Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Beyoncé tager hvad hun vil

Beyoncé har på sit nye formidable album droppet enhver idyllisering af sit ægteskab og hudfletter sin – tilsyneladende – utro ægtemand, rapstjernen Jay Z. Men hun går også til angreb på det maskuline svigt og på den underposition, som den afroamerikanske kvinde har i USA
Beyoncés optræden ved Super Bowl i februar havde en sjældent set politisk kant med dansere i Black Panther-inspireret tøj og knytnævehilsen mod publikum.

Beyoncés optræden ved Super Bowl i februar havde en sjældent set politisk kant med dansere i Black Panther-inspireret tøj og knytnævehilsen mod publikum.

Ronald Martinez

Kultur
29. april 2016

All hail the queen. Du kan kende hende på, at alt bliver tyst omkring hende, når hun kommer ind i rummet. Prince er død, men nu handler det om Queen Bey.

Du kan kende hende på, at når hun slår i bordet, så falder undersåtterne, spytslikkerne og de potentielle tronranere ned af stolene. Rihanna og Taylor Swift virker pludselige blege og idéfattige til sammenligning. Og når du er dronningen utro, så er der hell to pay.

Så ægtemanden Jay Z må tage sin straf med bøjet nakke, eftersom han tilsyneladende har bollet udenom. I hvert fald hvis man skal tro amerikanske medier, og hvis man skal tro på ægtheden af Beyoncés hudfletning af gemalen her på hendes nye, sjette – og formidable – album Lemonade, der udkom søndag uden forvarsel.

Det er en svitset og pisket rap-megastjerne og industrimagnat, der ankommer langt inde på albummet for at blive forsonet med Beyoncé på nummeret »Sandcastles«. Det sker ikke i lyd, men kun i den visuelle udgave af Lemonade, som HBO havde verdenspremiere på i lørdags.

Et smukt sammenvævet, sansemættet, stemningsfuldt, rabiat værk, der ikke kun sætter billeder på albummets 12 sange, men også væver dem sammen med den somalisk-britiske digter Warsan Shires blodige digte, læst med smuk intim diktion af Beyoncé.

»I tried to make a home out of you. But doors leads to trapdoors. A stairway leads to nothing. Unknown women wander the hallways at night. Where do you go, when you go quiet? You remind me of my father, a magician. Able to exist in two places at once. In the tradition of men in my blood, you come home at 3 AM and lie to me. What are you hiding? The past and the future merge to meet us here. What luck. What a curse.«

Shires ætsende ord er af stor kunstnerisk skala, og hun løfter Beyoncés fortælling om forræderi til et nyt niveau.

Beyoncé og hendes medtekstforfattere går noget mere prosaisk til værks: »Looking at my watch, he should’ve been home. Today I regret the night I put that ring on. He always got them fucking excuses,« synger hun – med reference til sit hit »Single Ladies (Put A Ring On It)«, der fortalte mændene, at hvis de havde honnette intentioner, så var det frem med ringen. Nu har Beyoncé lært, at den slags materielle erkendtligheder er værdiløse.

Da vi ankommer til »Sandcastles« har Queen Bey på billedsiden smadret biler med baseballbats, kastet sig ud fra en bygning, grædt. Raset ud? Måske. Jay Z optræder i hvert fald i videoen til sangen – uden at rappe en eneste stavelse – lyttende.

Beyoncé kærtegner ham. »Show me your scars and I won’t walk away,« synger hun. På billedsiden har der været en slags kapitelinddelinger med titler som »Denial«, »Anger«, »Apathy«, »Reformation«, »Forgiveness«, »Redemption«.

 

Facaden rives ned

Som ægteskabsdrama – fiktivt eller ej – er Lemonade en overrumplende blotlægning af en superstjernes følelsesliv. Vi er mange, der har gjort os lystige over Beyoncés idylliserende selviscenesættelser på Instagram. De lykkeligt harmoniske fotografier af en familie i perfekt harmoni. Ja, selvkontrollen fik en ekstra dimension, da der blev lækket videooptagelser af søsteren Solange Knowles, der sparker og slår Jay Z i en elevator. Bodyguarden griber ind, Beyoncé gør ingenting.

