Læsetid: 4 min.

Børnefestivalkultur for forældre

Aprilfestival 2016 blev en diffus oplevelse på Frederiksberg – med forældre som utilsigtede hovedrolleindehavere i børneteaterforestillingerne. Men flygtningeteatret gjorde et stærkt indtryk
De danske udvandrere er bange under den lange bådrejse i forestillingen Drømmen om Amerika med Randers Egnsteater.

Søren Pagter

19. april 2016

Man skulle kigge godt efter de farvede festivalballoner på Frederiksberg denne weekend. Aprilfestival 2016 havde i hvert fald tendens til at blive usynlig i hovedstadens fine, men metroopgravede bydel. Skiltningen for børneteaterforestillingerne nåede i hvert fald ikke niveauet for de seneste års festivaler i Frederikssund og Nykøbing Mors – og der var ikke samlet nær så mange frivillige guider, som der tydeligvis var brug for på det geografisk udstrakte Frederiksberg. Så vi var mange tilskuere, der løb ekstra langt for at finde rundt på skolerne. Alligevel blev festivalen i 2016 umiskendeligt imponerende: 202 forestillinger blev spillet gratis for over 30.000 tilskuere – fra 0 år og op.

Muslinger i håret

Oplevelsen af en festival afhænger selvfølgelig helt af, hvad man kommer til at se. Selv fik jeg bekræftet, at børneteatret lige nu er yderst optaget af, hvad krig og flugt gør ved børn.

Teatret Batida fra Nordvest har skabt en charmerende forestilling med titlen En solskinsdag i Paradis. Når man får øje på det røde æble, der hænger på træet på scenen, skulle man måske tro, at der er tale om en traditionel Adam&Eva-fortælling. Men nej. For det viser sig, at Paradis her er blevet købt af en rødglødende Fanden, der skriver afslag til alle de flygtninge, som har skrevet ansøgninger om at måtte bo i Paradis … Og det er Batida, når det er bedst: Flippet og kærligt – og med masser af musik og politik i skønsom blanding og med muslinger i håret.

Nørrebro-teatret Teatergrad spillede forestillingen Krig – i børnehøjde, som de har udviklet sammen med Røde Kors.

Her sad de 10-14 årige tilskuerbørn på gulvet i et klasselokale og fortalte om, hvad de vidste om krig – imponerende meget om alt fra NATO til krigsfanger og Syrien. Indimellem blev de så afbrudt af scener fra skuespillernes rammeforestilling om en dreng og en pige, der mødte hinanden midt under en krig… Det var teater, der gav hjertebanken.

Tårer i øjnene

Festivalens tårehit blev dog Hvad laver de her? med Betty Nansen Teatrets ungdomsafdeling C:NTACT. For her sad syv unge, nyankomne flygtninge på række og fortalte på imponerende flot nutillært dansk, hvorfor de havde måttet flygte – og hvordan de var kommet til Danmark. Over broer og i både, mens de sultede …

Teenagetilskuerne og de voksne tilskuere sad med en klump i halsen, for det var lykkedes instruktørerne at hjælpe disse unge til at formulere sorgen og håbet med største klarhed og herligste humor – som et møde, der brugte teatrets virkemidler, men helt uden fiktion … Og det skabte den dybeste respekt, når de unge bagefter besvarede spørgsmål, der gjorde ondt.

Til sammenligning var det interessant at opleve Randers Egnsteaters Drømmen om Amerika.

Denne forestilling viser et ungt, dansk par for 100 år siden, da fattige folk på landet i Danmark ikke havde en chance, og hvor mange tog den farlige rejse over Atlanten … Andreas Garfields klare tekst rammer alle de klassiske flygtningehistorier med nerve og effektiv børnelogik for de 9-12 årige – og med en solid hilsen til Vilhelm Mobergs Udvandrerne. Og skuespillerne spiller netop så moderne, at børnene kan sætte sig ind i deres svære valg og deres underdrevne breve hjem.

Mobilen i lommen

Det er jo netop det, teater kan: Give tilskueren en konkret mulighed for at spejle sig i en anden verden. Visse teaterforestillinger prøver da også bevidst at provokere børnene. For eksempel Teaterhuset Filurens teenageforestilling Ildsjæl, der handler om, hvad der får unge danskere til at blive fascineret af tanken om at gøre oprør ved at blive terrorist …

Men egentlig var det mest provokerende, jeg oplevede på denne børneteaterfestival, faktisk forældre, der forstyrrede forestillingerne med deres mobiltelefoner. Den mest ubehøvlede familie var den, hvor faderen stik mod alle regler videofilmede forestillingen – så ivrigt, at han glemte alt om sin to-årige datter, der løb ind på scenen og forstyrrede danserne, mens moderen skiftede ble på deres baby lige på scenekanten!

Økoforældres angst

Måske skal arrangøren Teatercentrum fremover producere adfærdsskilte med ikoner, som skuespillerne kan vise frem inden forestillingerne.

Det er i hvert fald ved at blive ulideligt med forældre, der giver deres børn pizzastykker og smatbananer og sugerørsjuicer under forestillingerne. Og det er uacceptabelt med forældre, der ikke respekterer minimumsalderen; 2-årige kan altså ikke se forestillinger for 4-årige uden at miste koncentrationen eller blive bange. Det virker grotesk, at visse økoforældre er rædselsslagne for, at deres børn får hvidt sukker, men gerne kaster de små ud foran mareridtbringende teater …

Nå ja. Sådan kan livet af og til virke som en sær fiktion. Men faktum er, at der fra i dag atter spilles børneteater overalt i landet. Og at Aprilfestival bliver afholdt i Sønderborg i 2017. Med balloner og det hele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu