Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Størst af alt er kærligheden

Todd Haynes billedberuser i det undersmukke kærlighedsdrama ’Carol’ med Cate Blanchett og Rooney Mara som blændende filmpar
Cate Blanchett har helt enkelt aldrig været bedre, end når hun her nænsomt former den elegante Carol i Todd Haynes filmatisering af Patricia Highsmiths ’The Price of Salt’ om et kærlighedsforhold mellem to kvinder i 1950’erne.

Cate Blanchett har helt enkelt aldrig været bedre, end når hun her nænsomt former den elegante Carol i Todd Haynes filmatisering af Patricia Highsmiths ’The Price of Salt’ om et kærlighedsforhold mellem to kvinder i 1950’erne.

Scanbox

Kultur
11. marts 2016

Ved uddelingen af årets Bodil-priser i lørdags morede Trine Dyrholm og Ghita Nørby sig med at have ondt af mændene, da de skulle overrække årets Bodil for bedste mandlige hovedrolle; for det er da synd for mændene, at der er så mange gode roller, at konkurrencen bliver så hård ...

Til alle, der savner fascinerende kvinderoller på det store lærred, er der kun én ting at sige denne uge: Det er om at skynde sig ind og se Cate Blanchett og Rooney Mara folde Patricia Highsmiths historie om et kærlighedsforhold mellem to kvinder i 1950’erne ud.

Begge var oscar-nominerede for deres fremragende præstationer, men vandt ikke. Det siger noget om niveauet i de kvindelige oscarkategorier i år, for de er begge blændende i Todd Haynes filmatisering af Highsmiths roman The Price of Salt, som udkom under pseudonym i 1952 og nu er blevet til et filmisk mesterværk under titlen Carol.

Cate Blanchett har helt enkelt aldrig været bedre, end når hun her nænsomt former den elegante Carol, som drages af Rooney Maras unge ekspedient Therese Belivet.

Det tilfældige møde under juleshoppingen i New York fører først til venskab og siden til en roadmovierejse væk fra tidens normsæt, hvor man har en følelse af, at hver detalje og replik rummer lag, som kunne bære en historie i sig selv.

Med de perfekt castede Kyle Chandler som Carols forsmåede ægtemand og Sarah Paulson som hendes veninde og tidligere flamme er Carol en skuespilmæssig triumf på alle fronter, selv om den befinder sig i sit eget afdæmpede toneleje, hvor alt det, der ikke bliver sagt, er mindst lige så vigtigt, som det, der bliver sagt.

En ener i sit es

Den slags præstationer kommer ikke ud af ingenting, og alt lader også bare til at være faldet på plads for den amerikanske ener Todd Haynes med denne smukke spillefilm. Siden Haynes i 1987 fik verdens opmærksomhed med en nu kultklassisk dokumentarfilm om Karen Carpenter (med Barbie-dukker i rollerne), har han i fiktionens verden gang på gang udfordret rammerne for, hvordan film skal se ud og fortælles.

Hans spillefilmdebut, Poison, gjorde ham med ét slag til en central stemme i den amerikanske New Queer Cinema, men Haynes lader sig ikke sådan sætte i bås.

Hans næste film, Safe, gav Julianne Moore en fremragende rolle som en husmor, der udvikler allergi over for sit forstadsliv, og deres samarbejde på det Douglas Sirk-inspirerede 50’er-melodrama Far From Heaven kan på mange måder ses som et forstudium til Carol.

Læs også: Han er på det begærende menneskes side

Med Velvet Goldmine gav han et energisk portræt af 1970’ernes glamrockscene, og senere tilbød han så et unikt portræt af Bob Dylan med I’m Not There, hvor Cate Blanchett spiller en af de undervejs mange forskellige inkarnationer af den legendariske musiker. Senest skabte han en formidabel rolle til Kate Winslet i HBO-miniserien Mildred Pierce.

Haynes’ værk har en løbende understrøm af normbrud og kontroversielt begær (tilsat eksplicit plagede husmødre!), og i Carol finder hans forkærlighed for klassiske melodramaer, edwardhopperske stemninger og detaljen som centralt fortælleelement helt enkelt sin perfekte form.

De sanselige detaljer

Haynes’ faste fotograf, Edward Lach-man, har kaldt Carols visuelle udtryk for poetisk realisme, inspireret af hvordan den tids kvindelige fotografer så verden omkring sig. Den psykologiske sandhed er ifølge ham i den visuelle historiefortælling, som her bygger på sanselige Super 16-billeder i en støvet farveskala.

Alt i billederne fremstår perfekt afstemt til at være stemningsskabende og medfortællende. Fra Cate Blanchetts kostumer og varehusets modeltogsverden af det ’normale’ liv til historiens essentielle rekvisitter; handskerne, som Carol glemmer (bevidst eller ubevidst?) ved den juletravle skranke; kameraet, som den fotografiinteresserede Therese tager billeder med og dermed skaber endnu et gribende visuelt lag i filmen; cigaretterne, som kan være alt fra erotiske til neurotiske, mens Carol og Therese lærer hinanden at kende og møder verdens modstand.

Men frem for alt viser Carol, hvordan Haynes nu filmisk mestrer at tage os fuldstændig ind i en karakters oplevelse af en hånd, som hviler lidt for længe på en skulder, eller et henkastet blik, som måske rummer en invitation til mere. Han kan skildre ensomhed i mængden og gøre det ulykkelige så smukt, at det næsten er ubærligt.

Kærlighed, smerte og magi

Filmens åbningsscene, hvor en tilfældig mand uvidende forstyrrer Carol og Thereses intime samtale i et offentligt rum, bevæger sig så dragende fra byens regnfulde aften til et næsten uhørligt åndedrag, at man med det samme ved, at man skal se noget særligt.

Filmen fortsætter i samme imponerende, visuelle toneleje, hvor en køretur den ene vej med lys og modlys, fokus og slørethed eller et øjebliks nærbillede af en nakke skaber et magisk univers i bilens lille rum, som får den mageløst filmede hjemtur til at slå ekstra hårdt. Med klipning og musik, som flot understøtter den stemningsfulde billedside, er det bare at lade sig forføre og nyde den stilsikkert kalibrerede helhed.

Det var godt, at manuskriptforfatter Phyllis Nagi var stædig og holdt fast i sin vision for adaptationen af Highsmiths roman, selv om der tilsyneladende endte med at gå 19 år fra det første draft til den færdige film.

Det er svært at forestille sig en bedre filmatisering af en historie, som rummer elementer af det dobbelttydige og farlige fra andre af Highsmiths mere kendte værker som The Talented Mr. Ripley eller den Hitchcock-filmatiserede Strangers on a Train, men samtidig har klart fokus på den forbudte kærlighed frem for privatdetektivdrama eller svære opgør om forældrerettigheder.

Carol minder os diskret om, hvor firkantet forståelsen af seksualitet, parforhold og ægteskab var, men filmen er frem for alt en hyldest til forelskelse og passion, selv om både smerte, skuffelse og tab kan ledsage den store kærlighed.

Og med Cate Blanchett og Rooney Mara får vi et fascinerende filmpar, som skriver sig direkte ind i filmhistorien. Det er bare om at komme af sted og lade sig beruse.

’Carol’ – Instruktion: Todd Haynes.
Manuskript: Phyllis Naga.
Amerikansk. Et væld af biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her