke nødvendigvis fordi det er mere eller mindre sandt end det hidtil har været, men fordi der er en industri der er interessereret, i at det skal være således.
Aldrig før er der blevet talt så meget og mistænkeliggjort, så meget som det er tilfældet nu. Våbenindustrien har som medicinalindustrien interesse i at sælge. Ikke nok med det, så er det praktisk, hvis man kan henføre alting som, der var en fransk filosof der talte om fornyligt i denne avis, at men lægger ansvaret hos den enkelte, så man slipper for at tage stilling til om samfundet kan have medansvar, for socialt afledte problemer.
Når vi så taler om aggressioner og voksen ADHD og at folk skal beherske sig, fordi ellers er de at betegne som nærmest lavere stående individer, hvad det så end er.
Jeg kan jo igen, ikke lade være med at tænke, (når vi nu ved, at der er utroligt meget medicin i dag, man ved der gør mennesker aggressive og når man nu ved, som denne avis har skrevet om, at meget af dette, findes på det sorte marked, hvorfor så ikke spørge til årsager og ikke til virkninger. Ja, hvis vi altså er villige, eller har et oprigtigt ønske om at kende sandheden, til bunds. Er den vilje til stede?

Er det her volapyk?