Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sindets håndværkere

Det er lystvækkende hjernestimulation at læse Lone Franks nye bog om dyb stimulation af hjernen, ’Lystens pioner’, der i sjældent konkret, kold og kødelig forstand handler om det, næsten al god litteratur handler om: Hvem er vi?
Kultur
10. marts 2016

I 1972 i Tulane, New Orleans får en ung prostitueret 50 dollar for at lægge krop til et eksperiment. Hun skal dyrke sex med patient B-19 i et anonymt forsøgsrum, som forskerne har forsøgt at gøre mindre klinisk med ophængte tæpper.

I rummet ved siden af har lægerne via ultratynde elektroder, indopereret i hjernevævet på B-19, adgang til hans septum – et belønningscenter dybt inde i hjernen, som stimuleres med elektricitet for at få ham til at føle lyst ved seksuelt samvær med en kvinde og kurere ham for den homoseksualitet, som på dette tidspunkt stadig er klassificeret som en psykisk sygdom.

Manden bag det skæbnesvangre eksperiment, neurolog og psykiater Robert Heath, er hovedperson i Lone Franks nye bog. En fascinerende fortælling om en psykokirurgisk pioner, som led en skæbne værre end banal fysisk død for en ambitiøs forsker – nemlig at glide ud i lægevidenskabelig glemsel.

Tilbage står kun det af eftertiden udskammede omvendelsesforsøg, som har klæbet til hans navn og renommé lige siden, og som ufortjent har kylet den visionære Heath på den videnskabshistoriske mødding. I Lystens pioner, der er lige dele biografi, psykiatrihistorie og videnskabsformidling, støver Lone Frank ham af og fortæller en nøgternt-passioneret og elementært spændende historie om psykiatrisk hjerneforskning før og nu.

’Ingen hjernecelle er sikker’

Den såkaldte dybe hjernestimulation, som Robert Heath viede sit liv, udgør i dag fronten i neurokirurgien. Dyb hjernestimulation er både gennemtestet og udbredt i behandlingen af Parkinson, og der er en udbredt neurokirurgisk tiltro til, at operationer på psyken er fremtiden – »neurokirurgerne er blevet en slags sindets håndværkere«, skriver Frank.

Anderledes eksperimentelt står det til med de mere psykiatriske lidelser, hvor der mangler systematisering af viden.

»Feltet er præget af en Wild West-mentalitet, og ingen hjernecelle kan føle sig sikker,« som kirurgen Andres Lozano fra Toronto formulerer det i en tale på en neurokirurgisk konference i Maastricht, hvor Lone Frank næsten drukner i grå jakkesæt.

Her går det op for Frank, i hvor ringe grad den psykiatriske neurokirurgi har udviklet sig siden Robert Heath, og hvor sjældent hans navn overhovedet nævnes. Men hvor står forskningen i dag? Hvor langt er vi fra at kunne kurere alvorlige psykiske sygdomme ved at sætte strøm til hjernen? Og kan dyb hjernestimulation, ud over at hele vores flossede psyke, også gøre os klogere, gladere og mindre aggressive?

Du er din hjerne

Sygdomsbehandlingen udgør kun en lille del af Lone Franks fascination af dyb hjernestimulation. Det er det, at man med denne form for manipulation af hjernen er inde at røre ved vores inderste, selve vores personlighed. For vi er vores hjerne. Punktum.

»Sjælen, forstået som noget andet, noget der er uden for eller ud over det biokemiske kraftværk under kraniet, er de facto afgået ved døden,« som Frank formulerer det, smukt og hårdt, som hun kan det.

Tag kvinden, der blev sin OCD kvit med dyb hjernestimulation, men samtidig mistede sin perfektionistiske natur og endte med at savne sin sygdom bitterligt. Eller den 59-årige mand, der blev effektivt behandlet for svær OCD med elektriske impulser i sin hjernes nucleus accumbens, men oplevede den uønskede bivirkning at blive Johnny Cash-fan.

Læs også: Sæt strøm til psyken

I den mere tunge etiske afdeling spørger Lone Frank kritisk ind til det amerikanske militærs interesse i og gavmilde donationer til feltet. Hvad hvis man kunne fikse de traumatiserede hjerner, der vender hjem fra krig?

DARPA, det militære agentur, der har våde drømme om dyb hjernestimulation, ønsker ifølge Frank dybest set at installere en slags ’elektronisk overjeg’ i soldaterne, så man ikke bare må nøjes med at reparere bagudrettet på uønskede følelser, men kan forhindre adfærd og følelser i overhovedet at opstå. »Et mental preemptive strike« med Lone Franks egne ord.

Men det er først i nyere tid, at psykokirurgien er blevet fremtiden. I 50’erne, da Robert Heath indledte sine forsøg, var psykiatrien stadig domineret af psykoanalysen og havde været det, siden efterkrigstiden havde bragt en bølge af Freuds europæiske disciple til USA.

Det er mors skyld

Skizofreni blev f.eks. ikke opfattet som en sygdom i hjernen, men som en ’superneurose’, der blev tilskrevet barndomstraumer. Kolde, fraværende mødre især.

Det var op ad bakke for den biologiske psykiatri, og det så ikke ud til at blive bedre i 70’erne, da en lille film ved navn Gøgereden slog psykokirurgien, som blev synonym med det hvide snit, tilbage til start i den brede offentlighed. Men 70’erne blev sjovt nok samtidig begyndelsen på den medikalisering af psykiatrien, som vi stadig befinder os midt i.