Og i de efterfølgende pressefotos, fra da de forlader elevatoren, bliver Beyoncés perfekte sfinkssmil det uhyggeligste sindbillede på, præcis hvor stærk hun er til at opretholde sin facade.

Men nu river hun den altså ikke bare ned, hun pulveriserer den, danser »Tango Jalousie« på den, spytter på den. »You can watch my fat ass twist, boy, as I bounce to the next dick, boy.«

Den sidste redningsplanke

Altså er hun blevet et menneske – måske takket være Solange Knowles som en whistleblower, der har tvunget Beyoncé ud i selverkendelse? Hendes kontrolmani har i hvert fald måttet vige for virkeligheden, erkendelsen af, at selv ikke en dronning kan styre andre menneskers kærlighed. Jo, hun er stadig en mester i at få masserne til at bedåre sig, men hvad nytter det, når de allernærmeste kan forråde hende?

At føle at man står midt i et blødende sår, har vi oplevet før på andre berømte skilsmisse/breakup-plader. Becks Sea Change, Marvin Gayes Here, My Dear, ABBA’s The Visitors, Nick Caves The Boatman’s Call, Joni Mitchells Blue, Dylans Blood On The Tracks og ikke mindst Fleetwood Macs Rumours. Men Lemonade er ikke lyden af et forlis, det er lyden af et bjærgningsprojekt. Lemonade lyder som ægteparrets sidste redningsplanke.

Og det visuelle album er det stærkeste udsagn, fordi Warsan Shires digte synes at passe så perfekt til Beyoncés fortælling om forræderi. Dermed blender Shire og Beyoncés harme sammen, og værket vokser – heldigvis – udover biografien og bliver til en større generel anklage mod maskulin dominans, mændenes svigt og ikke mindst den sorte kvindes underposition i verden. Beyoncé citerer således også Malcolm X: »The most disrespected person in America is the black woman.«

Og det flipper helt ud på den forrygende »Freedom« i selskab med mesterrapperen Kendrick Lamar, hvor de politiske budskaber udstanses med store klare bogstaver, akkurat som på albumforløberen »Formation«, der gik til angreb på USA’s iboende racisme.

På »Freedom« lyder det: »I break my chains all by myself/Won’t let my freedom rot in hell.« Mens Lamar tager den helt ind i realismen, nutiden, politivoldens USA. »Five-0 askin’ me what’s in my possession« – five-o er slang for politi.

Formidabel musik

Og musikken? Formidabel. Monumental og militant: Hør »Freedom«, som er en slags asfalteret oprustningsgospel. Eller det sexede Jack White-samarbejde »Don’t Hurt Yourself« med Led Zeppelin-sample og det sublime orgel-’call and response’ mellem venstre og højre kanal. Eller mørkt hymnisk: »Pray You Catch Me«, der har engelske James Blake som medkomponist og hans glødende vener af elorgel som særkende.

Eller koket og iskoldt rasende: den indignerede bounce-frækkert »Formation« og country/New Orleans jazz-perlen »Daddy Lessons«. Elegisk og forsigtigt håbefuld: »Sandcastles« og den korte »Forward« med James Blake ved mikrofonen. Eller himmelfalden og styrtblødende på den dårende ballade »All Night«.

Albummet kommer kun langsomt i gear med en åbningsballade og så en bumlende slowjam, der indikerer, at Beyoncé ikke ønsker at oversælge sit album, men fastholde sit narrativ.

