Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Børnevold med nænsomhed

’Min far og Vrede Mand’ er blevet til en forunderlig børneopera om at elske den, der slår
’Min far og Vrede Mand’.

Jens Hemmel

Kultur
29. april 2016

Jeg elsker min far, fortæller drengen glad. Men så er det, at hans far slår ham og hans mor … Børnevold er ikke et typisk emne i dansk børneteater. Heldigvis.

Men dette forår har børneteatret ZeBU og Musikteatret Saum fortolket Gro Dahles børnebog under titlen Min Far og Vrede Mand til en børneopera af to sangperformere og to musikere.

Hovedpersonen er faktisk en drengedukke i samme størrelse som en dreng på syv år – en dukke med de mest bekymrede, sorte øjne, skabt med dukkemageren Poul Arne Krings umiskendelige inderlighedsaftryk. Dukken stirrer rundt i helt huset, hver gang hans kærlige og legende far begynder at ændre sig til noget tordenagtigt forfærdeligt i nakken og skuldrene. Altså til den person, som drengen kalder »Vrede Mand«.

Drengen står ellers glad i sin stribede bluse inde i et stort og lyst hus, når faderen er i godt humør. Men når faderen pludselig uforklarligt bliver vred, folder væggene sig ind mod hinanden, så drengen er ved at blive mast.

Det er et flot og fysisk skræmmende scenebillede, som Rikke Juellund her raffineret har skabt over barnets skrøbelige verden. »Og huset var tyndt som papir,« som det lyder i den eventyrpoetiske sang i Jesper B. Karlsens klare og nænsomme libretto.

Drengens far er noget af en charmeur i barytonen Jens Søndergaards fortolkning. Han smiler stort velkommen til publikum og advarer betænksomt børnene på første række om, at musikken bliver høj … Og så synger han ellers. Når han er i godt humør, klinger hans stemme så tindrende, og alt er godt. Men når han begynder at tæske både moderen og møblerne, bliver lyden virkelig brutal.

Vi ser ikke slagene. Vi hører dem bare i musikken, og vi prøver forgæves at lukke både ører og øjne – akkurat som drengen, der prøver at gemme sig. Mezzosopranen Ingeborg Fangel Mo synger drengens mor med en bekymret hverdagsstemme og ’det skal nok gå alt sammen’-tvivl. Og så får hun sagt det forfærdeligste til drengen: »Du må ikke sige noget til nogen!«

Ondt i maven

Imens leder dukkeføreren Lene Hummelshøj opmuntrende drengen rundt, mens han bliver tungere og tungere af sin hemmelighed. Indtil han forstår, at den eneste udvej er at sætte ord på.

Det er komponisten Steingrimur Rohloff, der har skrevet musikken – manden bag børneoperaen Historien om en mor tilbage i 2009. Rohloffs musik hvirvler, akkurat som drengens følelser. Og instruktøren Marc van der Velden har også iscenesat denne barske historie helt enkelt – forsigtigt, men også så heftigt, at smerten og håbet får plads.

Live Johansson spiller cello med tunge åndedrag og ’ondt i maven’-strøg, og perkussionisten David Hildebrandt får sine slagtøjsinstrumenter til at true og hvisle, så man nærmest glider ind i drengens bange, dunkende hjerteslag.

Noget af det flotteste er dog, at Min far og Vrede Mand ikke har nogen entydig slutning. Her er ingen belæring og ingen utroværdig happy end; voldelige mænd bliver ikke forandret på fem minutter.

Men man kan tydeligt mærke, at der sker gode ting for drengen. Og at hans liv forandres, så han engang igen stolt kan sige: »Jeg elsker min far.«

’Min far og Vrede Mand’. Baseret på børnebog af Gro Dahle.
Musik: Steingrimur Rohloff. Tekst: Jesper B. Karlsen. Iscenesættelse: Marc van der Velden. Dukkemager: Poul Arne Kring. Scenografi: Rikke Juellund. For børn fra 7 år og op.
Koproduktion af ZeBU og Musikteatret Saum. Turné samt ZeBU på Amager marts-april 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her