Læsetid: 3 min.

Søfartsroman – inklusiv tsunami

Saglig og skøn debutroman af Hans Hedegaard Andersen, der aldrig rigtigt løfter sig
12. marts 2016

Manden i månen er en søfartsroman, der interesserer sig stille og roligt for livets barske realiteter. Eller i hvert fald for realiteterne, sådan som de ser ud fra et liv til søs i nutidens effektive handelsflåde, som hovedpersonen Lasse bruger det meste af sit voksne liv på. Og der sker barske ting i løbet af romanen, som skildrer Lasse og en gruppe af venner og ekskærester, fra de er unge og håbefulde, til de er midaldrende og skuffede, men stadig rimelig grådige efter at leve livet. Men af en eller anden grund fremstår de barske begivenheder mere ærgerlige end barske. Indledningen varsler, at tsunamien fra 2004 vil ramme romanens handlingsplan, og den vender da også op og ned på op til flere af romanpersonernes liv. Dertil er der ulykkelige ægteskaber, en værtshusepisode med en kniv gennem en hånd, fyringer, kærestesorger og anspændte parmiddage. Manden i månen er Hans Hedegaard Andersens debutroman, som er holdt i en klar og enkel prosa, der velvilligt viser, hvordan den nære verden ser ud set inde fra de forskellige karakterers hoveder. Man nærmest stryger igennem den, men det er ikke, fordi man pinedød må vide, hvad der står på næste side. Det er snarere, fordi der ikke er så meget modstand i teksten. Selvom personernes tankeverden og livsindstilling bliver fremlagt både tydeligt og loyalt, er det svært for alvor at engagere sig i dem.

Hans Hedegaard Andersen har selv en fortid til søs, og man mærker en trang til at dele erfaring og begejstring. Ikke i form af hårdtpumpede og dramatiske røverhistorier, stilen er nøgternt beskrivende som en, der finder en grundlæggende tilfredsstillelse ved at benævne de forskellige elementer og facetter af en gammel arbejdsplads. Søfarten bliver ikke romantiseret, men den er – for størstedelen af bogens vedkommende i hvert fald – omfattet af en gedigen arbejdsglæde, der sætter sig i Lasses blik, når han kigger ud over havet fra den strand i Sri Lanka, hvor han i romanens mest nutidige punkt ferierer: »En tanker med lavt fribord, en klodset biltransporter, et stykgodsskib med tre kraner og et containerskib, der lignede hans tidligere hyre, SALTHOLM STAR. Dengang var han fascineret af skibet. Alene det faktum, at det var stort, havde været en glæde.« Romanen rummer adskillige beskrivelser af de skibe, Lasse gennem tiden har haft hyre på, og her bliver scenen virkelig godt sat. Men så sker der alligevel ikke rigtig noget. Der er vagtskifte og neskaffe, og så er vi videre til næste kapitel. Alt dramaet finder sted på landjorden. Næste gang, Hans Hedegaard Andersen skriver en roman, kunne jeg godt ønske mig en hovedperson, der blev ombord længe nok til at have en ordentlig konflikt.

Skibene og livet ombord bliver som sagt beskrevet ganske nøgternt, men Lasses blik på verden har noget helt henført over sig, der sætter sig som et overskud af tillægsord og angivelser af altings farver. Granitten lyser under et fyrtårns hvide maling, der er salte vandpartikler, hvide kølvandsstriber og dovne bølger, og »når blå og turkis blev omdannet til hvidt, opstod små forrevne regnbuer«. Det er et charmerende træk ved Manden i månen, at interessen for at fortælle nøgternt og sagligt om, hvordan tingene forholder sig på de syv have, bliver ledsaget af denne iver efter at udpege det skønne. Men både det saglige og det skønne forbliver afsæt for en roman, der ikke rigtig løfter sig.

Hans Hedegaard Andersen (tekst): Manden i månen. Forlaget Gladiator. 208 sider. 269 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu