Læsetid: 7 min.

Et værk, der bliver stående

Trods et støvet forord og udeblivende refleksioner over forskelle og ligheder mellem det sovjetiske og jugoslaviske sammenbrud er Michael Dobbs bog om Sovjetunionens fald et hovedværk om ånden fra 1989 til 1991, der vil blive stående
Michael Dobbs har bygget sin fortælling op om fire oprør, der var medvirkende til sovjetstatens fald. Et af dem er den 19-årige vesttysker Mathias Rusts landing med en lille sportsflyver, en Cessna 172, på Den Røde Plads I Moskva i 1987.

Michael Dobbs har bygget sin fortælling op om fire oprør, der var medvirkende til sovjetstatens fald. Et af dem er den 19-årige vesttysker Mathias Rusts landing med en lille sportsflyver, en Cessna 172, på Den Røde Plads I Moskva i 1987.

Polfoto

29. marts 2016

Ruslands præsident, Vladimir Putin, langede for et par måneder siden ud efter sovjetstatens grundlægger, Vladimir Lenin. Ifølge Putin havde Lenin og hans bolsjevikker i forbindelse med etableringen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker 1917-1922 lagt en tidsindstillet bombe under staten. Den eksploderede i slutningen af 1980’erne med den nationale vækkelse i de baltiske lande, Ukraine, Kaukasus og til sidst også i den russiske sovjetrepublik. Det endte i 1991 med Sovjetunionens opløsning. Det skyldtes, sagde Putin, at Lenin havde insisteret på, at nationens ret til selvbestemmelse indebar retten til at få sin egen stat og til om nødvendigt at forlade den sovjetiske såkaldte føderation.

Det kan Putin have ret i. Ud over Sovjetunionen kunne han pege på Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og Belgien som stater, der blev konstrueret som multietniske og endte med at falde fra hinanden eller – som i sidstnævnte tilfælde – er tæt på at være en dysfunktionel stat.

Man kan imidlertid også vende Putins kritik på hovedet og sige, at Lenin med sin taktiske indrømmelse til de nationale bevægelser lykkedes med at samle stumperne af det faldne imperium under socialismens fane. Således forlængede han i virkeligheden dets eksistens med syv årtier, mens andre imperier, det østrigungarske, det osmanniske og det tyske, aldrig rejste sig fra Første Verdenskrigs ruiner, men blev splittet op i en lang række stater.

Umiddelbart var der ikke noget socialistisk ved Lenins indrømmelse, men ved hjælp af en behændig begrebsleg forenede han det tilsyneladende uforenelige, nemlig forestillingen om klassekamp på tværs af nationale grænser og den forestående verdensrevolution, som ville gøre det af med alle nationalstater, og princippet om national selvbestemmelse i form af en suveræn stat. Det blev klaret ved at proklamere, at sovjetrepublikkerne var nationale i form, men socialistiske i indhold, og at nationen alene var legitimt repræsenteret af arbejderklassen og bønderne. Det var en fiktion, men det betød, at imperiet i Eurasien overlevede trods alle odds. Så i stedet for at skælde ud på sovjetstatens grundlægger, burde Putin måske være ham taknemmelig for, at han holdt imperiet (kunstigt) i live?

Spøg til side. Hvis man vil forstå en stats sammenbrud, må man se på, hvordan den er blevet til, og det er yderst relevant i denne sammenhæng, men den historie forholder Washington Posts tidligere korrespondent i Østeuropa og Sovjetunionen, Michael Dobbs, sig ikke til i sin i øvrigt fremragende beretning om Sovjetunionens fald. Fremragende med sine sublime reportager fra centrale begivenheder og brændpunkter gennem tre årtier krydret med en indsigtsfuld læsning af vigtige dokumenter: Fra den sovjetiske ledelses skæbnesvangre beslutning i december 1979 om at rykke ind i Afghanistan, over den jugoslaviske leder, Jozef Titos begravelse i 1980, og Solidaritets fødsel i Gdansk samme år, til atomkatastrofen i Tjernobyl i 1986, tilbagetrækningen fra Afghanistan i 1989, nationale oprør og etniske konflikter i periferien af Lenins og Stalins imperium og den formelle opløsning af Sovjetunionen i december 1991.