Det interessante er, at den abstrakte, ukendte pøl, der var det freudianske underbevidste ikke bare er blevet erstattet af et fuldt gennemlyst og kortlagt billede af hjernens præcise funktionsmåde. På trods af den biologiske hjernefiksering ved vi meget lidt om, hvad psykiske sygdomme faktisk er på det mikroskopiske plan, fortæller Frank.

Lystens pioner er et klasseeksempel på en bog med både niveau og niveauer. De konkrete, biografiske og historiske lag giver en tilfredsstillende (følelse af) forståelse af et kompliceret felt, mens de filosofiske lag: Hvad er sjælen? Er depressionens inderste natur fravær af glæde eller overskud af smerte? – bidrager til en erkendelse af, hvorfor fanden det er så svært dét med det menneskelige sind.

Der er intet i formidlingen, der afslører, hvor omfattende research og stort et fagligt overblik, der ligger til grund for bogen. Kun stram, velstruktureret fortælling, der visse steder har en nærmest thrilleragtig spændingskurve og andre steder indeholder en underspillet, men markant ømhed og poesi.

Som da Lone Frank til sin egen overraskelse igen konfronteres med patient B-19, nu på et sjældent videobånd hun er kommet i besiddelse af, som til lyden af Robert Heaths kommenterende stemme viser en EEG-strimmel af elektrodeaktiviteten i B-19’s hjerne under samlejet med den unge prostituerede:

»Jeg har lige fulgt det fine blækspor, som var det en morsekode afsendt fra et andet menneskes inderste. Jeg har ikke set den unge mand i den fysiske akt, men derimod stirret lige ind i hans rå følelser, mens de foldede sig ud.«

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at alle bør læse Lone Franks nye bog, og at afstanden mellem den medicinske cutting edge og den brede viden om og livsvigtige diskussion af psykiatriens historie, tværvidenskabelige dilemmaer og almene menneskelige vigtighed kun må blive mindre.

Lone Frank: Lystens pioner – historien om manden, der satte strøm til sindet og viste vejen til fremtiden. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

En lidt uheldig overskrift der leder opmærksomheden hen på tidligere tiders uheldige behandling, hvor det det var målet at lægge låg på alle følelser, der ikke passede ind i normen.
Sådan er det desværre stadig blot værre i mange tilfælde. I dag, skal der så lidt til for at træde forkert, at det er, lettere end nogensinde at at få journaliseret, en psykisk problemstilling (Diagnose).
Ikke nødvendigvis fordi det er mere eller mindre sandt end det hidtil har været, men fordi der er en industri der er interessereret, i at det skal være således. Aldrig før er der blevet talt så meget og mistænkeliggjort, så meget som det er tilfældet nu. Våbenindustrien har som medicinalindustrien interesse i at sælge. Ikke nok med det, så er det praktisk, hvis man kan henføre alting som, der var en fransk filosof der talte om fornyligt i denne avis, at men lægger ansvaret hos den enkelte, så man slipper for at tage stilling til om samfundet kan have medansvar, for socialt afledte problemer.
Når vi så taler om aggressioner og voksen ADHD og at folk skal beherske sig, fordi ellers er de at betegne som nærmest lavere stående individer, hvad det så end er.
Jeg kan jo igen, ikke lade være med at tænke, (når vi nu ved, at der er utroligt meget medicin i dag, man ved der gør mennesker aggressive og når man nu ved, som denne avis har skrevet om, at meget af dette findes på det sorte marked, hvorfor så ikke spørge til årsager og ikke til virkninger. Ja, hvis vi altså er villige, eller har et oprigtigt ønske om at kende sandheden, til bunds. Er den vilje til stede?

Er det her volapyk?

steen ingvard nielsen

En lidt uheldig overskrift der leder opmærksomheden hen på tidligere tiders uheldige behandling, hvor det det var målet at lægge låg på alle følelser, der ikke passede ind i normen.
Sådan er det desværre stadig blot værre i mange tilfælde. I dag, skal der så lidt til for at træde forkert, at det er, lettere end nogensinde, at at få journaliseret, en psykisk problemstilling (Diagnose).
Ikke nødvendigvis fordi det er mere eller mindre sandt end det hidtil har været, men fordi der er en industri der er interessereret, i at det skal være således.
Aldrig før er der blevet talt så meget og mistænkeliggjort, så meget som det er tilfældet nu. Våbenindustrien har som medicinalindustrien interesse i at sælge. Ikke nok med det, så er det praktisk, hvis man kan henføre alting som, der var en fransk filosof der talte om fornyligt i denne avis, at men lægger ansvaret hos den enkelte, så man slipper for at tage stilling til om samfundet kan have medansvar, for socialt afledte problemer.
Når vi så taler om aggressioner og voksen ADHD og at folk skal beherske sig, fordi ellers er de at betegne som nærmest lavere stående individer, hvad det så end er.
Jeg kan jo igen, ikke lade være med at tænke, (når vi nu ved, at der er utroligt meget medicin i dag, man ved der gør mennesker aggressive og når man nu ved, som denne avis har skrevet om, at meget af dette, findes på det sorte marked, hvorfor så ikke spørge til årsager og ikke til virkninger. Ja, hvis vi altså er villige, eller har et oprigtigt ønske om at kende sandheden, til bunds. Er den vilje til stede?

Er det her volapyk?