Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Vold og sort vrede i USA

Ta-Nehisi Coates’ essayistiske ’Mellem verden og mig’ buldrer af underholdende afro-pessimisme og fortælleglæde, men raseriet løber indimellem af med forfatteren
Kultur
21. marts 2016

USA er skabt for folket og skal styres af folket. Det erklærede præsident Lincoln i 1863 efter slaget ved Gettysburg under Den Amerikanske Borgerkrig, der blandt andet blev udkæmpet for at få afskaffet slaveriet. Blot viste det sig, at ’folket’ netop ikke indbefattede de sorte amerikanere, der var slavebundet.

Det mener i hvert fald essayisten, journalisten og forfatteren Ta-Nehisi Coates, der i sin nye bog erklærer, at ikke meget har ændret sig de seneste par århundreder og ligefrem hævder, at USA er bygget på en løgn.

Mellem verden og mig er inspireret af James Baldwins essaysamling, The Fire Next Time (1963). Begge titler er næret af racismen i USA, men i modsætning til Baldwins klassiker, der advarer de hvide om, hvor galt det ender, hvis de fortsætter ad samme spor, har Coates bevidst valgt at gå den modsatte vej.

Mellem verden og mig er formet som et langt brev adresseret til forfatterens 14-årige søn, hvori faren skildrer et USA, hvor sorte ubevæbnede drenge og unge mænd bliver dræbt af politiet, blot fordi de er sorte.

Jeg er ikke helt sikker på, at Coates har valgt den rette form til sin i øvrigt uafrystelige historie – men mon ikke bogen trods alt er udgivet, fordi andre end Coates’ søn skal læse med?

Frygten i Baltimore

Ta-Nehisi Coates (født 1975) er til daglig journalist på tidsskriftet the Atlantic, hvor han skriver klart og kritisk om politiske, racemæssige og sociale spørgsmål. På smudsomslaget hævder hans danske forlag godt nok, at Coates har modtaget en Pulitzer-pris for sit journalistiske virke, men det passer nu ikke.

Flere andre fine priser har Coates dog modtaget, blandt andet en National Magazine Award for sin coverhistorie »Fear of a Black President« (2012), hvori han lufter sin skepsis og undrer sig over, om ikke Barack Obamas rolige toneleje, når det kommer til stykket, afspejler præsidentens skævvredne opfattelse af integration.

Coates skriver, så det svider, også i Mellem verden og mig, der til dels kan læses som en opfølger til hans erindringer, The Beatiful Struggle (2008). Heri mindes forfatteren sin opvækst i Baltimore med en far, der både var soldat i Vietnam og medlem af De Sorte Pantere. I sin nye bog føjer Coates mere til og fokuserer ikke mindst på barndommens frygt, der i dag har bidt sig fast i hans sjæl.

Uroen følte Coates på gaderne, hvor »de unge mænd, der havde omdannet deres frygt til vrede, udgjorde den største fare«. Samt i hjemmet, hvor han kunne mærke det i slagene fra sin fars sorte læderbælte, »som han mere anvendte af ængstelse end af vrede«. Og så er der ikke mindst politiet, der, som Coates udtrykker det, »afspejler Amerika i al dets vilje og frygt« og tyranniserer »med samme moralske autoritet som personer, der opkræver beskyttelsespenge«.

Den evige udsathed, som de sorte ifølge Coates lever i, er de seneste år blevet synliggjort af mediernes mange rystende historier om politivold rettet mod sorte. Et af ofrene var Coates’ medstuderende på Howard University, Prince Jones, hvis skæbne foldes ud i Mellem verden og mig.

Den unge i øvrigt relativt veluddannede mand blev skudt i sin egen bil få meter fra sin kærestes hus af en betjent, der hævede, at Prince havde prøvet at køre ham ned. Betjenten slap for straf, hvilket ikke overrasker Coates, der skriver, »jeg var godt klar over at anklagemyndigheden ville tro ham«.

Buldrende vrede

I modsætning til flere af gæsterne ved den følgende mindehøjtidelighed orker Coates ikke at bekymre sig om tilgivelse af betjenten, og han har heller ikke stor tiltro til de politireformer, der har »tiltrukket sig stor opmærksomhed på både præsidentielt og mere jævnt niveau«.

Coates’ lærde pen er derimod ført med en buldrende vrede og indignation, hvilket har fået enkelte til at indlemme ham i den såkaldte afro-pessimistiske skole. Frygten, volden og racismen er i Coates’ øjne et forudsigeligt resultat af flere hundrede års ødelæggelse af den sorte krop, »det er en del af den historiske arv«, som han skriver i kursiv, og problemet er derfor ikke, at politiet »er nogle fascistsvin. Men at vores land bliver regeret af flertalssvin«.

Raseriet løber indimellem af med Coates. Både i konkrete tilfælde, hvor han er ved at komme op at slås med et hvidt par i en biograf, fordi de lader sig irritere af hans lille søn, og når pointerne fortoner sig i uklarhed, generaliseringer og prætentiøse vendinger.

Hvorfor insisterer Coates eksempelvis på, at det er den sorte krop, der bliver ødelagt, når hans tekst flere steder så tydeligt illustrerer, at racismen ikke kun er fysisk, men så sandelig også både psykisk og institutionel?

Hvorfor kalde Howard University for Mekka og USA’s hvide befolkning – eller dem, der kalder sig hvide, hvilket i hans optik indbefatter mange sorte – for Drømmerne?

Mellem verden og mig, der henter sin titel fra et citat af Richard Wright (i selskab med Ralph Ellison og Toni Morrison en af de to-tre vigtigste afroamerikanske skønlitterære forfattere), er paradoksalt nok både stærkt underholdende, tankevækkende og foruroligende læsning. Men flere steder greb jeg mig selv i at spørge efter pointen, ikke mindst til slut, hvor Coates kører hjem i silende regn oven på et rørende besøg hos Prince Jones’ stoiske mor.

Efter at have opildnet sin søn til at kæmpe »for mindet om dine forfædre. Kæmpe for at opnå visdom. Kæmpe for varmen i Mekkaet«, betoner Coates et par sætninger længere fremme, at sønnen ikke må lade sin »kamp afhænge af deres omvendelse. Drømmerne må selv lære at kæmpe og forstå pladsen for deres Drøm, den scene hvor de har malet sig selv hvide, er vores alles dødsleje. Drømmen er den samme vane der truer planeten …«

Det kan selvfølgelig være mig, der har misset noget, men på den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke en 14-årig dreng kunne have ønsket sig en far, der var lidt klarere i mælet, når nu faren har så skarpe meninger og brutale erfaringer at dele ud af, som tilfældet er.

Ikke desto mindre er Ta-Nehisi Coates obligatorisk læsning for enhver med interesse for amerikanske samfundsforhold. Flere af os har allerede stiftet bekendtskab med Between the World and Me på originalsproget sidste år, hvor den som nævnt gjorde stort væsen af sig og blandt andet blev præmieret med en National Book Award. Men en genlæsning i Jakob Levinsen fine oversættelse er absolut tiden værd.

Ta-Nehisi Coates: Mellem verden og mig.
Oversat af Jakob Levinsen.
176 sider. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her