Læsetid: 3 min.

Spektakulært tårnoffer sikrer russisk billet til VM-finale mod norsk stormester

Sergej Karjakin får fornøjelsen af at møde nordmanden Magnus Carlsen til VM-finalen til november i New York
30. marts 2016

Det var vistnok Storm P., der ved en lejlighed erklærede: »For at forstå dette, kræves der en længere teknisk udredning, som imidlertid vil være helt uforståelig.«

Storm P. spillede mig bekendt ikke skak, men citatet dækker meget godt situationen inden sidste runde af kandidatturneringen i Moskva. Her skulle man finde den spiller, der til november i New York skal møde den norske verdensmester Magnus Carlsen i en match om VM-titlen. Efter 13 af de i alt 14 runder var situationen i toppen af tabellen, at den russiske stormester Sergej Karjakin og den amerikansk-italienske stormester Fabiano Caruana lå lige med hver 7,5 point, efterfulgt af den indiske eks-verdensmester Viswanathan Anand med 7 point.

Lodtrækningen havde maget det således, at Karjakin og Caruana skulle mødes i sidste runde. Og det kræver ikke nogen matematisk spidskompetence at se, at en vinder af det parti godt ville kunne begynde at hvæsse knivene til duellen mod Carlsen. Og da Anand ikke kunne få mere end remis ud af sit parti mod russeren Svidler, måtte Caruana med de sorte brikker forsøge at vinde over Karjakin.

Men den 26-årige russer holdt hovedet koldt og slog kontra med et spektakulært tårnoffer, der sikrede ham gevinsten – og førstepladsen i denne slutstilling: 1. Karjakin, Rusland, 8,5 point, 2.-3. Caruana, USA, og Anand, Indien, begge 7,5 point. 4.-7. Giri, Holland, Nakamura, USA, Aronian, Armenien, og Svidler, Rusland, alle 7 point, 8. Topalov, Bulgarien, 4,5 point.

Mens det til det allersidste var spændende i toppen af tabellen, var Veselin Topalov på det nærmeste prygelknabe i bunden.

En ganske speciel indsats ydede den 21-årige hollænder Anish Giri, der præsterede at spille samtlige sine 14 partier remis. Flere af dem dog først efter indædt fight. Men en forhærdet remisspiller er han.

Den nye udfordrer

Det kan ikke nægtes, at der i skakverdenen hersker en betydelig lettelse over, at Anand ikke røg til tops, og vi dermed skulle se frem mod en ny match Carlsen versus Anand. En overgang så det faktisk ud, som om inderen var på vej mod førstepladsen, mens hans usikre spil med de sorte brikker blev fatalt for ham. Han tabte hele tre partier med de sorte, og så var det ikke tilstrækkeligt, at han vandt fire med de hvide.

Den nye udfordrer har længe været en markant profil. I 2002 blev han den hidtil yngste stormester i en alder af blot 12 år og syv måneder. Man talte længe om, at han havde potentiale til at blive verdensmester, men i slutningen af 00’erne stjal Magnus Carlsen billedet fra ham, nogenlunde samtidig med at Karjakin »konverterede« fra Ukraine (han er født i Simferopol på Krim) til Rusland, som han siden har repræsenteret i skaklig sammenhæng.

Med sine skarpe kombinatoriske færdigheder og sin enestående sejhed i forsvarsspillet bliver han en værdig udfordrer til Carlsen. Men favorit vil han ikke være, dertil er nordmanden ganske enkelt for stærk. Målt i kolde ratingtal: Carlsen er aktuelt nr. et på verdensranglisten med 2.851, hele 50 point foran den russiske eksverdensmester Vladimir Kramnik på andenpladsen. Karjakin indtager trods triumfen i Moskva blot en ottendeplads med styrketallet 2.779. Og ser man på de indbyrdes partier mellem de to VM-duellanter, er scoren 3-1 i Carlsens favør, målt i gevinstpartier, mens hele 15 partier er endt remis. Der bliver utvivlsomt også mange remispartier, når det til november går løs i New York.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer