Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et uroligt stilleben

Torgny Lindgren er i litterær topform med sin seneste roman ’Klingsor’
Kultur
26. marts 2016
Torgny Lindgren (f. 1938) har skrevet en roman om kunst, om kreativitet og om skabelsens betingelser.

Jens Dresling

Torgny Lindgrens seneste roman, nu forbilledligt oversat til dansk, bærer titlen Klingsor, der får en til at tænke på troldmandens navn i det germanske sagn om Parcifal – brugt af Wagner i hans opera med samme navn.

Tanken er ikke ubegrundet, for bogen er fuld af sproglig magi som altid hos den svenske, norrlandske forfatter, men her med en særlig ironisk underklang, da det drejer sig om en lokal, middelmådig kunstmaler, hvis biografi nu skal skrives af et ikke nærmere defineret vi, som nu besigtiger den afdøde malers hus sammen med en ejendomsmægler i en kuriøs dialog, som indleder romanen.

På flere planer handler den om kunst, om kreativitet, om skabelsens betingelser, og dens flerstemmighed samler sig så smukt, varmt og drilagtigt i klangen af den lune fortællers mund og mæle i selvfølgelig enkelhed og præcision i replikken.

Han redegør for, hvordan »Oldklingsor«, stamfar til Klingsor, studsede over navnet på én gravsten og antog det. Derfor har det ikke noget at gøre med Hermann Hesses lille roman Klingsors sidste sommer, får vi at vide. Den fortæller ellers om en ekspressionistisk kunstners sørgmodige livsafslutning.

Ekspressionist eller modernist var Klingsor da heller ikke på nogen måde, skønt nok bekræftet af Cézannes stilleben på Glyptoteket i København i sit eget monomane emnevalg af ting og deres væsen, kopper, skåle og gryder, nature morte, lutter køkkengrej, som han vil give eget liv.

Ledemotiver

På alle måder har han taget sit udgangspunkt i en slægtsarv af mad- og drikkevaner. Torgny Lindgren-læsere ved besked om den norrlandske Pölsa, som har navngivet en selvstændig roman, en ruskomsnusk af fede ingredienser, her tilberedt som Klingsors faste og eneste føde, en suppe, der kunne minde om bænkevælling, med ophøjet nærings- og symbolværdi – i samklang med et andet ledemotiv i hans liv og kunst: Et skævt, grøntskinnende drikkeglas, som er med på alle hans billeder.

Han har fundet det i skoven, stående på en skæv træstub, hvor det med tiden har fået sin helt egen lodretstræbende form, engang glemt på stedet af denne Oldklingsor i en enorm pinsebrandert.

»Med sin overdel havde det sigtet mod stjernerne, med sin fod havde det været bundet til jorden og slave af tyngdekraften.« For den unge Klingsor udgør det en oplevelse af ånden i materien og selve hans kunstneriske indvielse, en romantisk grundsituation på norrlandsk maner. Et urbillede, ikke en blå blomst, men et grønt drikkeglas.

Han tager et korrespondancekursus i tegning fra et firma i Malmø og fortsætter stædigt med oliemaling vejledt af den lidt ældre akvarelmaler Fanny. Forholdet bliver til en gensidig forelskelse. Det lykkes bondedrengen at komme til Stockholm, snuse til kunstakademiet, men ubemærket, ligesom han videre når frem til Paris her lige efter Anden Verdenskrig, kun for udefra at indånde atmosfæren af kunstskole. En situation af mentalt stilleben.

Med sine Linguaphone-erhvervede franskkundskaber bliver han ven med en jævnaldrende fyr, der, hvad kunst angår, har det på samme måde, og det får katastrofal betydning, da han år senere dukker op i Klingsors norrlandske Bastuträsk. »Måske tør vi påstå, at det var i det øjeblik, eksistentialismen nåede til Västerbotten«. Tanker om Væren og Intet. Eksistentialisme og modernisme. En konfrontation med et eksplosivt stof.

En udstilling

Men inden da har Fanny arrangeret en lokal udstilling af hans stilleben i Avabäck på den gamle skole, en mindeværdig begivenhed besøgt af de beundrende vi-aktivister, som vil skrive hans biografi. Fanny er omkommet ved en gruopvækkende busulykke, som kunstneren tager med ophøjet ro eller artistisk kulde.

Og sådan må vi, hvad moral angår, selv stykke portrættet af Klingsor sammen af dets enkelte bestanddele. Karakteristisk nok kan han ikke selv male portrætter, kun stilleben. Han prøver ellers med naboen, der ligger »slagrørt« og kun har lyst til at trække på skuldrene ad forslaget, »men trække på skuldrene kunne han ikke længere, muligvis på højre skulder«. Så det bliver derefter.

Måske er den sammenkogte suppe hans ypperste værk, symbolholdig som den er i lighed med andre materialer. Inden sin død begraver han selv alle sine malerier i en brøndudgravning, pakket ind i rygsække, gemt til en eftertid, nu eftersøgt af dem, der vil skrive hans biografi.

De er allerede distanceret af fortælleren, der som i pluralis majestatis med sin humors brønddyb af kundskab og kunst har kogt en snedig litterær roman sammen.

Den hensætter én i eftertanker om, hvad kunst egentlig er eller kan være ifølge dilettanten Klingsors idé med sit magiske forehavende at skildre materiens åndelighed, at få gryder og pander til at vibrere af indre liv og dermed udslette skellet mellem liv og død – eller mellem væren og intet for at sige det på eksistentialistisk.

Hans stamfar Oldklingsor fandt ekstasen i sin hjemmebrændte snaps. Efterkommeren fandt den gamles glas, som han havde stillet på en træstub, og åndeliggjorde det til stilleben. Han mente, at han selv var af samme støbning som glasset. Er bogen anlagt som en satire, har den i hvert fald sin patos. Læseren siger glas, gryde og skål!!

'Klingsor'
Torgny Lindgren
Oversat af Karsten Sand Iversen
Samleren
195 sider
250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her