Hun belyser svigtet i en række musikalske genrer, hvor emnet ikke ligefrem er ukendt territorium – country, rock’n’roll – og hun leverer egensindigheder som den kækt bumlende »Hold Up« (der er komponeret sammen med Ezra Koenig fra indiebandet Vampire Weekend og mest af alt lyder som en afro-urban udgave af Enyas »Sail Away«), og den sort tågede, sensuelt lurende »6 Inch«, et samarbejde med The Weeknd, der sampler Isaac Haayes’ fortolkning af Burt Bacharachs »Walk On By«, som hiphopikoner som Tupac, Notorius B.I.G. og Wu-Tang Clan allerede har rappet henover. Men her gør Beyoncé og hendes producerteam den til hendes egen, til en kvindes.

I det hele taget tager hun, hvad hun lyster fra hid og did og omformer det sammen med sin stab af komponister og producere i sit eget stadig mere karakterfulde billede. Hun er blevet en mester i appropriation.

Og hendes stemme og sangstil bevæger sig ud i nye territorier. Hun er ude at snitte countryikoner som Dolly Parton på »Daddy Lessons«. Hun lyder som en rock’n’roll-djævel i frådende forvrængning på »Don’t Hurt Yourself«. Og så kan hun lyde som et skamskudt rovdyr, der forsøger at slæbe sig i sikkerhed, når hun skubber sin stemme dérud, hvor hun ikke længere har nogen skønhed, kun hæshed tilbage.

Genoprejsningens værk

Lemonade er en nervebibel på parforholdets operationsbord. Fyldt med maskuline svigt. Men også et genoprejsningens værk.

Beyoncé bruger ydmygelsen til det stolteste, hun har begået i sin karriere. Langt vigtigere, langt mere sårbart end hendes økonomiske emancipationsprojekt, som man kunne finde allerede tidligt i hendes karriere, tilbage i r&b-gruppen Destiny’s Child. Så længe kvinder stadig er underlagt mænd på så mange andre måder end bare de økonomiske, så er der jo ingen reel frihed. Det er der her.

Og med Lemonade gemmer der sig også en mulighed for en ny respekt for Beyoncé og Jay-Z’s ægteskab. For Beyoncés kompromisløse vrede og kapacitet for tilgivelse. For Jay-Z’s tilsyneladende bodsgang og rummelighed. Altså vel at mærke hvis deres ægteskab kan holde til det her.

Beyoncé: ’Lemonade’ (Columbia/Parkwood/Sony). Ude på Tidal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Smukt at utroskab også kan bruges i vestlig marketing.
Da jeg læste denne anmeldelse fantaserede jeg om Karen Blixen være dommer i vild med dans.

Pop som kvindefrigørelse, #BlackLivesMatter m.m.?

Don't believe the hype.

Åhnej, Ralf C er røget i "social justice" gryden. Hvad med musikken? Jeg kan godt forstå at musikken er i baggrunden, den er kold kynisk, kalkuleret som Beyonces smil efter elevator episoden. Genial marketing, musikken er uden betydning, som french fries hos MacDonalds.

steen ingvard nielsen

Kæreste Beyonce
Hvis du elsker den mand og du ønsker at bevare din troværdighed, i hvert fald hos mig, så undlader du at svine manden til i al offentlighed. Ligemeget hvad manden har gjort, så giver det ikke dig helgenstatus, at du går på et hævntogt i medierne.

steen ingvard nielsen

Jo PH. men er det også et politisk projekt i betraktning af at hun er gode venner med, osv. Sammenholdt med hendes deltagelse i protesten mod politivold osv.

Majbritt Nielsen

Spøjst. Når eminem kommer på banen med endnu et album. Hvor han på flere numre hudfletter, foreslår hvordan en navngiven kvinde skal slåes ihjel eller voldtages. Som regl fordi hun ikke er enig med ham. Så det kunst og i orden? Her er så en anden kunster der ikke er glad for den behandling hun har fået. Det noget skidt. Der en der mener ikke er troværdigt. Og i årigt skal tie stille med det, for det er privat. Ja sådan er der så meget.