Dobbs er både en blændende journalist – som i vid udstrækning handler om at være på det rette sted på det rette tidspunkt og bære vidnesbyrd om det man ser og hører – og en glimrende historiker med blik for de store linjer. Jeg overværede flere af de dramaer, Dobbs rapporterer om, og kan ikke sige mig fri for at blive berørt af hans reportage. Selv om det i dag kan synes længe siden, og de lærde strides om den historiske rækkevidde af opbruddet i 1989 og 1991, og hvad der kom ud af det, så formidler Dobbs på mesterlig vis øjeblikkets storhed. Jo, mennesker styret af drømme og længsler efter et bedre liv, national selvstændighed, frihed og værdighed satte historien i bevægelsen, og hvis man ser bort fra Jugoslavien, enkelte episoder i Rumænien og dele af den sovjetiske periferi så forløb det forbløffende fredeligt. Folkelig modstand og overvindelse af den frygt og intimidering, som totalitære stater er båret af, fik de socialistiske regimer bag Jerntæppet til at falde ét efter ét.

Gammelt forord

Dobbs har bygget sin fortælling op om fire oprør, der var medvirkende til sovjetstatens fald: proletarernes revolte med Polen og Solidaritet i centrum; dernæst maskinernes revolte, der omfatter den sovjetiske nedskydning af et sydkoreansk passagerfly i 1983, Mathias Rusts landing med et lille propelfly på Den Røde Plads fire år senere, den systematiske udpining af natur og ressourcer og Tjernobyl; derpå folkeslagenes revolte med nationale oprør og krav om uafhængighed fra Centraleuropa til Kaukasus og endelig partiets revolte, der begyndte med det litauiske kommunistpartis løsrivelse fra det sovjetiske moderpartiet i efteråret 1989 og endte i august 1991 med en flok ledende kommunisters kup mod partiets generalsekretær og Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov. Hvert kapitel tager udgangspunkt i en dato og en begivenhed. Det skaber nærvær og fungerer som holdepunkter i en fremadskridende bevægelse. Det fungerer storartet som fortællegreb.

Så vidt så godt. Men Dobbs’ historie rejser imidlertid også en række spørgsmål. For det første: Burde forlaget ikke have bestilt et nyt forord, der tager bestik af, at værket udkom i 1996, og at der siden da er dukket oplysninger op i ikke mindst amerikanske og sovjetiske arkiver, som tilføjer væsentlige nye detaljer? For det andet kan det være svært at se, hvad krigene i Jugoslavien gør i en bog om Sovjetunionens opløsning. Dobbs peger da også selv på, at baggrunden for det jugoslaviske sammenbrud skal søges i arven efter Tito og hverken i socialismen som økonomisk og politisk model, i Moskva eller Washington.

Desuden kan man spørge, om ikke Dobbs burde have reflekteret over forskelle og ligheder mellem det sovjetiske og jugoslaviske sammenbrud, når han har valgt at tage det med. Mens de kroatiske byer Dubrovnik og Vukovar henholdsvis blev bombet og måtte kapitulere efter lang tids serbisk belejring i december 1991, besluttede lederne af Rusland, Ukraine og Hviderusland i fred og ro at gå hver til sit. Det var ikke, fordi der ikke fandtes omstridte grænser og territorier i de tre slaviske republikker – det så vi et lille kvart århundrede senere på Krim og i det østlige Ukraine – og økonomisk og socialt befandt Sovjetunionen sig i efteråret 1991 i en betydelig værre forfatning end Jugoslavien. En afgørende forskel var, så vidt jeg kan vurdere, at hverken Ruslands præsident Boris Jeltsin, hans ærkerival Mikhail Gorbatjov eller Ukraines præsident, Leonid Kravtsjuk, spillede det etniske kort for politisk vinding. Man rettede sit had mod det kommunistiske regime og søgte ikke syndebukke blandt andre nationer. Noget af en bedrift.

Endelig er der en forstyrrende begrebsforvirring i Dobbs fremstilling. Han drager ikke et klart skel mellem paralleller, men forskellige forløb, nemlig historien om afslutningen på Den Kolde Krig, kommunismens sammenbrud og Sovjetunionens opløsning. USA’s og Vestens indsats for at få gjort en ende på Den Kolde Krig indebar aldrig støtte til Sovjetunionens opløsning. Faktisk tilskyndede USA med undtagelse af de baltiske aktivt de sovjetiske aktører til at holde sammen på landet. Og i Kina lykkedes det at tilpasse kommunismen til en ny virkelighed med markedsøkonomi. Man kan heller ikke afvise, at Sovjetunionen ville have eksisteret i dag, hvis Stalin havde undladt at indlemme den ukrainske uafhængighedsbevægelses vigtigste bastion, Lviv, og de baltiske republikker efter Anden Verdenskrig, sådan som den amerikansk-ukrainske historiker, Serhii Plokhy, anfører i The Last Empire: The Final Days of the Soviet Union. (2014).

Ifølge Dobbs var kommunismen og sovjetstatens fald »uundgåeligt af den simple årsag, at konstruktionen var for tung i toppen til at bære sin egen vægt. Men der var intet uundgåeligt ved det tidspunkt, da sammenbruddet kom, eller ved den måde, det skete på«.

Et andet sted uddyber Dobbs sin pointe:

»Kommunismen blev ikke besejret af noget individ og ikke engang af en kombination af individer. Når alt kommer til alt, besejrede kommunismen sig selv.«

Et værk, der bliver stående

Det er en tvivlsom udlægning. I sit banebrydende værk om Sovjetunionens opløsning, Collapse of an Empire: Lessons for Modern Russia (2007), identificerer den russiske reformpolitiker Jegor Gajdar flere episoder, hvor der blev truffet fatale beslutninger for Sovjetunionens fremtid, og hvor andre valg kunne have fået andre konsekvenser.

Hvis Stalin i 1928-29 således ikke havde gennemført en tvangs-kollektivisering af landbruget med likvidering af selvejerbonden og i stedet som foreslået af regeringschef Aleksej Rykov og chefideolog Nikolaj Bukharin havde bevaret selvejerbrug og et marked uden at give slip på partiets politiske kontrol, kunne man have undgået en permanent krise i landbruget, der tærede på statsfinanser og flere gange udløste hungersnød.

Det var i sidste ende medvirkende til Sovjetunionens økonomiske deroute, senere afhængighed af vestlige lån og dermed en stærkt begrænset handlefrihed. Det forhold er Putin bevidst om. Man kan se hans 16 år ved magten som et systematisk forsøg på at sikre, at Rusland ikke havner i et lignende afhængighedsforhold. Der er flere af den slags skilleveje i perioden fra 1917 til 1991, hvor andre beslutninger kunne have ført til en anden udvikling.

Disse indvendinger og spørgsmålstegn skal dog ikke pille ved hovedindtrykket, nemlig at Dobbs har skrevet et værk, der vil blive stående. De, der ønsker at genopleve og mærke ånden fra 1989 til 1991, kan begynde her.

Michael Dobbs: ’Sovjetunionens fald: Den Kolde Krigs slutspil’. Informations Forlag, 540 sider, 350 kr.

Flemming Rose er samfundsdebattør og forhenværende udlandsredaktør på Jyllands-Posten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Bemærk venligst, den kolde krig ikke slut endnu.
I hvert fald ikke i mange vesterlændinges hoveder.

Claus Oreskov og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvorfor fanden skal man belemres med en gammel koldkrigers skamrosning af en anden koldkrigers
tilføjelser til de millioner af artikler der allerede er skrevet om diktaturet fald.
Og så en fra facist-avisen Jyllands-Posten. Måske skulle jeg opsige mit abonnement-det er jo ikke det første eksempel på Information´s højredrejning på det sidste.

Claus Oreskov og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Man kan jo så spekulere videre på om mon ikke i hvert fald en del historikere og måske andre vil markere 25-året for USSRs opløsning, og måske også snart 100 året for 2starten" i 1917, med forskellige synsvinkler. Der vil nok næppe være megen jubilæumsstemning eller fejring?

Claus Oreskov

Det er tydeligt at her taler en demagog og ikke en analytisk intelligens. Se på sætningen ”Lenins taktiske indrømmelser til de nationale bevægelser”! Historisk set var der så tale om taktiske indrømmelser. Slet ikke – diskussionen om de nationale bevægelser, bølgede frem og tilbage allerede i slutningen af det nittendeårhundrede. Det var en diskussion der startede i det østrigsk ungarske socialdemokrati og bredte sig til socialdemokratiet i Rusland. Spørgsmålet var vigtigt fordi, de mange nationaliteter, i både Østrig-Ungarn og Rusland, kunne starte etniske krige og denne mulighed gjorde at mange socialdemokrater tog afstand fra mindretallene f.eks. Rosa Luxemburg. Lenin satte sig op imod denne politik, idet han frygtede Ruslands eventuelle nationale chauvinisme skulle bulldoze de nationale mindretal. Lenin skelnede skarpt mellem et koloniserede folks nationalisme (som han anerkendte som legitim modstand) og et koloniserende lands nationalisme (som han fordømte). Der var ikke tale om nogen taktisk bevægelse, men om en udstrakt hånd. De love og regulativer omkring minoritets forhold, så som muligheden for kulturalt autonomi, som Sovjetunionen vedtog, fungere stædig, og jeg har selv deltaget i flere processer, hvor vi har indført kulturalt autonomi for forskellige mindretal i nord Rusland. Der er absolut intet skummelt ved det!
Om bagrunden for diskussionen om det nationale og partiets holdninger se:
J.Stalin ”Marxismen og Det Nationale Spørgsmål”.
V. Lenin: ”Udkast til teser om det nationale og koloniale spørgsmål”. Lenins udvalgte værker 13.